Old habits die hard

5.0
Okay så er vi nået til Die Hard 2 med den fornemme undertitel Die Harder. Endnu engang befinder John McClane sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, uheldigt for ham men heldigt for os, for der bliver ikke sparet på krudtet, til stor glæde for sådan et action freak som mig. Tempoet er om muligt blevet skruet en lille smule i vejret hvilket bestemt ikke er dårligt, og man kan godt forstå at McClane sveder selvom det er vinter, for det går bestemt ikke stille for sig. Denne gang udspiller handlingen sig ikke i et højhus men i en lufthavn, som tilfældigvis bliver besat af terrorister den samme dag som John McClane befinder sig på lufthavnen CHOK!!! Man kan måske ikke ligefrem beskylde den for at være specielt original, eftersom den bruger den samme skabelon som 1´eren. Men hvis man ser bort fra det, så har man faktisk en rigtig god film, som næsten er på niveau med originalen. Bruce Willis spiller stadig rollen som McClane med bravur og action sekvenserne er også helt i top. Die Hard 2 er en meget vellykket efterfølger, som sammen med Terminator 2, Aliens det endelige opgør og The Godfather 2 er en af de 2´ere som lever op til originalens niveau, hvilket er meget sjældent.

Det eneste minus ved Die Hard 2 er nok at skurken slet ikke er på højde med Alan Rickmans Hans Gruber, men hvad gør det når filmen er så underholdende som den er.

Rigtig god film, som godt kan anbefales, hvis man synes at den første film var god. Meget tæt på de 6 stjerner.
Die Hard 2 - Die Harder