I Shall Be Released
4.0
Ud af forfatteren Michael Cunningham’s roman og det manuskript han selv har baseret på denne, har den spillefilmsdebuterende Mayer instrueret en menneskevarm og solid film.
Med et godt og præcist tidsbillede tages vi på en tur fra slutningen af 60’erne og frem til 80’erne, hvor vi følger vennerne, den seksuelt eksperimenterende Bobby (Farrell), bøssen Jonathan (Roberts) og pigen i midten Clare (Wright Penn) og deres op- og nedture.
Som vedkommende drama, hvad den prøver på at være, er den ærligt nok blevet en anelse for sober og der er sjældent helt bid nok i dramatikken, som spidsfindigt burde trænge dybt ind i vore hovedpersoners følelsesliv og den bagvedliggende psykologi der formede dem.
Det gør eller tør den bare ikke helt. Så derfor fungerer filmen mere som en lidt flygtigt underholdende følelsesladet tidsskildring om en lille gruppe mennesker, hvad den så gør godt, end som menneskelig indsigtsfuld og intelligent drama.
Selv om der af den grund kunne være mere udfordring i filmens roller, set i forhold til at spille et indre liv ud til publikum, så gør filmens skuespillere, anført af Farrell, det generelt godt. Jeg er personligt så ikke selv så vild med Wright Penn, der i sådan en rolle forekommer mig rigeligt typecastet.
Det skal også nævnes at der bydes på forrygende god musik af blandt andet Bob Dylan, Paul Simon, Jefferson Airplane og andre.
Men søger man et hæderligt og fint fængende menneskeligt drama, så er her et godt bud, trods filmens svagheder. Man kan da selvfølgelig finde dem bedre, men så sandelig også værre.
Med et godt og præcist tidsbillede tages vi på en tur fra slutningen af 60’erne og frem til 80’erne, hvor vi følger vennerne, den seksuelt eksperimenterende Bobby (Farrell), bøssen Jonathan (Roberts) og pigen i midten Clare (Wright Penn) og deres op- og nedture.
Som vedkommende drama, hvad den prøver på at være, er den ærligt nok blevet en anelse for sober og der er sjældent helt bid nok i dramatikken, som spidsfindigt burde trænge dybt ind i vore hovedpersoners følelsesliv og den bagvedliggende psykologi der formede dem.
Det gør eller tør den bare ikke helt. Så derfor fungerer filmen mere som en lidt flygtigt underholdende følelsesladet tidsskildring om en lille gruppe mennesker, hvad den så gør godt, end som menneskelig indsigtsfuld og intelligent drama.
Selv om der af den grund kunne være mere udfordring i filmens roller, set i forhold til at spille et indre liv ud til publikum, så gør filmens skuespillere, anført af Farrell, det generelt godt. Jeg er personligt så ikke selv så vild med Wright Penn, der i sådan en rolle forekommer mig rigeligt typecastet.
Det skal også nævnes at der bydes på forrygende god musik af blandt andet Bob Dylan, Paul Simon, Jefferson Airplane og andre.
Men søger man et hæderligt og fint fængende menneskeligt drama, så er her et godt bud, trods filmens svagheder. Man kan da selvfølgelig finde dem bedre, men så sandelig også værre.
10/04-2007
