Kærlighedens forrykte tale
3.0
Den stædige instruktør Edward Burns er værd at lægge mærke til. Og hans sigende talefilm, der samler sig om kærlighedens problem, er det også
Allerede efter ganske kort tid i salen, opdager man, at der er et eller andet helt galt med den irsk-amerikanske film om "Brødrene McMullen". Menageriet skulle efter sigende handle om den veletablerede, borgerlige kærlighed og de trygge ydre rammer i den sociale kontekst. Men i virkeligheden handler filmen allermest om mistillid, frustrationer og usikkerheden ved at blive voksen og skulle til at binde sig. Skuespillerne taler med kraftig irsk accent, selvom hele historien foregår i USA. Og i det hele taget taler de alt for meget, synes man i starten. I hvert fald, hvis man sammenligner med, hvad man er vant til i engelsksprogede film. Men vitsen er faktisk, at der er en god grund til disse afvigelser og tilsyneladende modsigelser. Sagen er nemlig, at denne film - for en gangs skyld - er noget nyt.
Edward Burns hedder filminstruktøren. Og han er værd at lægge mærke til, hvis man skal tro juryen på The Sundance Festival. I 1995 fik han således The Grand Jury Prize (Best Picture) for sit stædige arbejde.
Og enormt, det er det virkelig. Edward Burns nye film er i dén grad en 'no-budget' film. Han havde en knaldgod idé, og så havde han ikke rigtig andet. Udover - naturligvis - en rigtig, rigtig irsk familie. Og den slags familier, af den gode gamle katolske slags, har det jo med at hjælpe hinanden til det absolut allersidste. Med ideen i hovedet, familiens pengepung i hånden og baglandet mildt sagt i orden, begyndte unge Edward Burns, hvad man må betegne som en imponerende marathonpræstation.
Edward Burns har nemlig ikke bare selv skrevet manuskriptet til filmen. Han har også selv instrueret den. Og han spiller tilmed selv den vigtigste hovedrolle. Edward J. Burns, Edward Burns' far, har fungeret som executive producer og har derudover stået for hele finansieringen, som kun er blevet en realitet på grund af støtte fra venner og familie. Sådan kunne man blive ved. Huset, som filmens historie foregår i, er instruktørens egne forældres helt private hjem. Så når filmholdet filmede på førstesalen var The Burns Family forvist til stuen - og omvendt. Undtaget, selvfølgelig, når Mrs. Burns kom op (eller ned) med sandwicher, te og så videre til filmholdet.
Under hele forløbet var det hende, der ene matrone måtte stå for cateringen. Med andre ord kunne man måske sige, at det hele nok har været lidt hårdt for de involverede. Men læg så dertil, at Edward Burns undervejs blev opereret for blindtarmsbetændelse, at hans filmfotograf blev indlagt akut med diskusprolaps og at samtlige optagelser måtte eksekveres i weekenderne, da alle de medvirkende samtidig måtte have borgerlige jobs ved siden af for at få til dagen og vejen. Resultatet blev, at de 22 dages optagelser strak sig over hele otte måneder. Men så lå filmen, der også endelig. Og den er faktisk blevet en af de rigtig gode.
Tre brødre
Historien er ellers simpel - ja, ligefrem stiliseret. Brødrene McMullen, som det hele jo handler om, er tre mænd mellem ca. 25 og 35 år, der bor i USA, kommer fra Irland, har haft en skod-far og nu er blevet forladt af deres mor, som er rejst tilbage til Irland. Her vil hun nu mødes med sit livs store kærlighed. En mand, hun har ladet vente i Herrens mange år, fordi hun selv ventede på at hendes langt ude, irske lorte-mand skulle dø af druk og hærg. Og han var altså rimelig fucked up. Typen, der i sin fuldskab kunne finde på at sige: "Du holder kraftedeme bare kæft, når du taler til mig, du!". Sådan er udgangspunktet. I den første scene siger moderen til den mellemste søn, at han ikke må begå hendes fejl. Han må ikke vente på kærligheden, men skal gribe den her og nu. Det er, siger hun, det allervigtigste her i livet.
Dette bliver baggrunden for den sirlige karaktertegning, der nogen gange kunne minde om et matematikstykke, som med besvær skal løses. Den ældste bror, Jack (Jack Mulcahy), er stabil og tryg, han er gift og (tror, at han) ved, hvad han vil med sit forhold. Han er desuden tyk og træner små unger i holdsport. En både socialt engageret og fysisk fokuseret fyr, altså, hvis største problem også netop er placeret her: Hans krise bliver et sidespring.
Den yngste bror, Patrick (Mike McGlone), er Jacks diametrale modsætning. Pat er det mest religiøse menneske af de tre, den mest lidenskabelige elsker, og til at begynde med er han også kæreste med en jødisk pige. Han er udset til at arbejde i hendes fars familieforetagende, men dumper hende, fordi han leder efter den store, store kærlighed... Pat er på alle måder en repræsentant for både den religiøse og den romantiske tradition - og for bruddet med den. Han går for eksempel i seng med kæresten før det planlagte ægteskab, selvom man ikke må dét, når man er troende katolik. Og derfor bruger han naturligvis også både to og tre kondomer ad gangen, bare ligesom for en sikkerheds skyld. Hvorved han igen kun gør det hele meget værre for sin samvittighed, idet gode katolikker jo ikke under nogen omstændigheder bruger prævention.
Den sidste bror er Barry (Edward Burns). Han står midt imellem de to andre, også aldersmæssigt. Han er ikke så fysisk igen, bortset fra, at han drikker masser af øller, trykker lidt på pigerne og sover længe. Han er heller ikke synderligt religiøs, bortset fra, at han er en fanatisk forfatter knælende ved Kunstens Alter. Meget passende er han derfor den mest frustrerede af de tre. Men i sidste ende også den mest ægte og åbne. Han er den balancerende midte. Løsningen.
Modsætningspar
Plottet er herfra ganske simpelt og lige til. De tre mænd, og deres respektive, og nogle gange også respektable, kvinder, taler. De taler og taler og taler, så meget taler de, at fransk film godt kan gå hjem og lægge sig for en tid. Op og ned ad stolper kværner de løs - og ofte med ganske morsomme ordvekslinger og udmærkede lommefilosofiske pointer. Og alt sammen i dyb koncentration om at finde de skæringspunkter i tilværelsen, der angår kærligheden. Det handler om frihed versus tryghed, om åbenheden versus det private og det hemmelige, om det idealistiske og det religiøse versus det konkrete og fysiske. Samtalerne snor sig og vrider sig, de vender og drejer problemerne på en fin, nuanceret, arabesklignende facon, og de formår i sidste ende at gøre tilskueren til medvider. Man kan nemlig dårligt undgå at se sig selv i karaktererne, eftersom stort set alle muligheder er dækket ind i deres forskellige facetter.
Stilen, og filmen har vitterlig en meget særegen stil, er til tider lidt hen ad Hal Hartleys absurde kammerspil, mens den til andre tider er mere i retning af Woody Allens overintellektualiserede slapstick-konversation. Først og fremmest er den dog Edward Burns helt egen og helt nye stil. En tør og varm humor med åndelig dybde og konkret menneskelighed - en stil, altså, man gerne vil se mere til en anden gang. Og med se mener jeg selvfølgelig også 'se billeder'. Nemlig de billeder Burns ville kunne lave, hvis han fik pengene til det.
Allerede efter ganske kort tid i salen, opdager man, at der er et eller andet helt galt med den irsk-amerikanske film om "Brødrene McMullen". Menageriet skulle efter sigende handle om den veletablerede, borgerlige kærlighed og de trygge ydre rammer i den sociale kontekst. Men i virkeligheden handler filmen allermest om mistillid, frustrationer og usikkerheden ved at blive voksen og skulle til at binde sig. Skuespillerne taler med kraftig irsk accent, selvom hele historien foregår i USA. Og i det hele taget taler de alt for meget, synes man i starten. I hvert fald, hvis man sammenligner med, hvad man er vant til i engelsksprogede film. Men vitsen er faktisk, at der er en god grund til disse afvigelser og tilsyneladende modsigelser. Sagen er nemlig, at denne film - for en gangs skyld - er noget nyt.
Edward Burns hedder filminstruktøren. Og han er værd at lægge mærke til, hvis man skal tro juryen på The Sundance Festival. I 1995 fik han således The Grand Jury Prize (Best Picture) for sit stædige arbejde.
Og enormt, det er det virkelig. Edward Burns nye film er i dén grad en 'no-budget' film. Han havde en knaldgod idé, og så havde han ikke rigtig andet. Udover - naturligvis - en rigtig, rigtig irsk familie. Og den slags familier, af den gode gamle katolske slags, har det jo med at hjælpe hinanden til det absolut allersidste. Med ideen i hovedet, familiens pengepung i hånden og baglandet mildt sagt i orden, begyndte unge Edward Burns, hvad man må betegne som en imponerende marathonpræstation.
Edward Burns har nemlig ikke bare selv skrevet manuskriptet til filmen. Han har også selv instrueret den. Og han spiller tilmed selv den vigtigste hovedrolle. Edward J. Burns, Edward Burns' far, har fungeret som executive producer og har derudover stået for hele finansieringen, som kun er blevet en realitet på grund af støtte fra venner og familie. Sådan kunne man blive ved. Huset, som filmens historie foregår i, er instruktørens egne forældres helt private hjem. Så når filmholdet filmede på førstesalen var The Burns Family forvist til stuen - og omvendt. Undtaget, selvfølgelig, når Mrs. Burns kom op (eller ned) med sandwicher, te og så videre til filmholdet.
Under hele forløbet var det hende, der ene matrone måtte stå for cateringen. Med andre ord kunne man måske sige, at det hele nok har været lidt hårdt for de involverede. Men læg så dertil, at Edward Burns undervejs blev opereret for blindtarmsbetændelse, at hans filmfotograf blev indlagt akut med diskusprolaps og at samtlige optagelser måtte eksekveres i weekenderne, da alle de medvirkende samtidig måtte have borgerlige jobs ved siden af for at få til dagen og vejen. Resultatet blev, at de 22 dages optagelser strak sig over hele otte måneder. Men så lå filmen, der også endelig. Og den er faktisk blevet en af de rigtig gode.
Tre brødre
Historien er ellers simpel - ja, ligefrem stiliseret. Brødrene McMullen, som det hele jo handler om, er tre mænd mellem ca. 25 og 35 år, der bor i USA, kommer fra Irland, har haft en skod-far og nu er blevet forladt af deres mor, som er rejst tilbage til Irland. Her vil hun nu mødes med sit livs store kærlighed. En mand, hun har ladet vente i Herrens mange år, fordi hun selv ventede på at hendes langt ude, irske lorte-mand skulle dø af druk og hærg. Og han var altså rimelig fucked up. Typen, der i sin fuldskab kunne finde på at sige: "Du holder kraftedeme bare kæft, når du taler til mig, du!". Sådan er udgangspunktet. I den første scene siger moderen til den mellemste søn, at han ikke må begå hendes fejl. Han må ikke vente på kærligheden, men skal gribe den her og nu. Det er, siger hun, det allervigtigste her i livet.
Dette bliver baggrunden for den sirlige karaktertegning, der nogen gange kunne minde om et matematikstykke, som med besvær skal løses. Den ældste bror, Jack (Jack Mulcahy), er stabil og tryg, han er gift og (tror, at han) ved, hvad han vil med sit forhold. Han er desuden tyk og træner små unger i holdsport. En både socialt engageret og fysisk fokuseret fyr, altså, hvis største problem også netop er placeret her: Hans krise bliver et sidespring.
Den yngste bror, Patrick (Mike McGlone), er Jacks diametrale modsætning. Pat er det mest religiøse menneske af de tre, den mest lidenskabelige elsker, og til at begynde med er han også kæreste med en jødisk pige. Han er udset til at arbejde i hendes fars familieforetagende, men dumper hende, fordi han leder efter den store, store kærlighed... Pat er på alle måder en repræsentant for både den religiøse og den romantiske tradition - og for bruddet med den. Han går for eksempel i seng med kæresten før det planlagte ægteskab, selvom man ikke må dét, når man er troende katolik. Og derfor bruger han naturligvis også både to og tre kondomer ad gangen, bare ligesom for en sikkerheds skyld. Hvorved han igen kun gør det hele meget værre for sin samvittighed, idet gode katolikker jo ikke under nogen omstændigheder bruger prævention.
Den sidste bror er Barry (Edward Burns). Han står midt imellem de to andre, også aldersmæssigt. Han er ikke så fysisk igen, bortset fra, at han drikker masser af øller, trykker lidt på pigerne og sover længe. Han er heller ikke synderligt religiøs, bortset fra, at han er en fanatisk forfatter knælende ved Kunstens Alter. Meget passende er han derfor den mest frustrerede af de tre. Men i sidste ende også den mest ægte og åbne. Han er den balancerende midte. Løsningen.
Modsætningspar
Plottet er herfra ganske simpelt og lige til. De tre mænd, og deres respektive, og nogle gange også respektable, kvinder, taler. De taler og taler og taler, så meget taler de, at fransk film godt kan gå hjem og lægge sig for en tid. Op og ned ad stolper kværner de løs - og ofte med ganske morsomme ordvekslinger og udmærkede lommefilosofiske pointer. Og alt sammen i dyb koncentration om at finde de skæringspunkter i tilværelsen, der angår kærligheden. Det handler om frihed versus tryghed, om åbenheden versus det private og det hemmelige, om det idealistiske og det religiøse versus det konkrete og fysiske. Samtalerne snor sig og vrider sig, de vender og drejer problemerne på en fin, nuanceret, arabesklignende facon, og de formår i sidste ende at gøre tilskueren til medvider. Man kan nemlig dårligt undgå at se sig selv i karaktererne, eftersom stort set alle muligheder er dækket ind i deres forskellige facetter.
Stilen, og filmen har vitterlig en meget særegen stil, er til tider lidt hen ad Hal Hartleys absurde kammerspil, mens den til andre tider er mere i retning af Woody Allens overintellektualiserede slapstick-konversation. Først og fremmest er den dog Edward Burns helt egen og helt nye stil. En tør og varm humor med åndelig dybde og konkret menneskelighed - en stil, altså, man gerne vil se mere til en anden gang. Og med se mener jeg selvfølgelig også 'se billeder'. Nemlig de billeder Burns ville kunne lave, hvis han fik pengene til det.
19/11-2018
