Afrika ala Hollywood
3.0
Der står skrevet Hollywood over det hele med fede bogstaver i Edward Zwicks film om diamantjagt i Sierra Leone og vestlig dårlig samvittighed. Som i Zwicks sidste film, ”Last Samurai”, har vi en kynisk og nihilistisk helt, der i løbet af filmen bliver et godt menneske i et, i hvert fald for publikums vedkommende, eksotisk land.
Denne gang er det Leonardo DiCaprio som en hvid mand i Afrika i stedet for Tom Cruise som en hvid mand i Japan. Der er en romantic interest i form af Jennifer Connely i nedringet tøj i stedet for Koyuki som en blid japanerpige. Der er en stakkels sort fisker i form af Djimon Hounsou, der undertrykkes af voldelige rebeller med rige hvide mænd i baggrunden, i stedet for nogle samuraier, der undertrykkes af nogle opportunistiske moderniseringskræfter med rige, hvide mænd i baggrunden.
Ligesom Zwick tog sig en del dramatiske friheder i sin Hollywoodiserede skildring af politik og magtforhold i Meiji-periodens Japan, så kan jeg ikke undgå at mistænke ham for at tage dramatiske friheder og Hollywoodisere nutidens (eller 90'ernes) situation i Sierra Leone. I modsætning til Meiji og Japan er det ikke noget, jeg har et indgående kendskab til, men jeg kan alligevel se ganske tydeligt, hvordan 'Afrika' og 'afrikanere' generaliseres i denne film.
Djimon Hounsous karakter er den ærketypiske stakkels afrikanske fisker, og rebellerne er sadistiske og barbariske mordere, der nyder at gøre børn til dræbermaskiner. Der er ikke tale om en nuanceret skildring af livet i Sierra Leone og diamanthandel, men en Hollywood underholdningsfilm med et politisk korrekt budskab.
Tro mig dog ret. Der er bestemt problemer med diamanthandelen og disse 'blood diamonds', der koster masser af menneskeliv, og hvis filmen har gjort flere mennesker opmærksomme på problemet er det fint. Filmen går fra tid til anden i infomercial mode med information om kyniske markedskræfters kamp for at beholde deres profit, og den politiske konsekvens af dette for de afrikanske stater, der er så uheldige at have disse mærkværdige sten i deres baghave.
Men filmen er først og fremmest en underholdende Hollywood-film, hvor den kyniske diamantsmugler spillet af DiCaprio udnytter den stakkels fisker spillet af Djimon Hounsou, der har mistet sin familie og fundet en diamant, som de to jagter, altimens den Jennifer Connely overspiller en rolle som flirtende journalist-dulle, der bruger sex til at appellere til DiCaprio-karakterens samvittighed. Det er handlingen i en nøddeskal, og det er Hollywood fra ende til anden. Stereotyper, klichéer, kunstig dramatisering, dramatisk vitale scener eksekveret med tre linjers dialog og fem minutters maskingeværsalver, den stakkels afrikanerfar der endelig finder sin stakkels afrikanersøn. Der måske intet i vejen med at gøre en politisk situation til en underholdende film. Men desværre var ”Blood Diamond” alt for lang, og den tager sig selv alt for seriøs til at være underholdende.
Med andre ord var den for 'selv'-seriøs til at være underholdende, og for overfladisk til at være for alvor tankevækkende. Men som sagt sætter filmen i det mindste fokus på et reelt problem, og hvis den har fået alt for rige mennesker til at stoppe med et forbrug, der kan skade alt for fattige mennesker, så er det skam godt nok. I en bedre verden ville de indse dette via andre medier end Hollywood-film.
Denne gang er det Leonardo DiCaprio som en hvid mand i Afrika i stedet for Tom Cruise som en hvid mand i Japan. Der er en romantic interest i form af Jennifer Connely i nedringet tøj i stedet for Koyuki som en blid japanerpige. Der er en stakkels sort fisker i form af Djimon Hounsou, der undertrykkes af voldelige rebeller med rige hvide mænd i baggrunden, i stedet for nogle samuraier, der undertrykkes af nogle opportunistiske moderniseringskræfter med rige, hvide mænd i baggrunden.
Ligesom Zwick tog sig en del dramatiske friheder i sin Hollywoodiserede skildring af politik og magtforhold i Meiji-periodens Japan, så kan jeg ikke undgå at mistænke ham for at tage dramatiske friheder og Hollywoodisere nutidens (eller 90'ernes) situation i Sierra Leone. I modsætning til Meiji og Japan er det ikke noget, jeg har et indgående kendskab til, men jeg kan alligevel se ganske tydeligt, hvordan 'Afrika' og 'afrikanere' generaliseres i denne film.
Djimon Hounsous karakter er den ærketypiske stakkels afrikanske fisker, og rebellerne er sadistiske og barbariske mordere, der nyder at gøre børn til dræbermaskiner. Der er ikke tale om en nuanceret skildring af livet i Sierra Leone og diamanthandel, men en Hollywood underholdningsfilm med et politisk korrekt budskab.
Tro mig dog ret. Der er bestemt problemer med diamanthandelen og disse 'blood diamonds', der koster masser af menneskeliv, og hvis filmen har gjort flere mennesker opmærksomme på problemet er det fint. Filmen går fra tid til anden i infomercial mode med information om kyniske markedskræfters kamp for at beholde deres profit, og den politiske konsekvens af dette for de afrikanske stater, der er så uheldige at have disse mærkværdige sten i deres baghave.
Men filmen er først og fremmest en underholdende Hollywood-film, hvor den kyniske diamantsmugler spillet af DiCaprio udnytter den stakkels fisker spillet af Djimon Hounsou, der har mistet sin familie og fundet en diamant, som de to jagter, altimens den Jennifer Connely overspiller en rolle som flirtende journalist-dulle, der bruger sex til at appellere til DiCaprio-karakterens samvittighed. Det er handlingen i en nøddeskal, og det er Hollywood fra ende til anden. Stereotyper, klichéer, kunstig dramatisering, dramatisk vitale scener eksekveret med tre linjers dialog og fem minutters maskingeværsalver, den stakkels afrikanerfar der endelig finder sin stakkels afrikanersøn. Der måske intet i vejen med at gøre en politisk situation til en underholdende film. Men desværre var ”Blood Diamond” alt for lang, og den tager sig selv alt for seriøs til at være underholdende.
Med andre ord var den for 'selv'-seriøs til at være underholdende, og for overfladisk til at være for alvor tankevækkende. Men som sagt sætter filmen i det mindste fokus på et reelt problem, og hvis den har fået alt for rige mennesker til at stoppe med et forbrug, der kan skade alt for fattige mennesker, så er det skam godt nok. I en bedre verden ville de indse dette via andre medier end Hollywood-film.
10/04-2007
