Engelsk over- og underklasse
3.0
Robert Altman har med 'Gosford Park' skildret den engelske over- og underklasse anno 1932, hvor uligheden er enorm, skandalerne mange og respekten fraværende både internt og på kryds og tværs af klasserne, mens de vedkommende personers kompromisløse adfærd skaber konflikter i hobetal på landstedet hvor grupperne er samlet. I sandhed et frygteligt og - fra top til tå - et rendyrket engelsk mareridt fyldt med fremragende engelske skuespilleres aldeles suveræne præstationer.
Men selvom alle rammer er sat for en regulær filmisk triumf, er det aldrig hvad vi - i ’Gosford Park’ - bliver vidner til.
Det starter ellers ganske lovende, da vi i fællesskab med Maggie Smiths afskyelige og ekstremt snobbede grevinde, Constance Trentham, begiver os ind på det grå landsted, Gosford Park, hvor ejerne af dette, William og Sylvia McCordle, har inviteret en håndfuld bekendte til et jagtselskab. Arrangementet skal dog vise sig at blive mere kompliceret end ventet, da der ikke ligefrem opstår god kemi mellem de inviterede. Ikke mindst brillerer den før omtalte grevinde Trentham med at dele spydige bemærkninger ud til højre og venstre i hendes mange irritationsanfald, hvilke mindst er et par grin værd. Samtidig er uligheden smukt fortolket af den garvede Altman, der med sikker hånd styrer os igennem de smukke og underholdende indledende sekvenser.
Herefter begynder ’Gosford Park’ dog at køre i store og langtrukne cirkler i sin egen skildring. Vi kommer med andre ord aldrig videre i denne, der ender med at skrige efter en egentlig handling. For selvom vi efter en times close-up i de engelske klasser, bliver præsenteret for et mord og et efterfølgende lille ’twist’ i historien inviterer Altman aldrig rigtigt handlingen indenfor, hvorfor den bliver underordnet og nærmest tabt i glemsel. Og desværre besidder skildringen af over- og underklassen ikke nok saft og kraft til at den enevældigt kan føre filmen frem til det punkt, hvor en regulær handling rent faktisk er uden betydning.
Det kunne den (skildringen) uden tvivl have gjort, hvis det ikke var for det til tider alt for overvældende og omfattende persongalleri. For mange ligegyldige personkarakteristikker præger historien til, at man for alvor kan fordybe sig i de enkelte og centrumplacerede personers tanker, overvejelser og følelser.
Hvorfor personerne så alligevel er forholdsvis morsomme og vedkommende, kan kun skyldes blændende skuespil fra navne som Maggie Smith, Helen Mirren, Stephen Fry og Clive Owen.
’Gosford Park’ er fyldt med humoristiske indslag, underholdende episoder og sjove karakterer, men handlingen, der kun svagt er til stede, kommer aldrig rigtig videre fra det punkt, hvorfra den begynder. Derfor ender filmen op med at være en halvtom skildring af den gammeldags engelske over- og underklasse, der hverken er særligt vedkommende eller fængslende.
Men selvom alle rammer er sat for en regulær filmisk triumf, er det aldrig hvad vi - i ’Gosford Park’ - bliver vidner til.
Det starter ellers ganske lovende, da vi i fællesskab med Maggie Smiths afskyelige og ekstremt snobbede grevinde, Constance Trentham, begiver os ind på det grå landsted, Gosford Park, hvor ejerne af dette, William og Sylvia McCordle, har inviteret en håndfuld bekendte til et jagtselskab. Arrangementet skal dog vise sig at blive mere kompliceret end ventet, da der ikke ligefrem opstår god kemi mellem de inviterede. Ikke mindst brillerer den før omtalte grevinde Trentham med at dele spydige bemærkninger ud til højre og venstre i hendes mange irritationsanfald, hvilke mindst er et par grin værd. Samtidig er uligheden smukt fortolket af den garvede Altman, der med sikker hånd styrer os igennem de smukke og underholdende indledende sekvenser.
Herefter begynder ’Gosford Park’ dog at køre i store og langtrukne cirkler i sin egen skildring. Vi kommer med andre ord aldrig videre i denne, der ender med at skrige efter en egentlig handling. For selvom vi efter en times close-up i de engelske klasser, bliver præsenteret for et mord og et efterfølgende lille ’twist’ i historien inviterer Altman aldrig rigtigt handlingen indenfor, hvorfor den bliver underordnet og nærmest tabt i glemsel. Og desværre besidder skildringen af over- og underklassen ikke nok saft og kraft til at den enevældigt kan føre filmen frem til det punkt, hvor en regulær handling rent faktisk er uden betydning.
Det kunne den (skildringen) uden tvivl have gjort, hvis det ikke var for det til tider alt for overvældende og omfattende persongalleri. For mange ligegyldige personkarakteristikker præger historien til, at man for alvor kan fordybe sig i de enkelte og centrumplacerede personers tanker, overvejelser og følelser.
Hvorfor personerne så alligevel er forholdsvis morsomme og vedkommende, kan kun skyldes blændende skuespil fra navne som Maggie Smith, Helen Mirren, Stephen Fry og Clive Owen.
’Gosford Park’ er fyldt med humoristiske indslag, underholdende episoder og sjove karakterer, men handlingen, der kun svagt er til stede, kommer aldrig rigtig videre fra det punkt, hvorfra den begynder. Derfor ender filmen op med at være en halvtom skildring af den gammeldags engelske over- og underklasse, der hverken er særligt vedkommende eller fængslende.
23/04-2007
