promiskuøs dementering af det kommercielle

Semi-eksperimenterende og lettere anstrengende, men langtfra inkompetent absurd drama med sorthumoristiske undertoner, hvor associationer desværre bringes tættere på filmmesteren Spike Lees mere fejlslagne udflugter som Girl 6 end hans indiskutable mesterværker som Clockers, 25th Hour og den oversete He Got Game. Det er naturligvis beundringsværdigt hvorledes Lee forsøger at ekspandere sit i forvejen superior filmiske talent ved at påtage sig nogle kommercielt og kunstnerisk vaklende projekter, men det er bare en skam, at disse udfoldelser skal ske på bekostning af publikums interessemæssige engagement, hvor Lee med She Hate Me udviser både nogle af sine bedste og værste sider, hvoraf sidstnævnte udmunder sig i en selviscenesættende og narcissistisk indstilling til publikum, der momentvis tangerer til det patroniserende. Lees egenrådighed er både hans styrke og hans svaghed, men man må dog ultimativt erkende, at han er en af den amerikanske filmhistories mest kuriøse, stædige og signifikante auteur-figurer, og dette er ikke kun perspektiveret med hans status som banebrydende sort instruktør; det er sat i kontekst med tidernes bedste instruktører.

Efter sit indie-prægede, men studieproducerede værk 25th Hour, er Lee med She Hate Me vendt tilbage til den regulære independence-scene, hvor hans fulde kontrol over filmen mærkes overalt. Præmissen er underfundig opbygget og langer kritiske slag ud imod den fiktive og desillusionerede amerikanske drøm om økonomisk velstand, et pragteksemplar af en ydre succesrig facade og en kærlighedsmættet kernefamilie. Lee personificerer sine stædige og tankevækkende meninger igennem filmens hovedkarakter, ageret af en naturalistisk og velspillende Anthony Mackie. Han er en højerestående vicepræsident i et medicinforskende firma, der forsøger at kreere en kur mod verdenens farligste (køns)sygdom, AIDS. Mackie er den oprigtige og reelle figur i et korrupt system, og da han opdager, at firmaet bevidst kører på falske forhåbninger, anmelder han direktøren og fyres på tyndt grundlag. Mackie må nu opgive sin økonomiske grandiositet, og begynder i stedet for at tænke i mere familiære baner, takket være en selvmorderisk tysk ven, der afslørede firmaets svindel. Da en lesbisk ekskæreste tilbyder penge for fysisk befrugtning, krakelerer Mackies drømme om en ’normal’ familie dog og hans grådighed, både overfor penge og ønsket om at få den elskede ekskæreste tilbage, tager overhånd. Graviditetsforsøget er en succes og Mackie ender som en mandlig fertilitetsluder (´come on, bitch-boy´, Lee mestrer det komiske gadejargon). Lee beretter sin fortælling om at bibeholde sin menneskelige integritet i to paralleliserende historier, men balancegangen tipper mere ofte end sjældent, og omkring halvvejs i denne overlange film mister Lee fokus og greb om sin bredtfavnende, men også ganske simple historie. Det er en skam, da Lee som altid har masser af kritiske meninger på hjertet, der dog aldrig serveres subtilt, og man ser disse værker på grund af subjektiviteten fra magerens side, der så virtuost benytter filmmediet til at berette om samfundets hykleri og paradoksalitet.

Lee har aldrig skjult på sin fascination for menneskets seksualitet (der i denne film overskygger et andet signaturisk tematik, racekompleksitet), men kvinder har oftest været tilsidesatte objekter i hans film, enten som forførende fredsforstyrrere eller pornografiske sexdeltagere (mest eksplicit og tydeligt i He Got Game). Denne basale chauvinisme vender Lee dog på hovedet med She Hate Me, hvor Mackies karakter tvinges til at analysere sig selv som mand og ikke underdanig sexgenstand gennem kvindernes øjne. Lee leverer denne modernistiske tankegang med et sorthumoristisk glimt i øjet, en glimrende vitalitet og en oplyst humanisme lige under overfladen. Desværre kammer alt dog over i den søgte og overkonstruerede slutning, hvor den falskklingende, om end oprigtige, retfærdighedssans føles efterrationaliseret og idealistisk.

Filmteknisk set er Lee dog i topform med She Hate Me. Den højtidelige og næsten overdøvende musik bryder konventionerne og efterlader en atypisk følelsesmæssig resonans, mens den sublime filmfotograf Matthew Libatiques evigt søgende og originale kameraføring løfter filmen op på et højere niveau. Libatique cementerer endnu engang sin position som den amerikanske filmindustris i øjeblikket mest virtuose og overrumplende æstetiker, der er konstant selvinnoverende og en genremæssig kamæleon. Desværre matcher filmens interiør ikke den fornemme billedside, for selvom der er meget at beundre i She Hate Me, så er der dog lidt at holde af. Lees visionære talent er som altid seværdig og interessevækkende, men på trods af prominente mesterværker på sit cv, så er han dog en filmmager af svingende kaliber. She Hate Me vakte minimum af opmærksomhed (på trods af en imponerende rollebesætning) og fremstår da også som en indifferent bagatel i Lees karriere.