konkretiseret og medrivende renæssance
5.0
Den fiktive specialagent James Bond er som historisk underholdningsfænomen tidløs og nærmest kendt af alle. Han blev skabt af forfatteren Ian Flemming og udødeliggjort på det hvide lærred i 1962 med Dr. No, hvor den dengang ukendte britiske skuespiller Sean Connery personificerede ham med en kursorisk legesyge. I Connerys portrættering var agenten med licens til at dræbe en sexistisk og handlekraftig charmør, der med sin bestandige selvsikkerhed reddede verdenen fra fatale skurke uden de store anstrengelser. Mændene beundrede Bond for hans adrenalinfyldte udskejelser og promiskuøse omgang med lemfældige og evigt attraktive damer, mens det kvindelige publikum ikke kunne stå for den maskulinitetsprægede charme og knastørre humor. En klassisk fortællerform var født, hvilket blev udnyttet i talrige fortsættelser, der gradvist mistede den simple form for naivitetsappeal og løftede sig selv op på det anstrengende overdrev. Efter Lee Tamahoris imbecile Die Another Day indså producerne definitivt, at nye veje var nødvendige. Man fulgte trenden med en mere nutidsgenerationsorienteret modernisering af ældre helte, som med storslået succes var blevet udvist i Nolans mesterværk Batman Begins og Singers inferiør, men stadig vellykkede Superman Returns. En nærgående jagt blev indledt på en ny James Bond, der ville kunne afløse den aldrende Pierce Brosnan (der, i mine øjne, var en fornem Bond) og substantivere karakteren betydeligt, mens man gik tilbage til Flemmings originale bog Casino Royale for at genføde myten. Efter et større produktionshelvede faldt brikkerne ultimativt på plads, og slutresultatet er en overrumplende vellykket og flerlaget film, der, bedømt ud fra de regulære underholdningsrammer, tangerer til at være et decideret mesterværk.
Instruktøren Martin Campell (der også iscenesatte den glimrende Goldeneye) vender efter en del svagtstående film tilbage til Bond-universitet, og han udnytter sin filmiske erfaring med en personlig og inspirerede ambitiøs indfaldsvinkel. Manuskriptet er blevet revideret af det nye håb i amerikansk film, Paul Haggis, der har tilføjet moderniseringen en formfuldendt portion kreativitet og psykologisk intelligens, der tager karakteren seriøs på kontemplativ vis. Casino Royale er i sandhed en tiltrængt renæssance for Bond-universet, der, ikke mindst takket være en perfektibel præstation fra Daniel Craig i hovedrollen, svinger friktionsfrit mellem dyberegående psykologi og hamrende effektiv mainstreamunderholdning.
Campell indleder sit værk med en prolog i sort/hvid (en latterliggørelse af fordum films unuancerede karakteropfattelse og overfladiske glamour), hvor Bonds genintroduktion forbavser ved at indikere en professionsusikkerhed bag den stenhårde facade. Casino Royale er en overraskende brutal og nærgående film, der mere ofte end sjældent bevæger sig over i det mere realistiske hjørne, selvom der naturligvis også er rigeligt med plads til storstilede actionsekvenser. Dette bliver publikum beriget nådesfuldt med allerede indenfor de første fem minutter, hvor Bonds jagt på en bombemager er en af de mest adrenalinfyldte og åndeløst flotte rutschebaneture, der nogensinde er blevet dedikeret til det hvide lærred. Katten og musen ophæver nærmest tyngdekraften i den lange og superb intense jagtsekvens, hvor publikum for alvor finder ud af, at man er i hænderne på folk, der virkelig mestrer håndværket og dens virkemidler (især fotograferingen er helt unik). Casino Royale er dog ikke bare et rendyrket og massetilfredsstillende underholdningsprodukt. Filmen er ligeså meget (hvis ikke mere) et psykologisk nærstudie i en koldblodig karakter, der skjuler egen svaghed og usikkerhed gennem sit arbejde. Craig er som førnævnt eminent i rollen som Bond (der burde have affødt en Oscar-nomering), og han tilføjer karakteren en fornem sensitivitet og skjult skrøbelighed bag den narcissistiske og arrogante facade. Haggis og Campell har dissekeret nonchalancen og demaskuliniseret Bond som fejlbarligt menneske, levende indikeret gennem en af filmhistoriens mest ubehagelige torturscener, hvor en overraskende god Mads Mikkelsen langsomt frarøver Bond sin manddom. Den nationale stolthed over Mikkelsen som dansk repræsentant i international film er ganske vist overvurderet, men han er unægtelig velspillet som gennemtrængelig skurk, der også har sin røv i klemme, hvilket gør ham ligeværdig med vores kære Bond. En fiks detalje er blodgråden, som Mikkelsen ikke kan styre, hvilket ekviperer ham med en kynisk svaghed.
Bag de episke actionudskejelser og sorthumoristiske dialoger (afmystificeringen er total, da Bond responderer hårdt med et ´Do I look like I give a damn?´ til spørgsmålet om, hvorledes han vil have sin martini serveret), ligger der sig faktisk en genuin kærlighedshistorie i Casino Royale, der ultimativt byder på en forklaring på Bonds kvindeudnyttende overflade. Den talentfulde og underskønne Eva Green agerer kold kærlighedsinteresse, hvor de individuelle parters kontrolsøgende facade langsomt krakelerer og giver filmen en engagerende emotionel dybde, hvor der gives udbytterig tid til kærlighedshistorien. Flere rørende scener printer sig fast hos publikum, blandt andet en sekvens, hvor Green efter et brutalt overfald forsøger at vaske sig ren under en koldløbende bruser. Campell underspiller scenen elegant ved at lade tingene være usagte, i stedet for at patronisere publikum med eksplicitte erklæringer. Det er et tiltrængt tiltag, der ligeledes i den depressivt ærlige slutning lader følelserne ramme, når Bonds psykologi fremlægges komplet gennem Greens troværdighedssvigt, oprigtige eller uædle intentioner ligegyldigt. Greens selvhadsbaserede opofrelse efterlader publikum med en atypisk følelsesmæssig resonans.
Casino Royale er en stringent fortalt og superunderholdende film, der med en raffineret og hæsblæsende energi innoverer ikke kun Bond-filmene, men hele underholdningsindustrien med en intelligent konsekvens. Der er naturligvis fejl at finde, eksempelvis mangler pokerturneringen en stor portion intensitet (og gerne fraværelse for den sideløbende kommentar, der er ganske irriterende), og forgiftningen af Bond løses også rimelig tilfældigt med en defibrillator, men det er minimalt urinudslip i en luksuriøs swimmingpool og trækker ikke ned i den superlativramte helhedsbedømmelse. Casino Royale fundamenterer en ny epoke for James Bond, der forhåbentlig snart vender tilbage i Craigs karismatiske skikkelse og med samme uhørt velramte balance mellem psykologisk seriøsitet og underholdningsdreven spænding.
Instruktøren Martin Campell (der også iscenesatte den glimrende Goldeneye) vender efter en del svagtstående film tilbage til Bond-universitet, og han udnytter sin filmiske erfaring med en personlig og inspirerede ambitiøs indfaldsvinkel. Manuskriptet er blevet revideret af det nye håb i amerikansk film, Paul Haggis, der har tilføjet moderniseringen en formfuldendt portion kreativitet og psykologisk intelligens, der tager karakteren seriøs på kontemplativ vis. Casino Royale er i sandhed en tiltrængt renæssance for Bond-universet, der, ikke mindst takket være en perfektibel præstation fra Daniel Craig i hovedrollen, svinger friktionsfrit mellem dyberegående psykologi og hamrende effektiv mainstreamunderholdning.
Campell indleder sit værk med en prolog i sort/hvid (en latterliggørelse af fordum films unuancerede karakteropfattelse og overfladiske glamour), hvor Bonds genintroduktion forbavser ved at indikere en professionsusikkerhed bag den stenhårde facade. Casino Royale er en overraskende brutal og nærgående film, der mere ofte end sjældent bevæger sig over i det mere realistiske hjørne, selvom der naturligvis også er rigeligt med plads til storstilede actionsekvenser. Dette bliver publikum beriget nådesfuldt med allerede indenfor de første fem minutter, hvor Bonds jagt på en bombemager er en af de mest adrenalinfyldte og åndeløst flotte rutschebaneture, der nogensinde er blevet dedikeret til det hvide lærred. Katten og musen ophæver nærmest tyngdekraften i den lange og superb intense jagtsekvens, hvor publikum for alvor finder ud af, at man er i hænderne på folk, der virkelig mestrer håndværket og dens virkemidler (især fotograferingen er helt unik). Casino Royale er dog ikke bare et rendyrket og massetilfredsstillende underholdningsprodukt. Filmen er ligeså meget (hvis ikke mere) et psykologisk nærstudie i en koldblodig karakter, der skjuler egen svaghed og usikkerhed gennem sit arbejde. Craig er som førnævnt eminent i rollen som Bond (der burde have affødt en Oscar-nomering), og han tilføjer karakteren en fornem sensitivitet og skjult skrøbelighed bag den narcissistiske og arrogante facade. Haggis og Campell har dissekeret nonchalancen og demaskuliniseret Bond som fejlbarligt menneske, levende indikeret gennem en af filmhistoriens mest ubehagelige torturscener, hvor en overraskende god Mads Mikkelsen langsomt frarøver Bond sin manddom. Den nationale stolthed over Mikkelsen som dansk repræsentant i international film er ganske vist overvurderet, men han er unægtelig velspillet som gennemtrængelig skurk, der også har sin røv i klemme, hvilket gør ham ligeværdig med vores kære Bond. En fiks detalje er blodgråden, som Mikkelsen ikke kan styre, hvilket ekviperer ham med en kynisk svaghed.
Bag de episke actionudskejelser og sorthumoristiske dialoger (afmystificeringen er total, da Bond responderer hårdt med et ´Do I look like I give a damn?´ til spørgsmålet om, hvorledes han vil have sin martini serveret), ligger der sig faktisk en genuin kærlighedshistorie i Casino Royale, der ultimativt byder på en forklaring på Bonds kvindeudnyttende overflade. Den talentfulde og underskønne Eva Green agerer kold kærlighedsinteresse, hvor de individuelle parters kontrolsøgende facade langsomt krakelerer og giver filmen en engagerende emotionel dybde, hvor der gives udbytterig tid til kærlighedshistorien. Flere rørende scener printer sig fast hos publikum, blandt andet en sekvens, hvor Green efter et brutalt overfald forsøger at vaske sig ren under en koldløbende bruser. Campell underspiller scenen elegant ved at lade tingene være usagte, i stedet for at patronisere publikum med eksplicitte erklæringer. Det er et tiltrængt tiltag, der ligeledes i den depressivt ærlige slutning lader følelserne ramme, når Bonds psykologi fremlægges komplet gennem Greens troværdighedssvigt, oprigtige eller uædle intentioner ligegyldigt. Greens selvhadsbaserede opofrelse efterlader publikum med en atypisk følelsesmæssig resonans.
Casino Royale er en stringent fortalt og superunderholdende film, der med en raffineret og hæsblæsende energi innoverer ikke kun Bond-filmene, men hele underholdningsindustrien med en intelligent konsekvens. Der er naturligvis fejl at finde, eksempelvis mangler pokerturneringen en stor portion intensitet (og gerne fraværelse for den sideløbende kommentar, der er ganske irriterende), og forgiftningen af Bond løses også rimelig tilfældigt med en defibrillator, men det er minimalt urinudslip i en luksuriøs swimmingpool og trækker ikke ned i den superlativramte helhedsbedømmelse. Casino Royale fundamenterer en ny epoke for James Bond, der forhåbentlig snart vender tilbage i Craigs karismatiske skikkelse og med samme uhørt velramte balance mellem psykologisk seriøsitet og underholdningsdreven spænding.
23/04-2007
