uophidsende bras
2.0
Anstrengende og majoritetsmæssigt intetsigende romantisk komedie, der indeholder så uprætentiøst og meningsløst et interiør, at man ikke forstår hvorfor nogen, bagmænd eller publikum, har gidet spendere tid på denne film. Instruktøren Victoria Hochberg har erhvervet sig al sin erfaring indenfor tv-mediet, og hun har derfor ingen sans for filmisk struktur eller timing, hvilket kommer til udtryk i den billige udviklingshistorie, der i tilgift forsøger at give et komisk billede af det mandlige individs klichefyldte selvopfattelse, uden at det nogensinde fanger publikums interesse.
Den sjældent sete Denis Leary er en af mine absolutte yndlingskomikere. Skarp, samfundskritisk og ikke mindst ustyrlig morsom i sin observante og sarkastiske humor, der dog sjældent er blevet fanget fyldestgørende i det fiktive spillefilmsmedie (en fraklippet scene i Oliver Stones kontroversielle sansebombardement Natural Born Killers er vist det tætteste vi kommer på). Leary er ydermere en glimrende skuespiller, og det er derfor en beklagelig skam at se ham i Bad Boy (imbecil titel), hvor han agere sexistisk og egocentreret kvindecharmør, der langsomt finder selvransagelse, da hans afdøde mormors testamentering kræver, at Leary finder tilgivelse hos tolv af sine kvindelige erobringer, som han har behandlet syndigt og depraverende. Den underskønne Elizabeth Hurley er advokaten, der tager med ud på den bundforudsigelige odysse, der er propfyldt med et excentrisk persongalleri, der dog sjældent er morsomt. Den opblomstrende kærlighed mellem Hurley og Leary føles forceret og irriterende, på trods af at kemien mellem dem er udmærket (de har tidligere samarbejdet på filmen Double Whammy). Beklageligvis matcher Hurleys skønhed ikke hendes tvivlsomme evner som skuespillerinde, og de uoriginale arketyper vækkes aldrig til live, mens den svage karakterpsykologi ikke engang fungerer indenfor filmens egne selvsatte rammer. Kun slutningen byder på en følelsesmæssig interesse (hvori Leary viser, hvor nedtonet og gribende en skuespiller, han momentvis kan være), men det er alt for sent, da man har udholdt en god times pinligt umorsomme scenariums uden den mindste skygge af elegance. Heldigvis er Bad Boy hurtig afviklet, og så kan man glæde sig over, at filmen er så harmløs en bagatel, at irritationen kun er flygtig.
Den sjældent sete Denis Leary er en af mine absolutte yndlingskomikere. Skarp, samfundskritisk og ikke mindst ustyrlig morsom i sin observante og sarkastiske humor, der dog sjældent er blevet fanget fyldestgørende i det fiktive spillefilmsmedie (en fraklippet scene i Oliver Stones kontroversielle sansebombardement Natural Born Killers er vist det tætteste vi kommer på). Leary er ydermere en glimrende skuespiller, og det er derfor en beklagelig skam at se ham i Bad Boy (imbecil titel), hvor han agere sexistisk og egocentreret kvindecharmør, der langsomt finder selvransagelse, da hans afdøde mormors testamentering kræver, at Leary finder tilgivelse hos tolv af sine kvindelige erobringer, som han har behandlet syndigt og depraverende. Den underskønne Elizabeth Hurley er advokaten, der tager med ud på den bundforudsigelige odysse, der er propfyldt med et excentrisk persongalleri, der dog sjældent er morsomt. Den opblomstrende kærlighed mellem Hurley og Leary føles forceret og irriterende, på trods af at kemien mellem dem er udmærket (de har tidligere samarbejdet på filmen Double Whammy). Beklageligvis matcher Hurleys skønhed ikke hendes tvivlsomme evner som skuespillerinde, og de uoriginale arketyper vækkes aldrig til live, mens den svage karakterpsykologi ikke engang fungerer indenfor filmens egne selvsatte rammer. Kun slutningen byder på en følelsesmæssig interesse (hvori Leary viser, hvor nedtonet og gribende en skuespiller, han momentvis kan være), men det er alt for sent, da man har udholdt en god times pinligt umorsomme scenariums uden den mindste skygge af elegance. Heldigvis er Bad Boy hurtig afviklet, og så kan man glæde sig over, at filmen er så harmløs en bagatel, at irritationen kun er flygtig.
20/04-2007
