Don't fear the reaper

5.0
Peter Jackson’s The Frighteners fra 1996 minder en smule om den gode gamle blockbuster fra 1984; Ghostbusters.
Det hele er bare vendt en smule på hovedet i The Frighteners.

Frank Bannister (Michael J. Fox) tjener til dagen og vejen ved at indfange spøgelser ligesom i Ghostbusters, men der er dog lige et par ret så væsentlige forskelle ellers.
Bannister er nemlig en vaskeægte svindler.
Han er i ledtog med tre spøgelser hvis opgave det er at hjemsøge folk, hvorefter Bannister "uddriver" dem.
Desuden, som det nok fremgår af det ovenstående, har han en unik evne, der gør ham i stand til at se og kommunikere med spøgelser, ånder og andre overnaturlige fænomener.

Bannister var, før han sank til dette bondefangeri, en succesrig arkitekt.
I fuld gang med at bygge et drømmehus til sin smukke hustru, men efter en tragisk trafikulykke, der kostede hans kone livet fik han altså denne evne til at se de døde.
Herefter opgav Bannister arkitektgerningen samt færdiggørelsen af drømmehuset og helligede sig dette virke som "psychic detective". Alt i alt er Bannister en håbløs og ret ussel personlighed, da man møder ham i filmens begyndelse.

Den lille by, Fairwater, hvor Bannister bor, har på det seneste været plaget af en bølge af usædvanlige dødsfald, hvor tilsyneladende raske mennesker omkommer af massive blodpropper i hjertet.
På samme tid opdager byens nye læge, Lucy Lynskey, at der er en mystisk forbindelse imellem en sindsforvirret kvinde, Patricia Ann Bradley og den henrettede seriemorder Johnny Bartlett.

Da Lucy’s fænakke af en mand, Ray, der ellers er helsefanatiker, dør på samme usædvanlige vis kontakter hun byens "psychic detective"; Frank Bannister.
Sammen opdager de at et foruroligende mønster tegner sig og at der desudover er en sær forbindelse imellem den afdøde seriemorder Johnny Bartlett, Bannister’s trafikulykke og byens mange mystiske dødsfald.
Herefter er det op til Bannister og Lucy at løse dette mysterium om hvorfor byens indbyggere dør under disse omstændigheder.

The Frighteners er forfriskende sjov men den formår samtidig at holde sig så tilpas fast i gyset og uhyggen som det centrale, at den langt fra er en spoof film.
Den er fyldt med underfundige og ironiske vittigheder samt en sort humor, der fungerer godt sammen med den ellers dystre atmosfære. Desuden leverer filmen et pænt antal forskrækkelsesmomenter og opbygger en ganske effektiv spænding.

Michael J. Fox er ganske underholdende i rollen som Frank Bannister og han viser her en mere alsidig side af sit talent, selvom det er svært ikke at se ham som Marty McFly ligegyldig hvilken rolle han spiller.
I dette tilfælde er det altså lidt som at se Marty McFly på spøgelsesjagt.

Den mest iøjnefaldende karakter i The Frighteners er dog utvivlsomt den geniale Jeffrey Combs, der spiller den lettere komiske FBI-agent Milton Dammers.
Combs har tidligere udnyttet sit unikke talent for at agere en person man decideret får myrekryb af i film som Re-Animator, From Beyond og House on Haunted Hill.
Desuden er der et skægt cameo med R. Lee Emery, der vil bringe et smil på læben hos alle, der elsker Stanley Kubrick’s Full Metal Jacket. R. Lee Emery gentager faktisk sin rolle fra den film, denne gang som et spøgelse af en militær eksercitsinstruktør.

Humoren i The Frighteners er i det hele taget ret sort hvilket ikke bør overraske nogen eftersom det er Peter Jackson, der har siddet bag kameraet.
Filmen giver den rette blanding af humor, uhygge og et sentimentalt subplot til at man kan føle sig særdeles underholdt hele vejen.
Hjælp - det spøger