Den usynlige mands bekendelser
5.0
Blandt fatale kvinder og kyniske mænd og i en tyk tåge af cigaretrøg og stemningsbilleder slanger brødrene Coens "The Man Who Wasn't There" os uhyre omhyggeligt ind i sit univers - så fængslende at ingen tålmodig seer undslipper. Med andre ord står Ethan og Joel bag endnu en ren og stilfuld film, fortalt på enkle præmisser og ved hjælp af få, elegante midler.
Hvor ”Oh Brother, Where Are Thou” tonede sine billednuancer ned på et helt falmet brunligt og gulligt farveniveau, er farvenuancer her gjort om til rendyrket sort/hvid æstetik. ”The Man Who Wasn’t There” besidder derfor naturligvis et langt mere melankolsk udtryk i sin filmnoir form end denne, men virker også uendeligt meget mere fuldkommen og kompleks end ”Oh Brother...” som genrefilm helt basalt. Nærmere er vi den fremragende ”Fargo” og dens portræt af mennesker der fanges af sit hovmod i de mest tragikomiske situationer. Her er det blot Billy Bob Thornton der sidder i saksen og ser til med sit tomme blik, mens livet passerer forbi i et fartøj, han aldrig selv nåede ombord på.
I sin noget nær perfekte optræden spiller han den identitetsløse frisør og ægtemand, Ed, der lever et vanedannet liv med sin fraværende kone. Eds liv er ligeså farverigt som filmens sort/hvid billeder, og gennem sin lavmælte stemme af slidte slimhinder fra utallige smøger er Thorntons voice-over monologer talerøret for hans indadvendthed, hvilket fungerer i stor stil. Coen-brødrende opdyrker umådeligt overbevisende en sørgeligt triviel tilværelse, der absolut ikke byder på nogen fornyelser, inden den dag Ed opdager sin kones utroskab med hendes rapkæftede overchef, Big Dave og vælger at tage affære. Et valg der både belønner ham med blodige hænder og et syn af livet der smuldrer op imellem dem.
"The Man Who Wasn't There" kan som sagt ses af alle med tålmodigheden i velbehold. Tempoet er dvælende, noir-stilen er lagt med gennemført stilbaseret selvbevidsthed og Billy Bob Thornton så passiv(iseret) at hele filmen hænger med mulen. Lyder det lokkende bør man straks søge mod Coens kaninhul og nyde fremragende skuespil såvel som udsøgt filmnoir. Men også selvom man ikke dyrker stilen og de referencer til "Double Indemnity" og "Sternwood-mysteriet" som filmen skulle siges at indebære, er "The Man Who Wasn't There" en fuldt tilfredsstillende filmoplevelse i al sin enkelhed om en mand, der ikke kan regne livet ud.
Hvor ”Oh Brother, Where Are Thou” tonede sine billednuancer ned på et helt falmet brunligt og gulligt farveniveau, er farvenuancer her gjort om til rendyrket sort/hvid æstetik. ”The Man Who Wasn’t There” besidder derfor naturligvis et langt mere melankolsk udtryk i sin filmnoir form end denne, men virker også uendeligt meget mere fuldkommen og kompleks end ”Oh Brother...” som genrefilm helt basalt. Nærmere er vi den fremragende ”Fargo” og dens portræt af mennesker der fanges af sit hovmod i de mest tragikomiske situationer. Her er det blot Billy Bob Thornton der sidder i saksen og ser til med sit tomme blik, mens livet passerer forbi i et fartøj, han aldrig selv nåede ombord på.
I sin noget nær perfekte optræden spiller han den identitetsløse frisør og ægtemand, Ed, der lever et vanedannet liv med sin fraværende kone. Eds liv er ligeså farverigt som filmens sort/hvid billeder, og gennem sin lavmælte stemme af slidte slimhinder fra utallige smøger er Thorntons voice-over monologer talerøret for hans indadvendthed, hvilket fungerer i stor stil. Coen-brødrende opdyrker umådeligt overbevisende en sørgeligt triviel tilværelse, der absolut ikke byder på nogen fornyelser, inden den dag Ed opdager sin kones utroskab med hendes rapkæftede overchef, Big Dave og vælger at tage affære. Et valg der både belønner ham med blodige hænder og et syn af livet der smuldrer op imellem dem.
"The Man Who Wasn't There" kan som sagt ses af alle med tålmodigheden i velbehold. Tempoet er dvælende, noir-stilen er lagt med gennemført stilbaseret selvbevidsthed og Billy Bob Thornton så passiv(iseret) at hele filmen hænger med mulen. Lyder det lokkende bør man straks søge mod Coens kaninhul og nyde fremragende skuespil såvel som udsøgt filmnoir. Men også selvom man ikke dyrker stilen og de referencer til "Double Indemnity" og "Sternwood-mysteriet" som filmen skulle siges at indebære, er "The Man Who Wasn't There" en fuldt tilfredsstillende filmoplevelse i al sin enkelhed om en mand, der ikke kan regne livet ud.
08/04-2007
