Solstik og syre
3.0
Med en bagage fyldt med alle former for rusmidler - og med det menes der virkelig alle! - styrer den mystiske Raoul og hans ligeså sære følgesvend, advokaten Dr. Gonzo, mod Las Vegas. En begivenhedsrig færd som Terry Gilliam og hans kultfilm "Fear and Loathing in Las Vegas" dækker, og som altid kategoriserer Gilliams film ham langt fra som en af de andre. I billede og lyd har han her begået en filmoplevelse, der ligner én lang hallucinerende åreladning.
På trods af (som altid) overbevisende visuelle særheder, er "Fear and Loathing in Las Vegas" dog den svageste af hans film jeg har set og virkelig langt fra hans bedste; "The Fisher King", "12 Monkeys" og "Brazil". Filmens fokus ligger hengivet til denne evigt påvirkede duo, Raoul og Dr. Gonzo, samt deres forbrug af alverdens indtagelige kemikalier. På deres vej gennem Nevadas ørkenland og det ene Las Vegas-distrikt efter det andet, mødes der mange besynderlige mennesker, hvoriblandt Christina Ricci som excentrisk Barbra Streissand-portrætmaler og en blond og langhåret blaffer i Tobey Maguires skikkelse spiller ind.
Den mest markante mangel "Fear and Loathing in Las Vegas" lider under, er manglen på humoristiske pletskud. Blandt andre føromtalte Ricci og Maguires biroller forekommer, trods sin minimale charme, som "for" nyttesløse og "for" ligegyldige, sagt velvidende om at Terry Gilliam bevidst har villet give sine pilskæve personligheder korte optrædener, for dermed at højne de absurde indtryk der under lyn-interval ligges for dagen. Langt hen ad vejen er det svært at få øje på hvordan disse komiske træk gavner mere end de skader, og næsten gennemgående virker filmens skøre indfald af hovedpersoner såvel som sidekarakterer længere ude end hvad egentlig sjovt er.
Til gengæld er "Fear and Loathing in Las Vegas" perleklart i sit es hvad angår filmisk udførelse, med et lydspor bestående af par ægte ørehængere og en tilpas vild og segnende kameraføring, der gengiver blandingen af ætsende solstik og altødelæggende æter-fiks til perfektion. Billederne er ganske enkelt noget af det mest vanvittige - og deraf bedste - Gilliams film har præsteret og underlægningstonerne altså velvalgte, uden dog at være atypiske som den skarpe harmonika fra ”12 Monkeys” og ”Brazil”s kærlighedserklærende tema af filmens eget navn.
”Fear and Loathing in Las Vegas” skal altså ses som et surrealistisk syretrip under den bagende sol snarere end en komedie. Takket være Johnny Depps fortrinlige spil inklusiv hans egne vellykkede Voice-over indtalinger, og de fremragende billeder der gengiver fornøjelserne som set ud fra et udbrændt og bovlamt hoved, kan jeg næsten tilgive Gilliam hans og denne films adskillige fejltrin. Men også kun næsten - og derfor er middelkarakteren på sin plads.
På trods af (som altid) overbevisende visuelle særheder, er "Fear and Loathing in Las Vegas" dog den svageste af hans film jeg har set og virkelig langt fra hans bedste; "The Fisher King", "12 Monkeys" og "Brazil". Filmens fokus ligger hengivet til denne evigt påvirkede duo, Raoul og Dr. Gonzo, samt deres forbrug af alverdens indtagelige kemikalier. På deres vej gennem Nevadas ørkenland og det ene Las Vegas-distrikt efter det andet, mødes der mange besynderlige mennesker, hvoriblandt Christina Ricci som excentrisk Barbra Streissand-portrætmaler og en blond og langhåret blaffer i Tobey Maguires skikkelse spiller ind.
Den mest markante mangel "Fear and Loathing in Las Vegas" lider under, er manglen på humoristiske pletskud. Blandt andre føromtalte Ricci og Maguires biroller forekommer, trods sin minimale charme, som "for" nyttesløse og "for" ligegyldige, sagt velvidende om at Terry Gilliam bevidst har villet give sine pilskæve personligheder korte optrædener, for dermed at højne de absurde indtryk der under lyn-interval ligges for dagen. Langt hen ad vejen er det svært at få øje på hvordan disse komiske træk gavner mere end de skader, og næsten gennemgående virker filmens skøre indfald af hovedpersoner såvel som sidekarakterer længere ude end hvad egentlig sjovt er.
Til gengæld er "Fear and Loathing in Las Vegas" perleklart i sit es hvad angår filmisk udførelse, med et lydspor bestående af par ægte ørehængere og en tilpas vild og segnende kameraføring, der gengiver blandingen af ætsende solstik og altødelæggende æter-fiks til perfektion. Billederne er ganske enkelt noget af det mest vanvittige - og deraf bedste - Gilliams film har præsteret og underlægningstonerne altså velvalgte, uden dog at være atypiske som den skarpe harmonika fra ”12 Monkeys” og ”Brazil”s kærlighedserklærende tema af filmens eget navn.
”Fear and Loathing in Las Vegas” skal altså ses som et surrealistisk syretrip under den bagende sol snarere end en komedie. Takket være Johnny Depps fortrinlige spil inklusiv hans egne vellykkede Voice-over indtalinger, og de fremragende billeder der gengiver fornøjelserne som set ud fra et udbrændt og bovlamt hoved, kan jeg næsten tilgive Gilliam hans og denne films adskillige fejltrin. Men også kun næsten - og derfor er middelkarakteren på sin plads.
10/04-2007
