Tam genbrugsgyser

2.0
Genindspilningen af The Omen er en særdeles tam og til tider rodet omgang, som undervejs alt for ofte taler ned til sit publikum.

Jeg har muligvis en gang for meget længe siden set den originale The Omen fra 1976, men den er nærmest slettet fra min filmiske hukommelse. Dermed var det med helt åben pande og uden lig i lasten, at opdateringen blev smidt i dvdmaskinen.

The Omen skuffer på næsten alle tænkelige punkter. Filmen er den type gyser/horrorfilm, som spiller på den snigende uhygge og stemning fremfor blodig og brutal vold.. .eller rettere det er det den gerne vil. Filmen bliver aldrig rigtig uhyggelig og det skyldes flere ting.

For det første virker det som om, at castning-folkene har upeget skuespillere i blinde. Liev Schreiber passer bare ikke i en rolle, hvor der skal spilles på det store følelsesregister. Han er glat som en ål og har det samme udtryk i ansigtet gennem hele filmen. Ikke én gang kan man for alvor se rædslen i hans ansigt. Julia Stiles overspiller og er utroværdig. Mia Farrow forsøger, men minder lidt om en heks fra en gammel eventyrfilm. Og til syvende og sidst så hænger den manglende uhygge sammen med at Seamus Davey-Fitzpatrick i rollen som Damien virker mere komisk end skræmmende.

For det andet så er instruktør John Moores virkemidler for at skabe uhygge så åbenlyse, at de næsten får modsatte effekt. Når man vil spille på en snigende uhygge, så skal den ikke blæse ud i hovedet på publikum, den skal opbygges stille og roligt. Den foruroligende stemning som er afgørende i denne type film, formår John Moore ikke at skabe her.

Alt i alt så føles det som om, at en potentiel god film er tabt på gulvet. Med den rette instruktør og de rette skuespillere, så er det min fornemmelse, at det kunne være blevet en god film. Hmmm måske jeg skulle gense Richard Donners film fra 1976.

The Omen