importfejltagelse
1.0
Falleret og usigelig rodet filmatisering af den Mtv-producerede undergrundstegnefilmsserie Aeon Flux, der i den filmiske adaption er endt som en overlæsset omgang sci-fi volapyk, der muligvis er i besiddelse af en høj produktionsværdi, men også fejler af en håbløs dilettantiskhed på nærmest alle punkter. Instruktøren Karyn Kusama spillefilmsdebuterede med det lovende og anbefalelsesværdige sportsdrama Girlfight, der med sin hårdtslående feminisme var et atypisk afbræk i en ellers forslidt og cirkelvandrende genre. Med Aeon Flux er Kusama dog hel derude, hvor hendes tæer ikke kan nå havbunden, og filmen endte da også med at være et økonomisk (og naturligvis også kritikermæssig) flop af dimensioner.
Charlize Theron fungerer som eneste attraktionsobjekt i dette makværksstatuerende idioti, og hun er da også en lækkerbisken i det stramme tøj med dertilhørende fleksible udfoldelser. Desværre har Theron dog begået den samme fejltagelse som kollegaen Halle Berry (der efter sin oscarvindende præstation i Marc Forsters uafrystelige Monster’s Ball medvirkede i fransktossen Pitofs forfærdelige Catwoman) ved ikke at læse manuskriptet før involveringen i projektet, for så ville hun nok ikke have spildt sit unikke talent på denne omgang uunderholdende trivialiteter. Therons mageløse fusion mellem sensitivitet og kraftfuldhed føles malplaceret i dette endimensionale actionorgie, der er et debilt sammenkog af futuristiske klichéer, hvor originalitet er ikke-eksisterende. Jeg kender personligt ikke forlægget for Aeon Flux, men historien om den rebelske lejemorder med samme navn som filmens titel, er håbløst uophidsende og kedsommelig. Scenen er sat i den fjerne fremtid, hvor samfundet kontrolleres diktatorisk af et udemokratisk råd, der på frihedsrøvende vis forsøger at forhindre menneskeheden fra den visse død, som en udefineret naturvirus ville katalysere. Det er minimum med potentiale i det Matrix-plagierende oplæg, men Kusama behandler materialet med en forfejlet og ofte ufrivillig komisk selvhøjtidelighed, der fragmentarisk afbryder de hårdtpumpede og mtv-publikumsleflende actionudskejelser, der uvisionært og rodet udfoldes foran et passivt publikum. Der er ingen plads til skuespillerne, der forvirret løber rundt og udgyder talentløst skrevet dialoger, der med sin patetiske lommefilosofi fratager filmen al form for seriøsitet. Therons indladenhed er som førnævnt talentspilde fra hendes side, men også Frances McDormand og sjældent sete Pete Postlethwaite må gøre op med egne intentioner, for beklageligt er det at se dem i så latterlige roller, som de indtager her. ”Sick Boy” Johnny Lee Miller overspiller fornærmende som vag skurk, og tilskueren efterlades kun til den glatpolerede og effektbaserede billedside, hvor computeranimationerne muligvis er overbevisende, men kulisserne gennemskuelige og syntetiske.
Aeon Flux er en på alle måder miserabel og stupid film, hvor der for alvor savnes en stringent fokus på historieudfoldelsen. Kusama selvspotter sit talent, og man kan ikke vente med at glemme denne stupide sci-fi affære, der af uforklarlige grunde er nået gennem en lang og pengekrævende produktionsproces uden spørgsmålstagen fra nogen af de involverede.
Charlize Theron fungerer som eneste attraktionsobjekt i dette makværksstatuerende idioti, og hun er da også en lækkerbisken i det stramme tøj med dertilhørende fleksible udfoldelser. Desværre har Theron dog begået den samme fejltagelse som kollegaen Halle Berry (der efter sin oscarvindende præstation i Marc Forsters uafrystelige Monster’s Ball medvirkede i fransktossen Pitofs forfærdelige Catwoman) ved ikke at læse manuskriptet før involveringen i projektet, for så ville hun nok ikke have spildt sit unikke talent på denne omgang uunderholdende trivialiteter. Therons mageløse fusion mellem sensitivitet og kraftfuldhed føles malplaceret i dette endimensionale actionorgie, der er et debilt sammenkog af futuristiske klichéer, hvor originalitet er ikke-eksisterende. Jeg kender personligt ikke forlægget for Aeon Flux, men historien om den rebelske lejemorder med samme navn som filmens titel, er håbløst uophidsende og kedsommelig. Scenen er sat i den fjerne fremtid, hvor samfundet kontrolleres diktatorisk af et udemokratisk råd, der på frihedsrøvende vis forsøger at forhindre menneskeheden fra den visse død, som en udefineret naturvirus ville katalysere. Det er minimum med potentiale i det Matrix-plagierende oplæg, men Kusama behandler materialet med en forfejlet og ofte ufrivillig komisk selvhøjtidelighed, der fragmentarisk afbryder de hårdtpumpede og mtv-publikumsleflende actionudskejelser, der uvisionært og rodet udfoldes foran et passivt publikum. Der er ingen plads til skuespillerne, der forvirret løber rundt og udgyder talentløst skrevet dialoger, der med sin patetiske lommefilosofi fratager filmen al form for seriøsitet. Therons indladenhed er som førnævnt talentspilde fra hendes side, men også Frances McDormand og sjældent sete Pete Postlethwaite må gøre op med egne intentioner, for beklageligt er det at se dem i så latterlige roller, som de indtager her. ”Sick Boy” Johnny Lee Miller overspiller fornærmende som vag skurk, og tilskueren efterlades kun til den glatpolerede og effektbaserede billedside, hvor computeranimationerne muligvis er overbevisende, men kulisserne gennemskuelige og syntetiske.
Aeon Flux er en på alle måder miserabel og stupid film, hvor der for alvor savnes en stringent fokus på historieudfoldelsen. Kusama selvspotter sit talent, og man kan ikke vente med at glemme denne stupide sci-fi affære, der af uforklarlige grunde er nået gennem en lang og pengekrævende produktionsproces uden spørgsmålstagen fra nogen af de involverede.
17/04-2007
