Foruroligende terrorleg (med publikum)
4.0
Michael Haneke formår som få andre instruktør at aktivere, inddrage og ikke mindst lege med sit publikum via sine film, som er alt andet end mainstream. Således også med Skjult, som der handler både om psykisk terror og led med publikum og ikke mindst om dekonstruktionen af en familie.
Allerede i filmens første kamera-indstilling leger Haneke med publikum. Bedst som scenen virker rolig og ufarlig brydes stilheden og med få virkemidler er en foruroligende stemning skabt. Vi har i virkeligheden overværet en film i filmen, som vores hovedpersoner - Georges og Anne - har fået tildelt anonymt sammen med en tegning af en dreng, som kaster blod op. Videobåndet indeholder optagelser af Georges og Annes hus og terrorlegen er i gang.
Filmen fortsætter nu ud af to spor, som ikke kan adskilles. Et spor følger en "who did it" logik, altså både hovedpersonernes og publikums nysgerrige søgen efter, hvem der efterlader de flere og flere videobånd. Det andet spor omhandler en fortælling om en familie, som langsomt falder fra hinanden under det psykiske pres videobåndene skaber. Pludselig bliver der løjet for hinanden, især Georges er hemmelighedsfuld og tilliden mellem de to forældre smulrer langsomt bort.
Haneke bruger flere gange i filmen, filmen i filmen tricket, og flere gange uden at vi som publikum ved besked. Derfor er man filmen igennem konstant i tvivl om, det man ser er fra et videobånd eller "realtime". Dette skaber et lettere ubehag og aktiverer i den grad publikum. Dette er ikke det eneste usædvanlige ved Skjult. Filmen bruger på intet tidspunkt underlægningsmusik og hver eneste scene afvikles langsomt og til den bitre ende. Ingen hurtige klip og billige tricks til at skabe dramatiske højdepunkter.
Filmen er medkommende og interessant, men også meget dvælende i hver eneste scene. Flere gange havde jeg lyst til at spole i filmen undervejs for at komme frem i handlingen. Jeg kan ikke pege præcist på, hvad i filmen der er overflødigt (måske intet), men den føles meget lang og langsom... ikke at forveksle med kedelig.
Skjult er en meget anderledes filmoplevelse og et flot eksempel på, hvorledes en instruktør kan lege med og aktivere sit publikum. Det er også et glimrende eksempel på, hvorledes man kan skabe en stærk nærmest terrorisende stemning med meget få virkemidler og helt uden kunstig lydspor. Den vil givetvis ikke falde i alles smag, og selvom jeg finder filmen meget interesant både filmisk og indholdsmæssigt, er jeg heller ikke 100 pct. dedikeret til Hanekes univers i denne omgang.
Allerede i filmens første kamera-indstilling leger Haneke med publikum. Bedst som scenen virker rolig og ufarlig brydes stilheden og med få virkemidler er en foruroligende stemning skabt. Vi har i virkeligheden overværet en film i filmen, som vores hovedpersoner - Georges og Anne - har fået tildelt anonymt sammen med en tegning af en dreng, som kaster blod op. Videobåndet indeholder optagelser af Georges og Annes hus og terrorlegen er i gang.
Filmen fortsætter nu ud af to spor, som ikke kan adskilles. Et spor følger en "who did it" logik, altså både hovedpersonernes og publikums nysgerrige søgen efter, hvem der efterlader de flere og flere videobånd. Det andet spor omhandler en fortælling om en familie, som langsomt falder fra hinanden under det psykiske pres videobåndene skaber. Pludselig bliver der løjet for hinanden, især Georges er hemmelighedsfuld og tilliden mellem de to forældre smulrer langsomt bort.
Haneke bruger flere gange i filmen, filmen i filmen tricket, og flere gange uden at vi som publikum ved besked. Derfor er man filmen igennem konstant i tvivl om, det man ser er fra et videobånd eller "realtime". Dette skaber et lettere ubehag og aktiverer i den grad publikum. Dette er ikke det eneste usædvanlige ved Skjult. Filmen bruger på intet tidspunkt underlægningsmusik og hver eneste scene afvikles langsomt og til den bitre ende. Ingen hurtige klip og billige tricks til at skabe dramatiske højdepunkter.
Filmen er medkommende og interessant, men også meget dvælende i hver eneste scene. Flere gange havde jeg lyst til at spole i filmen undervejs for at komme frem i handlingen. Jeg kan ikke pege præcist på, hvad i filmen der er overflødigt (måske intet), men den føles meget lang og langsom... ikke at forveksle med kedelig.
Skjult er en meget anderledes filmoplevelse og et flot eksempel på, hvorledes en instruktør kan lege med og aktivere sit publikum. Det er også et glimrende eksempel på, hvorledes man kan skabe en stærk nærmest terrorisende stemning med meget få virkemidler og helt uden kunstig lydspor. Den vil givetvis ikke falde i alles smag, og selvom jeg finder filmen meget interesant både filmisk og indholdsmæssigt, er jeg heller ikke 100 pct. dedikeret til Hanekes univers i denne omgang.
08/04-2007
