tvetydig heroisme

Storstilet og velproduceret, men også forbavsende svagelig og uengagerende filmatisering af Alan Moore og David Lloyds kultikoniske grafiske novelle af samme titel. Oprindeligt var denne obligatoriske adaption lagt i hænderne på de famøse og selvmystificerende Wachowski-brødre (der ultimativt har skrevet og produceret filmen), men efter sigende følte de, at de havde eksploreret det heroiske frelser-syndrom i deres ambivalentprægede Matrix-trilogi, og det sluttelige iscenesættelsesansvar tilfaldt i stedet deres faste instruktørassistent, James McTeigue, der debuterer på instruktørscenen med en stiliseret mangfoldighed, men historiemæssig urutineret problematik.

V for Vendetta er en genrefusionerende og gotisk fantasyfilm, der har en højere intelligenskvotient end den gængse Hollywoodspændingsfilm, men som til gengæld ikke er nær så intellektuel og tankevækkende kontemplativ, som den selv tror, hvilket gør, at filmen falder i en uophævende prætentiøs fælde. Wachowski-brødrenes signaturiske dialog er naturligvis tilstedeværende, men selvom de har en overrumplende velartikuleret penneføring, så lider V for Vendetta under samme problem, som Matrix-filmene ligeledes ikke kunne forsvare sig imod; den fortællende historie indvikler og snørkler sig rundt i egen lommefilosofiske tankespind, der prioriterer flygtige verbale idéer over den luftige historie. McTeigue fremstår fortabt i forståelsen af Wachoski-brødrenes manuskript, men selvom der er en fascinerende tematik i den dobbeltbundne kompleksitet omkring selvtægt, så når McTeigue aldrig dybere lag i hverken hans karakterers psykologi eller sammenhængende formidling af emnet.

Handlingen er sat i et ubestemt fremtidsårstal, hvor en maskeret revolutionsforkæmper vil befri et undertrykt Storbritannien fra et udemokratisk politisk styrer, men bagved den heroiske anarkist gemmer der sig en personlig og egoistisk agenda, der langsomt udfoldes gennem filmen. Hugo Weaving stråler karismatisk igennem den uamourøse maske og løfter den fortænkte figur op på et humanistisk interessevækkende niveau. McTeigue nedsænker gudedyrkelsen af V’s gerninger gennem en traumatiserende fortid, hvilket har ledt til en fysisk deformitet og selvhad, men desværre efterlades dette aspekt (komplet med momenter af grotesk og selvironis komik) til fordel den langt mindre underholdende og relativt ufængende fortælling om et manipulativt og kontrollerende samfundsstyrer, hvor flere transparente paralleller drages med nutidens status. Desværre formår McTeigue ikke at fastholde fokus på sin historie, der ukongruent og ganske forstyrrende fortælles fra et utal af umotiverende perspektiver, hvor især en kedsommelig Stephen Rea som forstående detektiv føles insignifikant. Intrigerne er overkonstruerede og uspændende, og seværdigheden fra publikums side bibeholdes kun takket være Weavings superbe fremstilling af hævnens fanatisme. Den umådelig smukke Natalie Portman har ikke meget at lave som skabelonskåret kærlighedsinteresse, og ligesom hende står man lidt på sidelinien og betragter uengageret Wachowski-brødrene og McTeigues fabulerende søgen efter en rød tråd og tematik i filmen.

Som spændingsfilm har V for Vendetta sine eksplosive momenter, der underholder bravt, og den visuelle side byder ligeledes på en plausibel fremstilling af et dekadent futuristisk Storbritannien, der er indfanget i et helvedesfarvet inferno. Desværre var der for mit vedkommende ikke så meget andet at komme efter i denne snakkesaglige og patosfyldte martyrfortælling, som jeg ærligt ikke forstår har modtaget så megen superlativspækket kritik verdenen over.