The Unbelievable Truth
4.0
Hal Hartleys debutfilm har endelig premiere
En sortklædt mand står som dumpet ned fra himlen i en vejkant. En bilist standser og samler ham op. "Are you a priest?", spørger chaufføren. "No, I'm a mechanic", svarer manden, som vi skal lære at kende som Josh. "Where do you come from?" "- Prison." En sortklædt mand står som dumpet ned fra himlen i en vejkant.
Herhjemme har vi indtil nu kunnet opleve to film af den amerikanske independent-instruktør Hal Hartley. Nemlig "Trust" fra 1990 og "Simple Men" fra 1992 - to film, der med deres helt egen stil og tone åbner vores øjne for, at der i høj grad findes amerikanske film og amerikanske mennesker uden for Hollywood. Nu har vi chancen for også at se Hartley's første spillefilm, "The Unbelievable Truth" fra 1989, i danske biografer.
Filmen starter med den scene, som er beskrevet ovenfor. Den mister formentlig sin magi i referat, muligvis vil læseren oven i købet tænke: "Hvad, skulle dòt være originalt? - eller morsomt?" Under alle omstændigheder, så er den betegnende for filmen ved sin på en gang meget ligefremme og temmeligt drejede karakter: Vi nærmest snubler ind i en situation, og inden vi har fundet vores ben igen, præsenteres vi for en umage sammenblanding af begreberne præst og mekaniker. Kun for til sidst, på et spørgsmål, som vi forventer en simpel geografisk angivelse som svar på, at blive konfronteret med en tugthusfange. At snuble igen - ud af bilen! Og ja, Det er både originalt og morsomt!
Hvorom alting er, så lykkes det dog Josh at komme til den by, han i sin tid forlod. Alle i byen har deres eget bud på, hvad der egentlig skete dengang. Kun at det havde noget med to dødsfald at gøre, står fast. Og enden på det blev, at Josh måtte ind at sidde. Men Josh er nu tilbage og får arbejde på det lokale autoværksted.
Han møder en pige, som han kan tale med om bl.a. George Washington - og man aner amorinerne i luften. Men - for sådan òt er der jo altid - pigen er ingen anden end chefens datter, og han bryder sig slet ikke om, at hun kommer sammen med en formodet morder. Der er nu lagt op til en stille og levende film, hvor kærligheden og fortiden skal åbnes op og falde på plads.
Leg med filmen
Hal Hartley er en meget stilistisk bevidst instruktør: allerede under titelsekvensen lader han lærredet gå i sort - mens den fortløbende handling er igang - for at kreditere hovedkræfterne bag filmen. Normalt lader man krediteringerne stå hen over billederne, medmindre man helt venter med at lade handlingen gå i gang til bagefter. Men Hartley's metode har en slående effekt, og foregriber de mellemtekster, vi skal opleve senere i filmen, og som vækker mindelser om gamle stumfilm med deres ordlyd som f.eks. "MEANWHILE", "A MONTH OR MAYBE TWO MONTHS LATER" eller "BUT"!
Et andet eksempel på Hartley's leg med mediet er, da den uheldige fotograf, som måske er mere interesseret i piger end billeder, forsøger at aftale en fotosession med servitricen i det lokale cafeteria. Han sidder oppe ved disken, og er endelig kommet i en kejtet samtale med hende. Pludselig stikker han lige nøjagtig hånden uden for billedrammen, og trækker sit kamera, som har ligget på disken 20 cm væk, ind i billedet, og foreslår at tage nogle billeder af hende. Idet hun præsenteres for kameraet, indser hun, hvad han er ude på, og hun afviser ham prompte. Pointen er, at kameraet har været der hele tiden, men i filmens univers ser hun det ikke, før det er i billedet.
Kød og blod - eller pap?
Men det, som først og fremmest er bemærkelsesværdigt, er personerne. Eller måske snarere: karaktererne. Forskellen på en person og en karakter er troværdigheden. Hvis vi oplever det, vi ser på lærredet, som en realistisk og troværdig situation, hvor de agerende rent faktisk opfører sig, som man kunne forvente, de ville gøre i en tilsvarende situation i virkeligheden, så betragter vi dem som personer. Hvis de derimod hele tiden taler i klicheer, som gerne vendes på hovedet en eller flere gange, hele tiden taler forbi hinanden - yderst underholdende og tydeligvis instrueret - eller gentager det nøjagtig samme replikskifte tre gange - så træder de frem i figurer og skabeloner: som karakterer.
Det sidste er tilfældet i Hal Hartley's film. Men - og det er kunsten - midt i alle klicheerne, midt i den tydelige iscenesættelse, dòr giver Hartley sine karakterer en drejning, som tvinger os til at tage dem op til revurdering - måske er de alligevel personer? Som når Josh, der går flot klædt, en attraktiv mand, tilmed tilpas farlig - måske morder, betror sin kollega, at han aldrig har haft et forhold til en pige. Eller når Audry, som vi har lært at kende som en tænksom pige, der står i opposition til forældre og skole på baggrund af nærmest eksistentielle overvejelser, pludselig går hen og bliver en højt betalt fotomodel. Vi tvinges til at se tingene i et nyt lys: Når alt kommer til alt, kan vi så sige os selv og vores eget liv frit for at besidde en vis klicheagtig og surreel, iscenesat og mærkeligt tilfældig kvalitet?
"The Unbelievable Truth" er en morsom og intens film, og hvad der mangler i ydre dramatik, leverer den fuldt ud i atmosfære, boblende indfald og suveræn dialog, som ofte tangerer det surrealistiske. Den er fortalt i et friskt og ligefremt, men aldrig forudsigeligt billedsprog, og der er meget at se på i de nøgternt komponerede billeder. Den er et friskt pust fra det uafhængige USA, og vi må nu bare håbe på, at også Hal Hartley's seneste film, "Amateur" (1994), får en chance i de danske biografsale.
En sortklædt mand står som dumpet ned fra himlen i en vejkant. En bilist standser og samler ham op. "Are you a priest?", spørger chaufføren. "No, I'm a mechanic", svarer manden, som vi skal lære at kende som Josh. "Where do you come from?" "- Prison." En sortklædt mand står som dumpet ned fra himlen i en vejkant.
Herhjemme har vi indtil nu kunnet opleve to film af den amerikanske independent-instruktør Hal Hartley. Nemlig "Trust" fra 1990 og "Simple Men" fra 1992 - to film, der med deres helt egen stil og tone åbner vores øjne for, at der i høj grad findes amerikanske film og amerikanske mennesker uden for Hollywood. Nu har vi chancen for også at se Hartley's første spillefilm, "The Unbelievable Truth" fra 1989, i danske biografer.
Filmen starter med den scene, som er beskrevet ovenfor. Den mister formentlig sin magi i referat, muligvis vil læseren oven i købet tænke: "Hvad, skulle dòt være originalt? - eller morsomt?" Under alle omstændigheder, så er den betegnende for filmen ved sin på en gang meget ligefremme og temmeligt drejede karakter: Vi nærmest snubler ind i en situation, og inden vi har fundet vores ben igen, præsenteres vi for en umage sammenblanding af begreberne præst og mekaniker. Kun for til sidst, på et spørgsmål, som vi forventer en simpel geografisk angivelse som svar på, at blive konfronteret med en tugthusfange. At snuble igen - ud af bilen! Og ja, Det er både originalt og morsomt!
Hvorom alting er, så lykkes det dog Josh at komme til den by, han i sin tid forlod. Alle i byen har deres eget bud på, hvad der egentlig skete dengang. Kun at det havde noget med to dødsfald at gøre, står fast. Og enden på det blev, at Josh måtte ind at sidde. Men Josh er nu tilbage og får arbejde på det lokale autoværksted.
Han møder en pige, som han kan tale med om bl.a. George Washington - og man aner amorinerne i luften. Men - for sådan òt er der jo altid - pigen er ingen anden end chefens datter, og han bryder sig slet ikke om, at hun kommer sammen med en formodet morder. Der er nu lagt op til en stille og levende film, hvor kærligheden og fortiden skal åbnes op og falde på plads.
Leg med filmen
Hal Hartley er en meget stilistisk bevidst instruktør: allerede under titelsekvensen lader han lærredet gå i sort - mens den fortløbende handling er igang - for at kreditere hovedkræfterne bag filmen. Normalt lader man krediteringerne stå hen over billederne, medmindre man helt venter med at lade handlingen gå i gang til bagefter. Men Hartley's metode har en slående effekt, og foregriber de mellemtekster, vi skal opleve senere i filmen, og som vækker mindelser om gamle stumfilm med deres ordlyd som f.eks. "MEANWHILE", "A MONTH OR MAYBE TWO MONTHS LATER" eller "BUT"!
Et andet eksempel på Hartley's leg med mediet er, da den uheldige fotograf, som måske er mere interesseret i piger end billeder, forsøger at aftale en fotosession med servitricen i det lokale cafeteria. Han sidder oppe ved disken, og er endelig kommet i en kejtet samtale med hende. Pludselig stikker han lige nøjagtig hånden uden for billedrammen, og trækker sit kamera, som har ligget på disken 20 cm væk, ind i billedet, og foreslår at tage nogle billeder af hende. Idet hun præsenteres for kameraet, indser hun, hvad han er ude på, og hun afviser ham prompte. Pointen er, at kameraet har været der hele tiden, men i filmens univers ser hun det ikke, før det er i billedet.
Kød og blod - eller pap?
Men det, som først og fremmest er bemærkelsesværdigt, er personerne. Eller måske snarere: karaktererne. Forskellen på en person og en karakter er troværdigheden. Hvis vi oplever det, vi ser på lærredet, som en realistisk og troværdig situation, hvor de agerende rent faktisk opfører sig, som man kunne forvente, de ville gøre i en tilsvarende situation i virkeligheden, så betragter vi dem som personer. Hvis de derimod hele tiden taler i klicheer, som gerne vendes på hovedet en eller flere gange, hele tiden taler forbi hinanden - yderst underholdende og tydeligvis instrueret - eller gentager det nøjagtig samme replikskifte tre gange - så træder de frem i figurer og skabeloner: som karakterer.
Det sidste er tilfældet i Hal Hartley's film. Men - og det er kunsten - midt i alle klicheerne, midt i den tydelige iscenesættelse, dòr giver Hartley sine karakterer en drejning, som tvinger os til at tage dem op til revurdering - måske er de alligevel personer? Som når Josh, der går flot klædt, en attraktiv mand, tilmed tilpas farlig - måske morder, betror sin kollega, at han aldrig har haft et forhold til en pige. Eller når Audry, som vi har lært at kende som en tænksom pige, der står i opposition til forældre og skole på baggrund af nærmest eksistentielle overvejelser, pludselig går hen og bliver en højt betalt fotomodel. Vi tvinges til at se tingene i et nyt lys: Når alt kommer til alt, kan vi så sige os selv og vores eget liv frit for at besidde en vis klicheagtig og surreel, iscenesat og mærkeligt tilfældig kvalitet?
"The Unbelievable Truth" er en morsom og intens film, og hvad der mangler i ydre dramatik, leverer den fuldt ud i atmosfære, boblende indfald og suveræn dialog, som ofte tangerer det surrealistiske. Den er fortalt i et friskt og ligefremt, men aldrig forudsigeligt billedsprog, og der er meget at se på i de nøgternt komponerede billeder. Den er et friskt pust fra det uafhængige USA, og vi må nu bare håbe på, at også Hal Hartley's seneste film, "Amateur" (1994), får en chance i de danske biografsale.
19/11-2018
