Road To Forgettable

3.0
Som ”Little Miss Sunshine” omhandler instruktør Sonnenfeld’s “RV” også om en dysfunktionel familie der drøner ud af de amerikanske landeveje i et køretøj, her blot en autocamper og for at holde ferie, eller det troede de.

”RV” er bare slet ikke nær så vellykket og solidt underholdende. Faktisk er den tæt på at være det modsatte, trættende og irriterende og i bedste fald er den blot middelmådig metervare. Filmens beskrivelse af både familien og historiens obligatoriske temaer om hvad der i sidste ende betyder noget, udføres og præsenteres oftest kedeligt og uden mange nuancer eller synderligt originale tiltag.

Filmen reddes mest hjem (hvis i det hele taget) af at den stedvis er ganske morsom takket være Williams, som da han hænger foran på autocamperen, der førerløst kører ned ad bakke. Så har den indrømmet også et par scener med en som altid besnærende Daniels (den mand er ikke bange for at udstille sig selv i de værst tænkelige roller), han er næsten altid værd at tjekke ud.

Derudover er der ikke ret meget andet at fremhæve, historien er forudsigelig og begivenhederne indtræffer som man må forvente. Modsat ”Little Miss Sunshine” kan denne her bare ikke helt reddes af filmens karakterer. Popstjernefrø som ”JoJo” og skuespillere som Hines kan ganske enkelt ikke give deres roller enten styrke nok eller blot gøre dem en anelse mindeværdige.

Den sniger sig alligevel akkurat op på en middelmådig bedømmelse, da jeg aldrig kedede mig, trods alt.
RV