Hvad fatter gør...

Italienske "Cykeltyven" er en klassiker i europæisk filmhistorie, men den er det såvel som den er en enkel og funklende film. Den er ikke "bare" en klassiker i (for sin tid) banebrydende brug af ægte locations og sin bestandige skyld i neorealismens fødsel, men en vitterlig fremragende lille film, der tilkendegiver sit værd i at holde trods en levealder, der strækker sig over et halvt århundrede.

Selvom alderen dog bestemt har sat sine spor af rynker og rustpletter på den tekniske front, så synes den aldrig at trykke eller udstille filmen som decideret forældet. "Cykeltyven" fortæller en utrolig simpel historie om en mands desperate jagt på sin cykel, men gør det gennem en smittende glæde af herlige personer, dejlig musik og skønne, højtråbende italienere. Og i skyggen af netop den lyst og energi står de mange af filmens skønhedsfejl bestemt som til at overse.

Både som klassiker og som film er "Cykeltyven" et betydeligt værk, som for alvor lyser sine slidte sort/hvid billeder og sit skrattende lydspor op til dåd i sin gribende slutning - med et slutbillede der stærkt og klart sætter menneskes morale på spidsen, formidlet med en præcision der hverken for halvtreds år siden eller i dag er til at tage fejl af. Det er ikke sindsoprivende, men simpel, ren og elegant filmkunst.