Betagende smuk billedepoesi
3.0
Xiaogang Fengs The Banquet følger tæt i kølvandet på Zhang Yimous Hero og House of flying daggers. Den er langt fra på niveau med disse to film, men på højde med Yimous nyeste Curse of the golden flowers.
The Banquet er først og fremmest 130 mins særdeles smuk billedepoesi, hvor især filmens kampscener skiller sig ud. Her ses Yuen Wo-Pings (manden bag kampscenerne i fx The Matrix og Kung-fu Hustle) fingeraftryk tydeligt. Filmens første kampscene, som ligger godt ti min inde i filmen er utroligt smukt koreograferet og filmet. Det er nærmest kampssportspoesi, hvis noget sådant findes. Realismen er opgivet til ære for soldater, som snurre rundt i luften på alle tænkelige måder, og igennem hele filmen handler det først og fremmest om at imponere med den visuelle side, mens historien og realismen må komme i anden række. Men The Banquet ER stor og flot, og ikke kun i kampscenerne. Eneste forskel til Yimons film er, at den er en del mere blodig. En effekt som bruges elegant i samspil med hvid beklædning, sne osv.
Mens Xiaogang Feng formår at levere lækkerier til vores øjne og øre, så formår han kun i mindre grad at servere brændstof til vores hjerner. The Banquet er en slags kinesisk udgave af Hamlet med alt hvad der dertil hører af ulykkelig kærlighed, skumle hævnplaner, magtbegær og trekantsdramaer. Dette er temaer som normalt kan skabe medrivende og spændende film, men The Banquet nærmer sig visse steder det halvkedelige. Tempoet er lavt og historien forudsigelig. Måske skyldes min hårde dom over selve handlingen, at jeg kun sad og ventede på næste kampscene... måske skyldes det bare, at filmen ikke er nervepirrende spændende. Inden kritikken lyder alt for hård, skal det dog tilføjes, at det menneskelige drama visse steder faktisk formår at gribe en. Der er blot stor afstand mellem kvalitet i den visuelle del af filmen og den fortællermæssige side.
Skuespillerne gør det alle ganske udmærket. Den tendens til overspil, som kan være til stede i asiatiske film, er her ikke særlig udpræget. Mest kendt er Ziyi Zhang og som altid er hun en fryd for øjet, både på den ene og den anden måde.
The Banquet nåede ikke de danske biografer som Hero og House of flying daggers, og det er der en grund til (måske mest af alt at instruktøren ikke hedder Zhang Yimou). Den er ganske enkelt en dårligere film. Visuelt er den næsten på højde med de to pragtværker, men historiemæssigt halter det. Filmen ville have godt af, at være klippet 20-30 min kortere, men det dvælende tempo er med garanti bevidst fra Xiaogang Fengs side.
Alt i alt ok underholdning, men det er sjældent en fordel for en film, når underholdningskurven laver så store udsving. De mange flotte scener trækker filmen meget op, men jeg blev aldrig rigtigt fanget af filmen, og den må nøjes med et stort 3tal.
The Banquet er først og fremmest 130 mins særdeles smuk billedepoesi, hvor især filmens kampscener skiller sig ud. Her ses Yuen Wo-Pings (manden bag kampscenerne i fx The Matrix og Kung-fu Hustle) fingeraftryk tydeligt. Filmens første kampscene, som ligger godt ti min inde i filmen er utroligt smukt koreograferet og filmet. Det er nærmest kampssportspoesi, hvis noget sådant findes. Realismen er opgivet til ære for soldater, som snurre rundt i luften på alle tænkelige måder, og igennem hele filmen handler det først og fremmest om at imponere med den visuelle side, mens historien og realismen må komme i anden række. Men The Banquet ER stor og flot, og ikke kun i kampscenerne. Eneste forskel til Yimons film er, at den er en del mere blodig. En effekt som bruges elegant i samspil med hvid beklædning, sne osv.
Mens Xiaogang Feng formår at levere lækkerier til vores øjne og øre, så formår han kun i mindre grad at servere brændstof til vores hjerner. The Banquet er en slags kinesisk udgave af Hamlet med alt hvad der dertil hører af ulykkelig kærlighed, skumle hævnplaner, magtbegær og trekantsdramaer. Dette er temaer som normalt kan skabe medrivende og spændende film, men The Banquet nærmer sig visse steder det halvkedelige. Tempoet er lavt og historien forudsigelig. Måske skyldes min hårde dom over selve handlingen, at jeg kun sad og ventede på næste kampscene... måske skyldes det bare, at filmen ikke er nervepirrende spændende. Inden kritikken lyder alt for hård, skal det dog tilføjes, at det menneskelige drama visse steder faktisk formår at gribe en. Der er blot stor afstand mellem kvalitet i den visuelle del af filmen og den fortællermæssige side.
Skuespillerne gør det alle ganske udmærket. Den tendens til overspil, som kan være til stede i asiatiske film, er her ikke særlig udpræget. Mest kendt er Ziyi Zhang og som altid er hun en fryd for øjet, både på den ene og den anden måde.
The Banquet nåede ikke de danske biografer som Hero og House of flying daggers, og det er der en grund til (måske mest af alt at instruktøren ikke hedder Zhang Yimou). Den er ganske enkelt en dårligere film. Visuelt er den næsten på højde med de to pragtværker, men historiemæssigt halter det. Filmen ville have godt af, at være klippet 20-30 min kortere, men det dvælende tempo er med garanti bevidst fra Xiaogang Fengs side.
Alt i alt ok underholdning, men det er sjældent en fordel for en film, når underholdningskurven laver så store udsving. De mange flotte scener trækker filmen meget op, men jeg blev aldrig rigtigt fanget af filmen, og den må nøjes med et stort 3tal.
21/04-2007
