uresolut midtersaga
4.0
Dubiøs og inferiør, men ikke fejlslagen fortsættelse til den forlystelsesparkbaserede Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl, der katalyserede en renæssance for den fallerede piratfilmsgenre med en overordentlig vitalitet og magisk drengerøvsstemning. Forgængeren blev en velfortjent kommerciel succes (hvor de strenge filmkritikere ligeledes værdsatte filmens evidente kvaliteter), og den pengekalkulerende producentmogul Jerry Bruckheimer lancerede hurtigt hele to fortsættelser, der skulle fuldende en trilogi om de boucaniske have. Del to og tre er på ambitiøs vis blevet indspillet simultant, og man kan ikke andet end beundre den alsidige instruktør Gore Verbinski (der friktionsfrit flyder succesfuldt rundt i de fleste amerikanske filmgenrer med kvalitative resultater til følge) for hans virtuose overblik. Desværre fejles der på historiesiden i denne overlange midterdel, hvor de fantasifulde manuskriptforfattere Ted Elliot og Terry Russio har fået for meget kreativ frihed, hvilket har sendt dem ud på det ustringente overdrev, mens de fastholder sig konventionelt til den lidt træge historieudfoldelse.
Man kastes hurtigt ud i de overlæssede begivenheder i den unødvendigt kringlede fortælling, hvor der desperat forsøges at oprette en selvstændigt stående film, der samtidig skal anvendes som kuriøsopbyggende set-up til tredje del. De forvrøvlede elementer undermineres oftest dog af det herlige og excentriske persongalleri, sublimt anført af Johnny Depp i endnu en pragtpræstation som den semi-svansede, Keith Richards-baserede og bunduforudsigelige Captain Jack Sparrow. Genintroduktionen af karakteren er allerede filmhistorisk, men man savner lidt det velsignede overraskelsesmoment, som Depp berigede os med i den første film, og der er desuden tyndt med personudviklingen hos den lyvende, manipulative og integritetsflygtige herre, der bøjer alt og alle til egen gevinst. Heldigvis er Depp dog stadig umådelig veloplagt og aparte, og han står nærmest for alle filmens hysterisk morsomme og ret så obskure komiske sekvenser (scenen med Depp som opofrende stammeleder er især guld værd). Verbinski er tydeligvis inspireret af fordums fysiske komik (med Buster Keaton og Chaplin som klare forbilleder), hvilket giver Pirates… en distingverende kant sat i kontekst med andre af nutidens fornøjelige, men knap så memorable eventyrfilm.
Den talentløse pretty-boy Orlando Bloom vender igen tilbage i rollen som forelsket og handlekraftig helt, men heldigvis får han ikke den store signifikans i filmen, hvilket gør ham nogenlunde acceptabel. Keira Knightley har til gengæld mistet sin drengede charme og er ganske irriterende som overklassepige med rebelske gener. Verbinski forcerer ydermere en usammenhængende forelskelsestilstand mellem hende og Depp, som forhåbentlig for en bedre behandling og forløsning i trilogiens sidste del. Generelt bringes der talrige nye problemstillinger på banen, der ikke følges til døren, hvilket gør, at man efterlader filmen med en utilfredsstillet og lettere irriteret holdning til manuskriptforfatternes tilbageholdenhed. Til gengæld glæder man sig til at gense en humørsyg Bill Nighy som blæksprutteinficeret skurk og ikke mindst en tilbagevending fra Geoffrey Rush, hvilket slutningen ligger evident op til. Man kan så kun håbe, at Verbinski efterlader en del af sine gengange karakterer fra første film tilbage og genfinder noget af den mesterlige inspiration og originalitet, og ligeledes strammer op på de løst skematiserede tematikker om familiesammenhold og (for)tabt kærlighed.
Pirates of the Caribbean: Dead Man’s Chest er spækket til kanten med elegante og nærmest melodiøse action- og spændingssekvenser, der til tider tager overhånd og savner magien fra forgængeren, men stadig er superunderholdende og adrenalinfremkaldende. Man tilgiver overdrevet på det metafysiske plan med obskure sømonstre gennem det herligt pompøse og selvironiske teatralske, og de computergenerede effekter er virkelig grandiose og sømløst inkorporeret i Verbinskis behændige instruktion, så det aldrig bliver digital show-off. Visuelt er filmen ligeledes burlesk sprudlende og legesyg, hvor de episke panoreringer efterlader publikum i et visuelt mættet humør.
Verbinskis fortsættelse er ikke nær så god som sin forgænger, men på trods af store historiemæssige brister og en manglende selvrestriktion, så er det langtfra en dårlig film, som muligvis godt kunne løftes højere op på kvalitetsskalaen, når den bliver set sammenlagt med trilogiens andre film. Personligt glæder jeg mig til sidste del, selvom den barnlige begejstring desværre er aftaget og forventningen om uforpligtende filmmagi realistiskgjort til et mere jordnært eventyr af den glimrende slags.
Man kastes hurtigt ud i de overlæssede begivenheder i den unødvendigt kringlede fortælling, hvor der desperat forsøges at oprette en selvstændigt stående film, der samtidig skal anvendes som kuriøsopbyggende set-up til tredje del. De forvrøvlede elementer undermineres oftest dog af det herlige og excentriske persongalleri, sublimt anført af Johnny Depp i endnu en pragtpræstation som den semi-svansede, Keith Richards-baserede og bunduforudsigelige Captain Jack Sparrow. Genintroduktionen af karakteren er allerede filmhistorisk, men man savner lidt det velsignede overraskelsesmoment, som Depp berigede os med i den første film, og der er desuden tyndt med personudviklingen hos den lyvende, manipulative og integritetsflygtige herre, der bøjer alt og alle til egen gevinst. Heldigvis er Depp dog stadig umådelig veloplagt og aparte, og han står nærmest for alle filmens hysterisk morsomme og ret så obskure komiske sekvenser (scenen med Depp som opofrende stammeleder er især guld værd). Verbinski er tydeligvis inspireret af fordums fysiske komik (med Buster Keaton og Chaplin som klare forbilleder), hvilket giver Pirates… en distingverende kant sat i kontekst med andre af nutidens fornøjelige, men knap så memorable eventyrfilm.
Den talentløse pretty-boy Orlando Bloom vender igen tilbage i rollen som forelsket og handlekraftig helt, men heldigvis får han ikke den store signifikans i filmen, hvilket gør ham nogenlunde acceptabel. Keira Knightley har til gengæld mistet sin drengede charme og er ganske irriterende som overklassepige med rebelske gener. Verbinski forcerer ydermere en usammenhængende forelskelsestilstand mellem hende og Depp, som forhåbentlig for en bedre behandling og forløsning i trilogiens sidste del. Generelt bringes der talrige nye problemstillinger på banen, der ikke følges til døren, hvilket gør, at man efterlader filmen med en utilfredsstillet og lettere irriteret holdning til manuskriptforfatternes tilbageholdenhed. Til gengæld glæder man sig til at gense en humørsyg Bill Nighy som blæksprutteinficeret skurk og ikke mindst en tilbagevending fra Geoffrey Rush, hvilket slutningen ligger evident op til. Man kan så kun håbe, at Verbinski efterlader en del af sine gengange karakterer fra første film tilbage og genfinder noget af den mesterlige inspiration og originalitet, og ligeledes strammer op på de løst skematiserede tematikker om familiesammenhold og (for)tabt kærlighed.
Pirates of the Caribbean: Dead Man’s Chest er spækket til kanten med elegante og nærmest melodiøse action- og spændingssekvenser, der til tider tager overhånd og savner magien fra forgængeren, men stadig er superunderholdende og adrenalinfremkaldende. Man tilgiver overdrevet på det metafysiske plan med obskure sømonstre gennem det herligt pompøse og selvironiske teatralske, og de computergenerede effekter er virkelig grandiose og sømløst inkorporeret i Verbinskis behændige instruktion, så det aldrig bliver digital show-off. Visuelt er filmen ligeledes burlesk sprudlende og legesyg, hvor de episke panoreringer efterlader publikum i et visuelt mættet humør.
Verbinskis fortsættelse er ikke nær så god som sin forgænger, men på trods af store historiemæssige brister og en manglende selvrestriktion, så er det langtfra en dårlig film, som muligvis godt kunne løftes højere op på kvalitetsskalaen, når den bliver set sammenlagt med trilogiens andre film. Personligt glæder jeg mig til sidste del, selvom den barnlige begejstring desværre er aftaget og forventningen om uforpligtende filmmagi realistiskgjort til et mere jordnært eventyr af den glimrende slags.
08/04-2007
