Den selvironiske actionfilms startsskud og højdepunkt
6.0
John McTiernans klassiker fra 1988 er noget af de yperste actiongenren har set, og her næsten 20 år efter premieren holder den stadig 100 pct. Bruce Willis bliver introduceret som selvironisk actionhelt og en superstjerne blev født.
Sammen med Richard Donners Lethal Weapon fra året før og Eddie Murphy filmene 48 hrs og Beverly Hills Cop bringer Hollywood en ny type action film på banen, som er langt væk fra Schwarzenegger og Stallone filmenes alvorstunge univers. Nu handler det om højeksplosiv action i kombination med smarte og selvironiske bemærkninger. Mens Eddie Murphy i høj grad introducerer en joker med stor selvsikkerhed, som hellere bruger munden end nævnerne, så er Bruce Willis John McClaine og Mel Gibsons halvpsykopat Riggs mere udtryk for nogle outsiderheltetyper, som gerne ofre sig selv med en ironisk bemærkning undervejs i processen.
Og Die Hards succes er den vel undt. McTiernan bygger filmen fremragende op, så spændingskurven konstant stiger med en masse små intense højdepunkter undervejs. Allerede efter 15 min. er Tagaki-bygningen besat og Alan Rickmans eminent skildret skurk Hans Gruber henretter sit første offer, som ikke vil makke ret. Die Hard er proppet til randen med nervepirrende action og i kombination med den uhøjtidelige tone er underholdningsbarometeret banket helt i top i samtlige 121 min. Actionscenerne er smukt eksikveret og er om ikke realistiske, så i hvert fald "før John Woo", så ingen slowmotioneffekter eller overdrevne kameraflyveture er brugt. Disse elementer pryder normalt en actionfilm, men mere rå tone frem for en æstetisk smuk tone klæder Die Hard godt. Både nærkampe og større scenarier som eksplosionerne på toppen af Tagaki-bygningen er særdeles effektivt og medrivende iscenesat.
Skuespillerpræstationerne er også i høj grad med til at hæve Die Hard over øvrige film i det store Hollywoodactionhav. Bruce Willis er virkelig et fund som småjokende antiactionhelt, hvilket han beviste i efterfølgerne, The Last Boys Scout og senest i Sin City. Han er uden tvivl en af mine all time favorit actionstars. I Die Hard leverer hans sine pushlines til UG+ og samtidig er hans fysiske udstråling både macho og sårbar. Men en god actionfilm er ofte også kendetegnet ved en god skurk, og Die Hard har en af de bedste i filmhistorien. Alan Rickman er helt fænomenal som Hans Gruber. Han er kold og ond, men samtidig intellektuel og sjov, og Rickmans skuespil bærer rollen hele vejen. De øvrige skurke, Grubers håndlangere, er ligeledes perfekte eksempelvis Alexander Godunov som den tyske jernmand Karl, som vil rive Bruce Willis midt over for enhver pris.
Alt i alt sætter John McTiernan ikke mange fødder forkert i denne film, som sammen med hans egen Predator er noget af det bedste i genren. I Die Hard går alt op i en højere enhed; intens og nervepirrende plot, troværdige og underholdende karakterer, fed selvironisk distance som holder hele vejen og selvfølgelig de fede actionscener. Denne klassiker sparker stadig røv på de fleste af nutidens actionfilm og med nostalgien in mente, er der dømt fuldt hus til John McClaine og co.
Sammen med Richard Donners Lethal Weapon fra året før og Eddie Murphy filmene 48 hrs og Beverly Hills Cop bringer Hollywood en ny type action film på banen, som er langt væk fra Schwarzenegger og Stallone filmenes alvorstunge univers. Nu handler det om højeksplosiv action i kombination med smarte og selvironiske bemærkninger. Mens Eddie Murphy i høj grad introducerer en joker med stor selvsikkerhed, som hellere bruger munden end nævnerne, så er Bruce Willis John McClaine og Mel Gibsons halvpsykopat Riggs mere udtryk for nogle outsiderheltetyper, som gerne ofre sig selv med en ironisk bemærkning undervejs i processen.
Og Die Hards succes er den vel undt. McTiernan bygger filmen fremragende op, så spændingskurven konstant stiger med en masse små intense højdepunkter undervejs. Allerede efter 15 min. er Tagaki-bygningen besat og Alan Rickmans eminent skildret skurk Hans Gruber henretter sit første offer, som ikke vil makke ret. Die Hard er proppet til randen med nervepirrende action og i kombination med den uhøjtidelige tone er underholdningsbarometeret banket helt i top i samtlige 121 min. Actionscenerne er smukt eksikveret og er om ikke realistiske, så i hvert fald "før John Woo", så ingen slowmotioneffekter eller overdrevne kameraflyveture er brugt. Disse elementer pryder normalt en actionfilm, men mere rå tone frem for en æstetisk smuk tone klæder Die Hard godt. Både nærkampe og større scenarier som eksplosionerne på toppen af Tagaki-bygningen er særdeles effektivt og medrivende iscenesat.
Skuespillerpræstationerne er også i høj grad med til at hæve Die Hard over øvrige film i det store Hollywoodactionhav. Bruce Willis er virkelig et fund som småjokende antiactionhelt, hvilket han beviste i efterfølgerne, The Last Boys Scout og senest i Sin City. Han er uden tvivl en af mine all time favorit actionstars. I Die Hard leverer hans sine pushlines til UG+ og samtidig er hans fysiske udstråling både macho og sårbar. Men en god actionfilm er ofte også kendetegnet ved en god skurk, og Die Hard har en af de bedste i filmhistorien. Alan Rickman er helt fænomenal som Hans Gruber. Han er kold og ond, men samtidig intellektuel og sjov, og Rickmans skuespil bærer rollen hele vejen. De øvrige skurke, Grubers håndlangere, er ligeledes perfekte eksempelvis Alexander Godunov som den tyske jernmand Karl, som vil rive Bruce Willis midt over for enhver pris.
Alt i alt sætter John McTiernan ikke mange fødder forkert i denne film, som sammen med hans egen Predator er noget af det bedste i genren. I Die Hard går alt op i en højere enhed; intens og nervepirrende plot, troværdige og underholdende karakterer, fed selvironisk distance som holder hele vejen og selvfølgelig de fede actionscener. Denne klassiker sparker stadig røv på de fleste af nutidens actionfilm og med nostalgien in mente, er der dømt fuldt hus til John McClaine og co.
22/04-2007
