Hvornår lærer dyreaktivisterne at holde nallerne for sig selv...
5.0
Danny Boyle har med sin fremragende 28 days later skabt en zombiefilm i næsten dokumentarisk stil. Rammerne er noget nær så realistiske, som de kan blive genren taget i betragtning, og dette gør 28 days later til en af de mest skræmmende zombiefilm til dato.
Filmen lægger hårdt ud med en brutal og eminent scene, hvor årsagen til en efterfølgende altødelæggende epidemi bliver fortalt kort, kontant og brutalt, og hvor filmens underlæggende tema om menneskelig civilisation og aggression slås an. Derefter stilles tiden 28 dage frem og filmens egentlig hovedperson Jim kastes intetanende ud i hans værste mararidt. Zombier - eller inficerede - har lagt London og det meste af England totalt øde (hvorvidt det gælder hele verden forbliver uklart filmen igennem) og en overlevelseskamp med få andre overlevende begynder.
Selvom Boyles film låner en del fra især Romeros zombie-trilogi, så skiller den sig afgørende ud på flere punkter. Først og fremmest den realistiske nærmest dokumentaristiske stil gør 28 days later unik. Scenerne fra det forladte London er overvældende og får det til at løbe koldt ned af ryggen på en. Det er på en gang skræmmende og smukt. Og man fornemmer Jims forvirring og rædsel. Selvom der går mere zombieaction i den senere i filmen, så sættes den realistiske ramme ikke over styr og stemningen bevares.
Karakterudviklingen får også langt mere plads end en "normal" film i genren. Figurerne virker ægte, hvilket underbygger den virkelighedsnære ramme. Her skal Boyle have stor ros både for sine skuespillervalg og sin personinstruktion. Man falder ikke på halen over skuespillet, men det virker utroligt troværdigt, og som om vi har med virkelige personer at gøre hele vejen igennem. Cillian Murphy får en super debut, ligesom Naomie Harris, og Brendan Gleeson er som altid tro- og seværdig.
Den uhyggelige stemning krydres undervejs med flere og flere brutale chok, som eksekveres særdeles virkningsfuldt. Zombierne er skræmmende, når de brager igennem et stort vindue og flyver lige i struben på folk, og der bliver på intet tidspunkt lagt fingre imellem, hvad angår blodsprøjt og nedslagtninger angår. Dog bliver det aldrig overdrevent brutalt og blodigt blot for underholdningens skyld – hvilket ellers ofte er et stort plus for genren – hvilket filmens univers taget i betragtning er et stort plus.
28 days later er langt fra kun en blodig overlevelseshistorie. Er de inficeredes aggression blot en uhyggelig og ekstrem udlægning af menneskets sande natur? Svaret bliver mere end antydet ved soldaternes ageren i filmens sidste halvdel. Alligevel levner Boyle mennesket en fremtid. Hans dystopia har en langt mere lys udgang end Romeros film, hvor alt peger på, at hele menneskeheden er på vej lige lukt i helvede.
Filmteknisk er filmen et mesterstykke budgettet taget i betragtning. De flotte billeder af det forladte London står i skarp kontrast til den hektiske klipning, når zombierne angriber. Begge dele udføres suverænt og kombinationen er meget effektiv. Ligeledes er afvekslingen mellem et tonsende lydspor og absolut stilhed med til at forstærke de ønskede stemninger i filmen
Filmen har enkelte svagheder, fx i overgangen fra skræmmende dvælende horror til fuldbolds actionsgyser, og det er altid en svaghed for en film, når første halvdel er bedst. Anden halvdel er godt også glimrende, og når man står med en nyklassiker indenfor en ofte overset genre, er der ingen grund til at pege fingre af småting.
Alt i alt er 28 days later et anderledes realistisk og seriøst bud på en zombiefilm i det nye årtusinde. Genren har fået lidt et comeback, men dette har også resulteret i flere meget tvivlsomme forsøg på at genoplive de døde. Denne film er bestemt blandt de bedst forsøg, og den viser hvorledes zombiegenren også kan fortolkes i en filmverden, der rummer film som remaket af Dawn of the Dead (glimrende), Romeros egen Land of the Dead (mere underholdende og splattet end egentlig god) og de mere halvhjertede forsøg som de to Resident Evil film.
Filmen lægger hårdt ud med en brutal og eminent scene, hvor årsagen til en efterfølgende altødelæggende epidemi bliver fortalt kort, kontant og brutalt, og hvor filmens underlæggende tema om menneskelig civilisation og aggression slås an. Derefter stilles tiden 28 dage frem og filmens egentlig hovedperson Jim kastes intetanende ud i hans værste mararidt. Zombier - eller inficerede - har lagt London og det meste af England totalt øde (hvorvidt det gælder hele verden forbliver uklart filmen igennem) og en overlevelseskamp med få andre overlevende begynder.
Selvom Boyles film låner en del fra især Romeros zombie-trilogi, så skiller den sig afgørende ud på flere punkter. Først og fremmest den realistiske nærmest dokumentaristiske stil gør 28 days later unik. Scenerne fra det forladte London er overvældende og får det til at løbe koldt ned af ryggen på en. Det er på en gang skræmmende og smukt. Og man fornemmer Jims forvirring og rædsel. Selvom der går mere zombieaction i den senere i filmen, så sættes den realistiske ramme ikke over styr og stemningen bevares.
Karakterudviklingen får også langt mere plads end en "normal" film i genren. Figurerne virker ægte, hvilket underbygger den virkelighedsnære ramme. Her skal Boyle have stor ros både for sine skuespillervalg og sin personinstruktion. Man falder ikke på halen over skuespillet, men det virker utroligt troværdigt, og som om vi har med virkelige personer at gøre hele vejen igennem. Cillian Murphy får en super debut, ligesom Naomie Harris, og Brendan Gleeson er som altid tro- og seværdig.
Den uhyggelige stemning krydres undervejs med flere og flere brutale chok, som eksekveres særdeles virkningsfuldt. Zombierne er skræmmende, når de brager igennem et stort vindue og flyver lige i struben på folk, og der bliver på intet tidspunkt lagt fingre imellem, hvad angår blodsprøjt og nedslagtninger angår. Dog bliver det aldrig overdrevent brutalt og blodigt blot for underholdningens skyld – hvilket ellers ofte er et stort plus for genren – hvilket filmens univers taget i betragtning er et stort plus.
28 days later er langt fra kun en blodig overlevelseshistorie. Er de inficeredes aggression blot en uhyggelig og ekstrem udlægning af menneskets sande natur? Svaret bliver mere end antydet ved soldaternes ageren i filmens sidste halvdel. Alligevel levner Boyle mennesket en fremtid. Hans dystopia har en langt mere lys udgang end Romeros film, hvor alt peger på, at hele menneskeheden er på vej lige lukt i helvede.
Filmteknisk er filmen et mesterstykke budgettet taget i betragtning. De flotte billeder af det forladte London står i skarp kontrast til den hektiske klipning, når zombierne angriber. Begge dele udføres suverænt og kombinationen er meget effektiv. Ligeledes er afvekslingen mellem et tonsende lydspor og absolut stilhed med til at forstærke de ønskede stemninger i filmen
Filmen har enkelte svagheder, fx i overgangen fra skræmmende dvælende horror til fuldbolds actionsgyser, og det er altid en svaghed for en film, når første halvdel er bedst. Anden halvdel er godt også glimrende, og når man står med en nyklassiker indenfor en ofte overset genre, er der ingen grund til at pege fingre af småting.
Alt i alt er 28 days later et anderledes realistisk og seriøst bud på en zombiefilm i det nye årtusinde. Genren har fået lidt et comeback, men dette har også resulteret i flere meget tvivlsomme forsøg på at genoplive de døde. Denne film er bestemt blandt de bedst forsøg, og den viser hvorledes zombiegenren også kan fortolkes i en filmverden, der rummer film som remaket af Dawn of the Dead (glimrende), Romeros egen Land of the Dead (mere underholdende og splattet end egentlig god) og de mere halvhjertede forsøg som de to Resident Evil film.
10/04-2007
