Bevægende drøm
5.0
Selvom Niels Arden Oplevs Drømmen helt åbenlyst spiller på det store følelsesregister, så blev jeg alligevel 100 pct. fanget af den lille bondefamilies kamp imod skolesystemet og ikke mindst af den ukulige dreng Fritz' overlevelseskamp i verden med onde skoleinspektører, mentalt uligevægtige fædre og et land hvor skellet mellem land og by stadig er utalt.
Filmen er fyldt med varme og ægte følelser, og Oplev har virkelig skabt en film, som taler til ens hjerte. Man hader Bent Mejdings onde skoleinspektør fra første sekund han er på skærmen, og hele filmen males meget sort/hvid op, så der ikke er ét sekunds tvivl om, hvor ens sympati ligger eller skal ligge. Den ligger snævret hos drengen Fritz, som mishandles af den lede skoleinspektør, og i bredere forstand hos hans familie, som også har sine indre dæmoner at slås med. Man sidder filmen igennem og håber på alt godt for den hårdtprøvede familie. Oplev har altså held med hans bevidste følelsesbombaderment. Det er karikeret og overdrevent, men det virker og griber en om hjertet.
Janus Dissing Rathke er et fund som Fritz. Han spiller med en troværdig styrke og sårbarhed, som sjældent set hos så ung en skuespiller. Bent Mejding er mere end perfekt som den lede skoleinspektør Lindum Svendsen, der er 100 pct. dedikeret til den gamle (sorte) skole. Han kan som få andre spille et dumt svin. Hans præstation i drømmen er på højde med den mindeværdige præstation i Tro, håb og kærlighed. Anders W. Berthelsen - som eksponeres voldsomt i forbindelse med filmen, selvom hans rolle langtfra er filmens største - leverer som altid en god præstation og ud over de nævnte, gjorde Jens Jørn Spottag et overbevisende indtryk, som den mentalt uligevægtige far, som meget sympatisk bakker sin søn 100 pct. op.
Drømmen er en fin lille fortælling, hvor figurerne griber en fra start, således at den minimale og på mange måder begrænset dramatiske historie føles stor i skala. Drømmen er intet mesterværk, men den er underholdende og bevægende, og vedkommende i dens fremlægning af menneskelige egenskaber som tro på håbet, tro på hinanden og tro på det retfærdige her i livet.
Filmen er fyldt med varme og ægte følelser, og Oplev har virkelig skabt en film, som taler til ens hjerte. Man hader Bent Mejdings onde skoleinspektør fra første sekund han er på skærmen, og hele filmen males meget sort/hvid op, så der ikke er ét sekunds tvivl om, hvor ens sympati ligger eller skal ligge. Den ligger snævret hos drengen Fritz, som mishandles af den lede skoleinspektør, og i bredere forstand hos hans familie, som også har sine indre dæmoner at slås med. Man sidder filmen igennem og håber på alt godt for den hårdtprøvede familie. Oplev har altså held med hans bevidste følelsesbombaderment. Det er karikeret og overdrevent, men det virker og griber en om hjertet.
Janus Dissing Rathke er et fund som Fritz. Han spiller med en troværdig styrke og sårbarhed, som sjældent set hos så ung en skuespiller. Bent Mejding er mere end perfekt som den lede skoleinspektør Lindum Svendsen, der er 100 pct. dedikeret til den gamle (sorte) skole. Han kan som få andre spille et dumt svin. Hans præstation i drømmen er på højde med den mindeværdige præstation i Tro, håb og kærlighed. Anders W. Berthelsen - som eksponeres voldsomt i forbindelse med filmen, selvom hans rolle langtfra er filmens største - leverer som altid en god præstation og ud over de nævnte, gjorde Jens Jørn Spottag et overbevisende indtryk, som den mentalt uligevægtige far, som meget sympatisk bakker sin søn 100 pct. op.
Drømmen er en fin lille fortælling, hvor figurerne griber en fra start, således at den minimale og på mange måder begrænset dramatiske historie føles stor i skala. Drømmen er intet mesterværk, men den er underholdende og bevægende, og vedkommende i dens fremlægning af menneskelige egenskaber som tro på håbet, tro på hinanden og tro på det retfærdige her i livet.
09/04-2007
