Fri og udstødt
5.0
Grundige og gode resuméer af filmen er allerede givet nedenfor, så jeg vil blot fremhæve de enestående forcer i denne film, der vandt Guldbjørnen i Berlin for nogle få år siden:
Først og fremmest er skuespillet og den oplevede intensitet mellem de to hovedrolleindehavere påfaldende stærk. Oplevelsen styrkes formentlig af, hvor langt ude / nede i skidtet, vi undervejs oplever dem hver især.
En tanke, jeg ikke kunne slippe, var den mulige årsag til, at Sibel Kekilli, som den eneste medvirkende, har sit eget navn til sin karakter?
At skuespilleren Sibel Kekilli mig bekendt selv har mistet kontakten til sin rigtige far, muligvis pga. hendes medvirken i en stribe tyske pornofilm i 2001-2002 under navnet Dilara (hvorigennem instruktør Akin må formodes at ha' bemærket Kekillis store skuespiltalent snarere end ved tilfældig opdagelse i et supermarked, som den officielle historie vistnok lyder), eller muligvis af helt andre årsager, giver unægteligt filmen et element af ægthed, som man ellers skal lede længe efter i filmverdenen.
[SPOILER] Og som i det virkelige liv (men modsat mange andre "integrationsfilm"), lader Akin heller ikke herske nogen tvivl om, at Sibels forsoning med familien også er umulig. Det både tragiske men måske også lidt frustrerende er naturligvis, at hverken vi eller Akin forstår hvorfor. Hvordan kan man udstøde et menneske, som ikke vil én noget ondt? Hvilken form for æresfølelse er der tale om? [/SPOILER]
Det er en bomstærk film med et meget skarpt manuskript, der går lige i flæsket på en kultur, som instruktør Akin selv må være opvokset med, og som vi alle uundgåeligt - og i denne sammenhæng også berettiget - har fordomme overfor.
Endelig er "Gegen die Wand" et næsten magisk filmværk, som både placerer Ünel og Kekilli oppe blandt filmhistoriens helt store og mindeværdige skuespilpræstationer. Et gedigent overbevisende kærlighedsdrama af allerfineste karat.
Først og fremmest er skuespillet og den oplevede intensitet mellem de to hovedrolleindehavere påfaldende stærk. Oplevelsen styrkes formentlig af, hvor langt ude / nede i skidtet, vi undervejs oplever dem hver især.
En tanke, jeg ikke kunne slippe, var den mulige årsag til, at Sibel Kekilli, som den eneste medvirkende, har sit eget navn til sin karakter?
At skuespilleren Sibel Kekilli mig bekendt selv har mistet kontakten til sin rigtige far, muligvis pga. hendes medvirken i en stribe tyske pornofilm i 2001-2002 under navnet Dilara (hvorigennem instruktør Akin må formodes at ha' bemærket Kekillis store skuespiltalent snarere end ved tilfældig opdagelse i et supermarked, som den officielle historie vistnok lyder), eller muligvis af helt andre årsager, giver unægteligt filmen et element af ægthed, som man ellers skal lede længe efter i filmverdenen.
[SPOILER] Og som i det virkelige liv (men modsat mange andre "integrationsfilm"), lader Akin heller ikke herske nogen tvivl om, at Sibels forsoning med familien også er umulig. Det både tragiske men måske også lidt frustrerende er naturligvis, at hverken vi eller Akin forstår hvorfor. Hvordan kan man udstøde et menneske, som ikke vil én noget ondt? Hvilken form for æresfølelse er der tale om? [/SPOILER]
Det er en bomstærk film med et meget skarpt manuskript, der går lige i flæsket på en kultur, som instruktør Akin selv må være opvokset med, og som vi alle uundgåeligt - og i denne sammenhæng også berettiget - har fordomme overfor.
Endelig er "Gegen die Wand" et næsten magisk filmværk, som både placerer Ünel og Kekilli oppe blandt filmhistoriens helt store og mindeværdige skuespilpræstationer. Et gedigent overbevisende kærlighedsdrama af allerfineste karat.
18/04-2007
