Hjertevarm og Opløftende
4.0
Der er dømt hjertevarm feel-good i denne hyggelige og momentvis morsomme familieroadmovie, når vi følger en lille ”skæv” families vej til en skønhedskonkurrence, hvor deres yngste datter (en herligt velspillende og charmerende Breslin), stik imod alle odds skal medvirke.
I bund og grund er historien himmelråbende banal og spækket med klicheer i udførelsen. Der følges en skematisk og forudsigelig vej for sådanne film, som den stort set aldrig afviger en gang.
Derfor overraskes man selvsagt aldrig synderligt over noget der sker, men det gør nu faktisk mindre. Figurerne er nemlig heldigvis så tilpas elskværdige i deres lettere afvigende karakterer, at man føler sig i godt selskab på hele turen. De bærer filmen hjem i en sådan grad, at den hæver sig over middelmådighedens letforglemmelige tilværelse og gør det til en film man trods alt både gider se igen og anbefale.
Karakterbeskrivelserne virker ellers til at starte med noget skabelonskåret, endimensionale og firkantede. Men de udvikler sig undervejs og det viser sig tydeligt at være et bevidst træk fra filmens to tidligere musikvideo- og nu spillefilmsdebuterende instruktører, og som faktisk fungerer helt godt.
Historien og karakterne har medgivet da sine forhold og ideer man ikke skal skænke for mange og dybe tanker, for så ville filmen tegne et bekymrende billede af en socialt belastet familie, frem for at fortælle noget om at tilhøre en familie på godt og ondt, som den så skønt prøver på. Heldigvis indbyder filmen heller aldrig til større refleksioner og dermed går grundmotivet ikke tabt.
Et motiv der kan forekomme nok så politisk korrekt, men er svær at undsige sig. For hvem der vil nyde en sådan film, vil ikke i sidste ende være enig i dens budskab om at familie betyder noget, at det er vigtigt at høre til et sted og kunne rumme hinanden med alle ens særheder, selv om man også giver hinanden nogle verbale knubs. Og hvem kan undsige sig at familien her i sidste ende fremstår langt smukkere, end alle de kunstigt udseende barbiebørn vi præsenteres for i den odiøse skønhedskonkurrence. Derfor ender filmen også ud i et næsten skammeligt underholdende klimaks, når vores familie viser hvad ægte skønhed består af.
Jeg burde måske nævne flere af skuespillerne, men vælger bare at fremhæve dem alle, for der gives herlige portrætter i samtlige større roller og det alene gør filmen et kig værd.
Filmen var nomineret til flere Oscars, blandt andet bedste film og det kan så ærligt undre mig, for dens kvaliteter til trods, så er den altså intet mesterværk eller blot en film der har noget gøre i så tungt og kvalitativt et selskab (på den anden side, så var ”The Queen” også indstillet for bedste film). Så det siger nok, som så ofte før må man desværre konstatere, mere om Oscaren end om filmen her. Den vandt nu ikke for bedste film, men vandt så noget forudsigeligt, om end fejlagtigt, en trøstepris for bedste manuskript. Og så fik Alan Arkin en Oscar for bedste birolle, hvad man bedre kunne forstå og forsvare.
I bund og grund er historien himmelråbende banal og spækket med klicheer i udførelsen. Der følges en skematisk og forudsigelig vej for sådanne film, som den stort set aldrig afviger en gang.
Derfor overraskes man selvsagt aldrig synderligt over noget der sker, men det gør nu faktisk mindre. Figurerne er nemlig heldigvis så tilpas elskværdige i deres lettere afvigende karakterer, at man føler sig i godt selskab på hele turen. De bærer filmen hjem i en sådan grad, at den hæver sig over middelmådighedens letforglemmelige tilværelse og gør det til en film man trods alt både gider se igen og anbefale.
Karakterbeskrivelserne virker ellers til at starte med noget skabelonskåret, endimensionale og firkantede. Men de udvikler sig undervejs og det viser sig tydeligt at være et bevidst træk fra filmens to tidligere musikvideo- og nu spillefilmsdebuterende instruktører, og som faktisk fungerer helt godt.
Historien og karakterne har medgivet da sine forhold og ideer man ikke skal skænke for mange og dybe tanker, for så ville filmen tegne et bekymrende billede af en socialt belastet familie, frem for at fortælle noget om at tilhøre en familie på godt og ondt, som den så skønt prøver på. Heldigvis indbyder filmen heller aldrig til større refleksioner og dermed går grundmotivet ikke tabt.
Et motiv der kan forekomme nok så politisk korrekt, men er svær at undsige sig. For hvem der vil nyde en sådan film, vil ikke i sidste ende være enig i dens budskab om at familie betyder noget, at det er vigtigt at høre til et sted og kunne rumme hinanden med alle ens særheder, selv om man også giver hinanden nogle verbale knubs. Og hvem kan undsige sig at familien her i sidste ende fremstår langt smukkere, end alle de kunstigt udseende barbiebørn vi præsenteres for i den odiøse skønhedskonkurrence. Derfor ender filmen også ud i et næsten skammeligt underholdende klimaks, når vores familie viser hvad ægte skønhed består af.
Jeg burde måske nævne flere af skuespillerne, men vælger bare at fremhæve dem alle, for der gives herlige portrætter i samtlige større roller og det alene gør filmen et kig værd.
Filmen var nomineret til flere Oscars, blandt andet bedste film og det kan så ærligt undre mig, for dens kvaliteter til trods, så er den altså intet mesterværk eller blot en film der har noget gøre i så tungt og kvalitativt et selskab (på den anden side, så var ”The Queen” også indstillet for bedste film). Så det siger nok, som så ofte før må man desværre konstatere, mere om Oscaren end om filmen her. Den vandt nu ikke for bedste film, men vandt så noget forudsigeligt, om end fejlagtigt, en trøstepris for bedste manuskript. Og så fik Alan Arkin en Oscar for bedste birolle, hvad man bedre kunne forstå og forsvare.
08/04-2007
