Murphy Som Den Udvalgte Murphy
3.0
Efter succesen med “Beverly Hills Cop”, var Murphy i 80’erne gået hen og blevet et virkelig hot navn at have på plakaten og det skulle der profiteres af. At ”The Golden Child” så ikke lige var et oplagt, specielt kvalitativt eller fornuftigt valg, det gjorde vist mindre.
Oprindeligt skulle den have været en mere seriøs eventyrfilm, men med Murphy ombord blev den naturligvis tilpasset hans rutiner, så vi i stedet fik en eventyrlig komedie, hvor han bare skulle spille ja den Murphy vi kendte fra de forrige film, nu blot i andre omgivelser og en lidt anden historie.
Det blev mindre godt modtaget blandt kritikerne dengang og selv om filmen gav et pænt økonomisk overskud, så levede den heller ikke helt op til hvad mange fans ønskede sig. Dermed ikke sagt at filmen ikke var eller stadig er morsom, for det var og er den og den var og er stadig bestemt et kig værd.
Kombinationen af en stupid, flygtig og egentlig også tidstypisk selvhøjtidelig eventyrfilm om et tibetansk barn, der er født til noget stort, men kidnappes af onde kræfter, og så en herlig malplaceret rapkæftet Los Angeles bosiddende Murphy, der skal forestille at være ”den udvalgte” der skal redde dette barn, er kontraster som giver filmen en behagelig vid.
Selve historien trækker desværre gevaldigt ned på helhedsindtrykket, da den fortælles så ujævnt og har flere ikke alt for gennemtænkte ideer og ulogiske forløb, end man helt gider sluge. Den holder ganske enkelt for dårligt, selv for genren. På effektsiden er filmen intet særligt, heller ikke historisk set, selv om den dengang bestemt ikke var dårlig. Der er ligeledes et par solide og underholdende sjove actionscener til at sikre at man ikke keder sig.
Sine steder bliver filmen medgivet direkte cheasy, men af andre årsager end det tekniske, som da vore storbarmede kvindelige hovedrolle Charlotte Lewis oversprøjtes med vand, for at hendes former kan træde frem i bedste miss wet T-shirt stil. Sådanne initiativer er nok bedst blot at se som ufrivilligt komiske og grine af, frem for at lade irritere sig over tåbelighederne, som man nok let kan komme til.
Ellers er der blot at sige god fornøjelse.
Oprindeligt skulle den have været en mere seriøs eventyrfilm, men med Murphy ombord blev den naturligvis tilpasset hans rutiner, så vi i stedet fik en eventyrlig komedie, hvor han bare skulle spille ja den Murphy vi kendte fra de forrige film, nu blot i andre omgivelser og en lidt anden historie.
Det blev mindre godt modtaget blandt kritikerne dengang og selv om filmen gav et pænt økonomisk overskud, så levede den heller ikke helt op til hvad mange fans ønskede sig. Dermed ikke sagt at filmen ikke var eller stadig er morsom, for det var og er den og den var og er stadig bestemt et kig værd.
Kombinationen af en stupid, flygtig og egentlig også tidstypisk selvhøjtidelig eventyrfilm om et tibetansk barn, der er født til noget stort, men kidnappes af onde kræfter, og så en herlig malplaceret rapkæftet Los Angeles bosiddende Murphy, der skal forestille at være ”den udvalgte” der skal redde dette barn, er kontraster som giver filmen en behagelig vid.
Selve historien trækker desværre gevaldigt ned på helhedsindtrykket, da den fortælles så ujævnt og har flere ikke alt for gennemtænkte ideer og ulogiske forløb, end man helt gider sluge. Den holder ganske enkelt for dårligt, selv for genren. På effektsiden er filmen intet særligt, heller ikke historisk set, selv om den dengang bestemt ikke var dårlig. Der er ligeledes et par solide og underholdende sjove actionscener til at sikre at man ikke keder sig.
Sine steder bliver filmen medgivet direkte cheasy, men af andre årsager end det tekniske, som da vore storbarmede kvindelige hovedrolle Charlotte Lewis oversprøjtes med vand, for at hendes former kan træde frem i bedste miss wet T-shirt stil. Sådanne initiativer er nok bedst blot at se som ufrivilligt komiske og grine af, frem for at lade irritere sig over tåbelighederne, som man nok let kan komme til.
Ellers er der blot at sige god fornøjelse.
14/04-2007
