Minimalistisk udtryk maksimal effekt
5.0
Gus Van Sant har med Elephant begået en uafrystelig oplevelse, da her en uge efter gennemsyn stadig klæber til min hjerne. Afdæmpet og minimalistisk i sin visualitet og sit tempo, men overrumplende og effektfuld i påvirkning og indtryk.
Van Sant tager udgangspunkt i en række episoder, som udspillede sig sidst i 90ernes i flere amerikanske high schools, hvor en eller flere elever uden varsel gik amok med våben og dræbte flere medstuderende med koldt blod. Som såden er historien velkendt, når man sætter filmen i dvdmaskinen og fortællingen levner ikke mange rum for overraskelser. Men hele triumfen i Elephant ligger i måden Gus Van Sant fortæller den simple historie på.
Van Sants metode med at bruge det meste af filmen på at fortælle en række små historier, som krydser hinanden i tid og rum alle med udgangspunkt i en og samme high school samme famøse formiddag giver filmen et næsten fuldkomment dokumentarisk præg. Man ER på en amerikansk high school en tilfældig dag, og det ER ægte elever, vi følger rundt i de labyrintiske gange. Men i de mange små hverdagshistorier om de forskellige elever giver Van Sant publikum drypvis små ture med rislen ned af ryggen. For er det ikke to unge mænd iklædt militærtøj, som anes ud gennem vinduet bag de tre piger, som ellers kortvarigt er centrum for handlingen? Van Sant viser relativt tidligt, hvad der er under opsejling, men det er uden at dramatisere situationen på nogen vis. Vi ved bare som tilskuer, at noget frygteligt vil ske for de mange elever og lærere, som vi følger gennem filmens første lille time. Derfor er filmen skræmmende hele vejen igennem og ikke kun i det ubehagelige klimaks.
Gus Van Sant leverer ikke kun fortællermæssige guldkorn, også filmtekniske. De fleste elevers små sidehistorier er fortalt i lange one takes med et kamera "på skulderen" af vedkommende. Mange takes tager flere minutter og helt genialt er det, når man så ser samme situation 10 min senere, men med en lang take fra en anden elevs vinkel. Det virker som om 50 kameraer har kørt simultant og det hele er optaget i realtime. Genialt.
Når hammeren så falder i de sidste 15 min, falder den nådeløst og på mange måder pludseligt, selvom alt er forvarselt og historien er kendt. De personer vi har fulgt den første time nedlægges koldt og kynisk, og det er en stærk ubehagelig smag man sidder med i munden.
Elephant er en fortællermæssig og filmteknisk genistreg, som med et minimalistisk og dokumentarisk udtryk skaber maksimalt drama og vedvarende indtryk. Filmen slutter brat og man sidder med en knugende fornemmelse i maven. Tænk at så stor filmkunst kan fortælles på bare 75 min og leverer sådan en mavepuster.
Van Sant tager udgangspunkt i en række episoder, som udspillede sig sidst i 90ernes i flere amerikanske high schools, hvor en eller flere elever uden varsel gik amok med våben og dræbte flere medstuderende med koldt blod. Som såden er historien velkendt, når man sætter filmen i dvdmaskinen og fortællingen levner ikke mange rum for overraskelser. Men hele triumfen i Elephant ligger i måden Gus Van Sant fortæller den simple historie på.
Van Sants metode med at bruge det meste af filmen på at fortælle en række små historier, som krydser hinanden i tid og rum alle med udgangspunkt i en og samme high school samme famøse formiddag giver filmen et næsten fuldkomment dokumentarisk præg. Man ER på en amerikansk high school en tilfældig dag, og det ER ægte elever, vi følger rundt i de labyrintiske gange. Men i de mange små hverdagshistorier om de forskellige elever giver Van Sant publikum drypvis små ture med rislen ned af ryggen. For er det ikke to unge mænd iklædt militærtøj, som anes ud gennem vinduet bag de tre piger, som ellers kortvarigt er centrum for handlingen? Van Sant viser relativt tidligt, hvad der er under opsejling, men det er uden at dramatisere situationen på nogen vis. Vi ved bare som tilskuer, at noget frygteligt vil ske for de mange elever og lærere, som vi følger gennem filmens første lille time. Derfor er filmen skræmmende hele vejen igennem og ikke kun i det ubehagelige klimaks.
Gus Van Sant leverer ikke kun fortællermæssige guldkorn, også filmtekniske. De fleste elevers små sidehistorier er fortalt i lange one takes med et kamera "på skulderen" af vedkommende. Mange takes tager flere minutter og helt genialt er det, når man så ser samme situation 10 min senere, men med en lang take fra en anden elevs vinkel. Det virker som om 50 kameraer har kørt simultant og det hele er optaget i realtime. Genialt.
Når hammeren så falder i de sidste 15 min, falder den nådeløst og på mange måder pludseligt, selvom alt er forvarselt og historien er kendt. De personer vi har fulgt den første time nedlægges koldt og kynisk, og det er en stærk ubehagelig smag man sidder med i munden.
Elephant er en fortællermæssig og filmteknisk genistreg, som med et minimalistisk og dokumentarisk udtryk skaber maksimalt drama og vedvarende indtryk. Filmen slutter brat og man sidder med en knugende fornemmelse i maven. Tænk at så stor filmkunst kan fortælles på bare 75 min og leverer sådan en mavepuster.
16/04-2007
