Opløftende troværdighed

En dybt følelsesladet og sjælelig filmisk oplevelse fra start til slut, i et slags psykologisk drama om den unge Will, der på trods af en hård problematisk opvækst besidder forbløffende matematiske evner. Will bliver opdaget i, at løse en hidtil uløst opgave på universitetet hvor han passer sit rengøringsjob, og professor Lambeau tager utøvende vores unge vidunder under sine vinger, og redder endda Will fra fængselsstraf efter en god gammeldags nævekamp med udsigt til hævn. Betingelsen lyder dog, at Will begynder at tage ugentlige matematiktimer hos professoren, og samtidig deltager i et terapiforløb for at nedbryde Wills massivt opstillede arroganceskjold, og dykke under hans afstandstagende overflade af rapkæftede bemærkninger og livssynshånende menneskeanalyser.

Filmens udvikling og handling er realistisk skildret, og det er en hjertelig, vedkommende og fordomsopgørende fortælling, der på mange måder går op i en højere enhed, og som stærkt understøttes af ualmindeligt velspillede og overbevisende skuespilspræstationer fra stort set alle medvirkende, men hvor Matt Damon i hovedrollen fortjener en særlig ros for en utrolig troværdig og uglemsomt rørende præstation. Filmen er desuden tilsat en skarp dialog, der tilføjer en ekstra dimension til det i forvejen meget intense samspil, og i betragtning af det noget ømtålelige emne fuldføres det i et værk der på ingen måde bliver alt for sentimentalt.

Det er et pragtværk af høj format, og det eneste der trækker ned i bedømmelsen, må være at handlingen i sin helhed er for let udregnelig, og filmens ellers så gennemførte troværdighed smuldrer lidt mod enden, i hvad jeg mener, er en lidt for glædelig og kende urealistisk slutning ovenpå det følelseshelvede Will filmen igennem har kæmpet med.