Tager sættet hjem i tiebreak
4.0
'Match Point' er en film om den enorme inflydelse heldet har på vores tilværelse. Som det så smukt illustreres i starten af filmen, kan held/uheld ændre øjeblikket markant. Det handler i mange situationer i bund og grund om, hvilken side af nettet bolden lander på; den heldige eller uheldige side.
Vi følger Chris (Jonathan Rhys-Meyers), en afdanket tennispiller - nu tennistræner - der havner i et typisk engelsk overklassemiljø smukt fortolket af gode gamle Woody Allen.
I dette rædslens miljø, får den ekstremt høflige Chris integreret sig en kende eller to for godt. I hvert fald havner han hurtigt i sengen sammen med rigmandsdatteren Chloe (Emily Mortimer), men han har samtidig et alt for godt øje til den unge og guddomeligt smukke Nola Rice (Scarlett Johansson), der er gift med Chloe's bror, rigmandssønnen Tom (Matthew Goode). De to (Tom og Nola) skal dog hurtigt gå fra hinanden, hvilket - drævet af hans begær - får Chris til kontrolleret at nærme sig Nola.
End til de en dag også havner i sengen.
Dermed er Chris' dobbeltliv skudt i gang.
Som jeg tidligere i anmeldelsen påpegede, sidder Woody Allens skildring af det engelske overklassemiljø lige i øjet. Jeg-er-bedre-end-dig-accenten, det nedværdigende blik og stadigheden, præger karaktererne i miljøet.
Af andet positivt er underholdningsværdien bestemt værd at nævne, da filmen - ganske simpelt - er spændende.
Til gengæld bliver 'Match Point' aldrig sørgelig. Det ville ikke have været et problem, hvis det var rendyrket underholdning hele vejen i gennem, men da filmen vil have os til at sympatisere med Chris, er sagen en hel anden. For man har ikke specielt ondt af ham, hvilket muligvis skyldes, at der af og til rumsterer noget hollywood i krogene. Det er bestemt ikke meget, men nok til at det bliver en kende mindre sørgeligt end den kære Woody ellers havde ønsket, det skulle være.
Når alt kommer til alt, ville filmen fungerer bedre uden spændings- eller krimiscenerne. Ellers skulle man efter min bedste overbevisning have valgt at satse udelukkende på disse.
Dette gør dog ikke 'Match Point' til en dårlig film. Nej, den er bestemt seværdig, samt indeholder nogle imponerende flotte, metaforiske scener (om held), der gør at indtrykket bliver lidt bedre.
Men som sagt er filmen - desværre - ikke uden pletter.
Vi følger Chris (Jonathan Rhys-Meyers), en afdanket tennispiller - nu tennistræner - der havner i et typisk engelsk overklassemiljø smukt fortolket af gode gamle Woody Allen.
I dette rædslens miljø, får den ekstremt høflige Chris integreret sig en kende eller to for godt. I hvert fald havner han hurtigt i sengen sammen med rigmandsdatteren Chloe (Emily Mortimer), men han har samtidig et alt for godt øje til den unge og guddomeligt smukke Nola Rice (Scarlett Johansson), der er gift med Chloe's bror, rigmandssønnen Tom (Matthew Goode). De to (Tom og Nola) skal dog hurtigt gå fra hinanden, hvilket - drævet af hans begær - får Chris til kontrolleret at nærme sig Nola.
End til de en dag også havner i sengen.
Dermed er Chris' dobbeltliv skudt i gang.
Som jeg tidligere i anmeldelsen påpegede, sidder Woody Allens skildring af det engelske overklassemiljø lige i øjet. Jeg-er-bedre-end-dig-accenten, det nedværdigende blik og stadigheden, præger karaktererne i miljøet.
Af andet positivt er underholdningsværdien bestemt værd at nævne, da filmen - ganske simpelt - er spændende.
Til gengæld bliver 'Match Point' aldrig sørgelig. Det ville ikke have været et problem, hvis det var rendyrket underholdning hele vejen i gennem, men da filmen vil have os til at sympatisere med Chris, er sagen en hel anden. For man har ikke specielt ondt af ham, hvilket muligvis skyldes, at der af og til rumsterer noget hollywood i krogene. Det er bestemt ikke meget, men nok til at det bliver en kende mindre sørgeligt end den kære Woody ellers havde ønsket, det skulle være.
Når alt kommer til alt, ville filmen fungerer bedre uden spændings- eller krimiscenerne. Ellers skulle man efter min bedste overbevisning have valgt at satse udelukkende på disse.
Dette gør dog ikke 'Match Point' til en dårlig film. Nej, den er bestemt seværdig, samt indeholder nogle imponerende flotte, metaforiske scener (om held), der gør at indtrykket bliver lidt bedre.
Men som sagt er filmen - desværre - ikke uden pletter.
14/04-2007
