Når ego'erne er i vejen for ægteskabet
5.0
The Squid and the Whale er en usentimental fortælling om en alt andet en lykkelig skilsmisse. Det er samtidigt en film, som lever i kraft af fire fremragende skuespillerpræstationer.
En lille højintellektuelle familie bestående af to forfattere begge ph.d. i litteratur og deres to sønner falder langsomt fra hinanden. Noah Baumbach skildrer smukt den lille families forfald med udgangspunkt i konsekvenserne for de to sønner, og fokus på den nassicistiske fader, som ikke kan se, hvorledes hans egocentriske natur har katastrofale følger for både familien som helhed og især hans sønner. Moderens ego er dog ikke meget mindre end faderens, og filmens styrke er netop, at den ikke på noget tidspunkt tager parti.
Filmen er hele vejen igennem dybt troværdig og kapper aldrig over i et forsøg på at øge dramatikken. Enkelte scener rummer stærkt sort humor, som kunne være inspireret af Todd Solondz Happiness, ligeså som flere tåkrummende scener kunne være det. Men det er ikke i nærheden af at være tyveri, alt er dybt originalt og nærværende. Oscarnomineringen for bedste manuskript er fuldt fortjent.
Jeff Bridges leverer sin måske bedste præstation nogensinde, som den selvplagende fader, der har svært ved at se andet end sin egen ulykke. Laura Linney får lidt mindre skærmtid at gøre godt med, men er glimrende. Imponerende er også Owen Kline og Jesse Eisenbergs præstationer som de to sønner. Ofte kan børneskuespillere være ødelæggende for en film. Her underbygger de blot den troværdighed, som filmen i forvejen sitrer af.
En lille film med stor effekt. Den er ikke spetakulær på nogen måde, men gribende med sit fængende manuskript og sine fremragende skuespillere.
En lille højintellektuelle familie bestående af to forfattere begge ph.d. i litteratur og deres to sønner falder langsomt fra hinanden. Noah Baumbach skildrer smukt den lille families forfald med udgangspunkt i konsekvenserne for de to sønner, og fokus på den nassicistiske fader, som ikke kan se, hvorledes hans egocentriske natur har katastrofale følger for både familien som helhed og især hans sønner. Moderens ego er dog ikke meget mindre end faderens, og filmens styrke er netop, at den ikke på noget tidspunkt tager parti.
Filmen er hele vejen igennem dybt troværdig og kapper aldrig over i et forsøg på at øge dramatikken. Enkelte scener rummer stærkt sort humor, som kunne være inspireret af Todd Solondz Happiness, ligeså som flere tåkrummende scener kunne være det. Men det er ikke i nærheden af at være tyveri, alt er dybt originalt og nærværende. Oscarnomineringen for bedste manuskript er fuldt fortjent.
Jeff Bridges leverer sin måske bedste præstation nogensinde, som den selvplagende fader, der har svært ved at se andet end sin egen ulykke. Laura Linney får lidt mindre skærmtid at gøre godt med, men er glimrende. Imponerende er også Owen Kline og Jesse Eisenbergs præstationer som de to sønner. Ofte kan børneskuespillere være ødelæggende for en film. Her underbygger de blot den troværdighed, som filmen i forvejen sitrer af.
En lille film med stor effekt. Den er ikke spetakulær på nogen måde, men gribende med sit fængende manuskript og sine fremragende skuespillere.
05/04-2007
