Opslugt af solens lys og rumskibets mørke
5.0
Sunshine er en langt fra traditionel men dybt fængende og intens spændende sci-fi film, hvor Danny Boyle formår at henrykke både med et gribende menneskeligt drama og en imponerende flot billedeside.
Boyle erkender, at både Alien og Rumrejsen 2001 har været til stor inspiration for hans bud på en sci-fi i det nye århundrede. Inspirationerne er tydelige både i plot og i de filmtekniske valg, men alligevel er det netop tale om inspiration og ikke tyveri. Således formår Sunshine at være sin helt egen med en historie om 8 astronauter, som i rumskibet Icarus II har sat kursen mod solens overflade med det formål at kickstarte en uddødende sol med en massiv bombe. Den "ufarlige" mission forstyres midlertidigt af et nødopkald fra en tidligere udsendt ekspedition og herfra intensiveres handlingen konstant, således at ender med at blive en svedperlefremkaldende filmhybrid sammensat af både sci-fi, drama, action og horror.
Boyle formår at give handlingen en abstrakt og intellektuel kant via behandling af flere filosofiske temaer blandt andet tro og selvopofrelse og sammen med de troværdige persontegninger giver det Sunshine et kunsterisk niveau, som hæver den langt over gennemsnittet af film i genren. Samtidig er den især i første halvdel meget dvælende ved sine smukke billeder af solen, således at man suges ind i filmens univers.
Og netop det visuelle er det som løfter filmen helt op og ringe. Både de mange helt eminente flotte kamerature rundt om rumskibet, som er yderst flot designet, med solen i baggrund og de intense closeups inde i rumdragterne er betagende og gribende. Jeg tog mig selv flere gange i at sidde med åbne mund og blot stirre fuldstændig overrumplet på den smukke billedeside.
Filmen starter langsomt ud, men konstant øger Boyle trykket på speederen og i den sidste time trak jeg nærmest ikke vejret. Som flere herinde nævner, så er filmens sidste halve time flere steder blevet kritiseret, men jeg finder til dels denne kritik ubegrundet. Det er rigtigt, at filmen tager en mere traditionel actionpræget drejning, men det er hamrende effektivt lavet. At filmen på den måde formår at være både abstrakt (mest i første halvdel) og hjertebankende horroraction (sidst i filmen) mener jeg mere er et plus end et minus. Men det er typisk de professionelle anmeldere at straffe for actionelementet. Begge elementer fungerer efter min overbevisning fremragende, og samtlige mine negle er i hvert fald bidt ned til roden efter den nervepirrende afslutning.
Filmens lydside skal også have stor ros. Den er virkelig stemningsskabende på den helt rigtige måde. Vekslende mellem høj buldren og dyb stilhed på de helt rigtige tidspunkter underbygger den flot filmens handling og visuelle effekter.
Skal man have fuldt udbytte af Sunshine skal man hurtigt æde filmens præmisser, som både går på en måske ikke alt for sandsynlige handling og på den tydelige hyldest til klassiskerne i genren, som samtidigt er et forsøg på fornyelse. Gør man det, venter en smuk og medrivende oplevelsen. Det er i hvert fald et stykke tid siden, at jeg i den grad har glemt alt omkring mig i biografens mørke og ladet mig suge så kraftigt ind i en films univers. Bevares filmen har sagheder, men dem får andre lov til at påpege. For undertegnet er Sunshine den bedste nye sci-fi film set i lang tid.
Boyle erkender, at både Alien og Rumrejsen 2001 har været til stor inspiration for hans bud på en sci-fi i det nye århundrede. Inspirationerne er tydelige både i plot og i de filmtekniske valg, men alligevel er det netop tale om inspiration og ikke tyveri. Således formår Sunshine at være sin helt egen med en historie om 8 astronauter, som i rumskibet Icarus II har sat kursen mod solens overflade med det formål at kickstarte en uddødende sol med en massiv bombe. Den "ufarlige" mission forstyres midlertidigt af et nødopkald fra en tidligere udsendt ekspedition og herfra intensiveres handlingen konstant, således at ender med at blive en svedperlefremkaldende filmhybrid sammensat af både sci-fi, drama, action og horror.
Boyle formår at give handlingen en abstrakt og intellektuel kant via behandling af flere filosofiske temaer blandt andet tro og selvopofrelse og sammen med de troværdige persontegninger giver det Sunshine et kunsterisk niveau, som hæver den langt over gennemsnittet af film i genren. Samtidig er den især i første halvdel meget dvælende ved sine smukke billeder af solen, således at man suges ind i filmens univers.
Og netop det visuelle er det som løfter filmen helt op og ringe. Både de mange helt eminente flotte kamerature rundt om rumskibet, som er yderst flot designet, med solen i baggrund og de intense closeups inde i rumdragterne er betagende og gribende. Jeg tog mig selv flere gange i at sidde med åbne mund og blot stirre fuldstændig overrumplet på den smukke billedeside.
Filmen starter langsomt ud, men konstant øger Boyle trykket på speederen og i den sidste time trak jeg nærmest ikke vejret. Som flere herinde nævner, så er filmens sidste halve time flere steder blevet kritiseret, men jeg finder til dels denne kritik ubegrundet. Det er rigtigt, at filmen tager en mere traditionel actionpræget drejning, men det er hamrende effektivt lavet. At filmen på den måde formår at være både abstrakt (mest i første halvdel) og hjertebankende horroraction (sidst i filmen) mener jeg mere er et plus end et minus. Men det er typisk de professionelle anmeldere at straffe for actionelementet. Begge elementer fungerer efter min overbevisning fremragende, og samtlige mine negle er i hvert fald bidt ned til roden efter den nervepirrende afslutning.
Filmens lydside skal også have stor ros. Den er virkelig stemningsskabende på den helt rigtige måde. Vekslende mellem høj buldren og dyb stilhed på de helt rigtige tidspunkter underbygger den flot filmens handling og visuelle effekter.
Skal man have fuldt udbytte af Sunshine skal man hurtigt æde filmens præmisser, som både går på en måske ikke alt for sandsynlige handling og på den tydelige hyldest til klassiskerne i genren, som samtidigt er et forsøg på fornyelse. Gør man det, venter en smuk og medrivende oplevelsen. Det er i hvert fald et stykke tid siden, at jeg i den grad har glemt alt omkring mig i biografens mørke og ladet mig suge så kraftigt ind i en films univers. Bevares filmen har sagheder, men dem får andre lov til at påpege. For undertegnet er Sunshine den bedste nye sci-fi film set i lang tid.
18/04-2007
