What a waste!
2.0
Ja, jeg er enig med Gott. Jeg har aldrig fået skrevet en anmeldelse af denne film, da den er utroligt skuffende. Og det selvom jeg ikke var opsat på at den skulle være noget særligt.
Længe skal man lede for at finde en film, der er så flot og emmer af stemning, men samtidig er så dramaturgisk bankerot og kedelig.
Jeg mistænker De Palma for at lave filmen udelukkende for at kunne side og kigge på Scarlett Johanson, hvis rolle svinger håbløst mellem utroværdig femme fatale og kåd intet-fattende blondine. Det holder slet ikke. Aaron Eckharts rolle opfører sig meget mystisk og har nogle helt umotiverede (ifølge mig) status-skift. Jeg er fan af Eckhart, men han ved slet ikke hvad han skal gøre. I don't blame him....I don't believe it either! De Palma prøver at kompensere ved at få ham til at eksternalisere sine reaktioner helt ekstremt, og det er direkte latterligt. Jeg grinte rent faktisk højlydt i en af karakterens "vigtige" scener.
Josh Hartnett ved jeg ikke helt sikker hvad laver i filmen, da han virker meget usikker i sit spil og må desuden lægge stemme til den voice-over filmen bruger, når der ligesom ikke rigitgt er andet at gøre for at skubbe det hele fremad. Igen, det virker som en håbløs opgave, og måske gør han sit bedste, men han imponerer bestemt ikke.
Tempoet er langsomt og filmen bruger alt for meget tid på hamrende kedelig dialog især mellem Josh og Scarlett. Det virker underminererende for den visuelle fortællestil ved at gøre den overflødig.
Endnu vigtigere er, at hele mordgåden er fundementalt uinteresant fortalt, fordi De Palma synes det er ÅHH så spændende at udforske de to boksende politimænd, og deres penis styrede handlingsmønster. Fucking YAWN, dude!
Hilary Swank er lodret dårligt spillende i filmen, og jeg var aldeles ligeglad med subplottet (som vel egentlig brude have været hovedplottet?). Hun ligner slet ikke kvinden der blev dæbt.
Generelt er filmen både uheldigt castet i de større roller og plaget af phony konflikter og konstruerede skift i karakterernes mål. Jeg ved ikke om De Palma har et meget forskruet syn på begær, sex og magt, men i Black Dahlia rammer han meget ved siden af når det gælder et troværdigt og interessant persongalleri.
Bottom line: Venstrehåndsarbejde med voldsomt flot kamara og lysarbejde. James Elroy? Didn't see him at all.....
Længe skal man lede for at finde en film, der er så flot og emmer af stemning, men samtidig er så dramaturgisk bankerot og kedelig.
Jeg mistænker De Palma for at lave filmen udelukkende for at kunne side og kigge på Scarlett Johanson, hvis rolle svinger håbløst mellem utroværdig femme fatale og kåd intet-fattende blondine. Det holder slet ikke. Aaron Eckharts rolle opfører sig meget mystisk og har nogle helt umotiverede (ifølge mig) status-skift. Jeg er fan af Eckhart, men han ved slet ikke hvad han skal gøre. I don't blame him....I don't believe it either! De Palma prøver at kompensere ved at få ham til at eksternalisere sine reaktioner helt ekstremt, og det er direkte latterligt. Jeg grinte rent faktisk højlydt i en af karakterens "vigtige" scener.
Josh Hartnett ved jeg ikke helt sikker hvad laver i filmen, da han virker meget usikker i sit spil og må desuden lægge stemme til den voice-over filmen bruger, når der ligesom ikke rigitgt er andet at gøre for at skubbe det hele fremad. Igen, det virker som en håbløs opgave, og måske gør han sit bedste, men han imponerer bestemt ikke.
Tempoet er langsomt og filmen bruger alt for meget tid på hamrende kedelig dialog især mellem Josh og Scarlett. Det virker underminererende for den visuelle fortællestil ved at gøre den overflødig.
Endnu vigtigere er, at hele mordgåden er fundementalt uinteresant fortalt, fordi De Palma synes det er ÅHH så spændende at udforske de to boksende politimænd, og deres penis styrede handlingsmønster. Fucking YAWN, dude!
Hilary Swank er lodret dårligt spillende i filmen, og jeg var aldeles ligeglad med subplottet (som vel egentlig brude have været hovedplottet?). Hun ligner slet ikke kvinden der blev dæbt.
Generelt er filmen både uheldigt castet i de større roller og plaget af phony konflikter og konstruerede skift i karakterernes mål. Jeg ved ikke om De Palma har et meget forskruet syn på begær, sex og magt, men i Black Dahlia rammer han meget ved siden af når det gælder et troværdigt og interessant persongalleri.
Bottom line: Venstrehåndsarbejde med voldsomt flot kamara og lysarbejde. James Elroy? Didn't see him at all.....
06/04-2007
