some things never change
4.0
Hypotetisk set unødvendig, men indiskutabelt stadig tilfredsstillende og bundcharmerende efterfølger til den intelligente Kevin Smiths debutfilm, kultklassikeren Clerks, der fungerede som en generationsdefinerende holdepunkt for den frustrerede ungdom, der sad fast i egne uopfyldte ambitioner. Ti år efter Clerks vil en efterfølger aldrig kunne have haft den samme signifikans og generationsrelevans, men Smith har heller ikke lagt skjul på, at hans katalysator for skabelsen af filmen har været et løfte overfor vennen Jason Mewes, der droppede de euforiserende stoffer og derved kunne vende tilbage til rollen som (ironisk nok) den stofmisbrugende slacker Jay. Dette har dog langtfra negligeret Smiths personlige engagement i filmen, og med Clerks II (der modtog en stående ovation ved premieren i Cannes) har han givet sin opsigtsvækkende karriere en kvalitativ renæssance efter svagere film som Jay and Silent Bob Strikes Back og Jersey Girl.
Brian O´ Halloran og Jeff Anderson udfylder igen hovedrollerne som de to utilpasse mænd, der siden den første film ikke har rykket sig en centimeter i livet (kun arbejdspladsen er skiftet ud). Smith vender tilbage til sin simplicitetsprægede iscenesættelse, hvor der er gjort plads til hans signaturprægede og umådelig velskrevne dialog, hvor de mesterlige dagligdagsdialoger udfoldes med lige dele nuancerede småfilosofier og gennemført sjofle udbrud. Smith har i løbet af de sidste ti år fået mere modenhed på hjertet (hvilket til tider har henvist ham til det mere banale hjørne), men den enestående vitalitet i historie, karakterer og dialog er bibeholdt, og det er en udsøgt fornøjelse at overvære O´ Halloran og Anderson diskutere på overfladen ligegyldige ting, der sammenlagt udgør livets substans. I Clerks II er tematikkerne flyttet over i den mere modne liga, hvor voksenhedens ansvar og virkelighedsfraværende fralæggelse af denne er i fokus. O´Halloran skal giftes og ser muligheden for at få den amerikanske drøm om personlig og økonomisk velstand til at gå i opfyldelse. Han kan dog ikke selv træffe afgørende beslutninger, hvilket gør ham en kapitulerende passiv tilskuer til sit eget liv. Smith leverer et realistisk blik på kærligheden gennem dialogen mellem O´Halloran og den utrolig søde og velspillende Rosario Dawson, men Clerks II er ultimativt en eskapistisk forelskelsesfortælling, der behager publikum uden at lefle patroniserende, men som også mangler den virkelighedsnære naturalisme, der gjorde Smiths mesterværk Chasing Amy til så uforglemmelig og hjertefyldt en film.
Clerks II lever gennem sine komiske segmenter, hvor højdepunktet utvivlsomt er en fanatisk diskussion mellem Star Wars og Ringenes Herre trilogien, der i Smiths sarkastiske tolkning kommer til at fremstå som en kedsommelig militærmarch i stedet for den fascinerende odysse, som filmene virkelig er. Nogle fragmenter er dog mangelfuldt inkorporerede, hvor en musicalsekvens (til tonerne af Jackson Five´s glade 1,2,3) muligvis er meget sød og humørsmittende, men det føles malplaceret og lidt unødvendig, som om Smith ikke har haft det selektive filter sat på under hele skriveprocessen (en kærlig homage til hans yndlingsfilm, Butch Cassidy and the Sundance Kid kunne ligeledes sagtens have været udeladt). Smith er dog en umådelig intelligent og til tider intellektuel produkt af popkulturens indflydelse på ungdommen, og enkelte fejltrin kan sagtens tilgives i den store kermesse af (selv)reflekterende og indsigtsfulde hverdagsbetragtninger. Smith slutter endda af med en på overfladen pessimistisk pointe, hvor O´ Halloran og Anderson ender i den selv samme døgnbutik, som de befandt sig i i Clerks, men Smiths intention har været at beskrive, hvorledes den individuelle skal bedømme livsambitioner på egne præmisser og ikke samfundets standard.
Smiths komiske sans er lige i min boldgade, og det er lang tid siden, at jeg har moret mig så meget over en film, som jeg gjorde med Clerks II, der er respektløs, grænseoverskridende (bestialsksex i højeste potens) og ikke mindst uforceret følsom og ærlig. Smith vender stærkt tilbage med en film, der frygtedes at være forfærdelig, men som i realiteten er utrolig velfungerende og uhyre sjov. Så tak til Jason Mewes for at have droppet stofferne, og så er det da også en sand fornøjelse igen at overvære ham og Smith selv som det historiske komiske makkerpar, Jay and Silent Bob, der i den rette ånd er rehabiliterede pushere.
Brian O´ Halloran og Jeff Anderson udfylder igen hovedrollerne som de to utilpasse mænd, der siden den første film ikke har rykket sig en centimeter i livet (kun arbejdspladsen er skiftet ud). Smith vender tilbage til sin simplicitetsprægede iscenesættelse, hvor der er gjort plads til hans signaturprægede og umådelig velskrevne dialog, hvor de mesterlige dagligdagsdialoger udfoldes med lige dele nuancerede småfilosofier og gennemført sjofle udbrud. Smith har i løbet af de sidste ti år fået mere modenhed på hjertet (hvilket til tider har henvist ham til det mere banale hjørne), men den enestående vitalitet i historie, karakterer og dialog er bibeholdt, og det er en udsøgt fornøjelse at overvære O´ Halloran og Anderson diskutere på overfladen ligegyldige ting, der sammenlagt udgør livets substans. I Clerks II er tematikkerne flyttet over i den mere modne liga, hvor voksenhedens ansvar og virkelighedsfraværende fralæggelse af denne er i fokus. O´Halloran skal giftes og ser muligheden for at få den amerikanske drøm om personlig og økonomisk velstand til at gå i opfyldelse. Han kan dog ikke selv træffe afgørende beslutninger, hvilket gør ham en kapitulerende passiv tilskuer til sit eget liv. Smith leverer et realistisk blik på kærligheden gennem dialogen mellem O´Halloran og den utrolig søde og velspillende Rosario Dawson, men Clerks II er ultimativt en eskapistisk forelskelsesfortælling, der behager publikum uden at lefle patroniserende, men som også mangler den virkelighedsnære naturalisme, der gjorde Smiths mesterværk Chasing Amy til så uforglemmelig og hjertefyldt en film.
Clerks II lever gennem sine komiske segmenter, hvor højdepunktet utvivlsomt er en fanatisk diskussion mellem Star Wars og Ringenes Herre trilogien, der i Smiths sarkastiske tolkning kommer til at fremstå som en kedsommelig militærmarch i stedet for den fascinerende odysse, som filmene virkelig er. Nogle fragmenter er dog mangelfuldt inkorporerede, hvor en musicalsekvens (til tonerne af Jackson Five´s glade 1,2,3) muligvis er meget sød og humørsmittende, men det føles malplaceret og lidt unødvendig, som om Smith ikke har haft det selektive filter sat på under hele skriveprocessen (en kærlig homage til hans yndlingsfilm, Butch Cassidy and the Sundance Kid kunne ligeledes sagtens have været udeladt). Smith er dog en umådelig intelligent og til tider intellektuel produkt af popkulturens indflydelse på ungdommen, og enkelte fejltrin kan sagtens tilgives i den store kermesse af (selv)reflekterende og indsigtsfulde hverdagsbetragtninger. Smith slutter endda af med en på overfladen pessimistisk pointe, hvor O´ Halloran og Anderson ender i den selv samme døgnbutik, som de befandt sig i i Clerks, men Smiths intention har været at beskrive, hvorledes den individuelle skal bedømme livsambitioner på egne præmisser og ikke samfundets standard.
Smiths komiske sans er lige i min boldgade, og det er lang tid siden, at jeg har moret mig så meget over en film, som jeg gjorde med Clerks II, der er respektløs, grænseoverskridende (bestialsksex i højeste potens) og ikke mindst uforceret følsom og ærlig. Smith vender stærkt tilbage med en film, der frygtedes at være forfærdelig, men som i realiteten er utrolig velfungerende og uhyre sjov. Så tak til Jason Mewes for at have droppet stofferne, og så er det da også en sand fornøjelse igen at overvære ham og Smith selv som det historiske komiske makkerpar, Jay and Silent Bob, der i den rette ånd er rehabiliterede pushere.
12/04-2007
