To sider af samme sag
4.0
"Nothing Personal" er en tankevækkende usentimental skildring af seks privatpersoner, der på hver deres måde mærker borgerkrigen i Nordirland.
Stemningen er god og lydniveauet i forvejen højt i pubben, da et sønderrivende brag indikerer, at endnu en bombe er sprunget. Årstallet er 1975, og stedet er Belfast. Seks forskellige mennesker befinder sig i urolighedernes centrum. Kenny (James Frain) og Ginger (Ian hart) er med i den protestantiske milits og er med ved våbenhvileforhandlingerne, som afholdes i en lagerhal i et industriområde. Samtidig hjælper katolikken og familiefaderen Liam (John Lynch) med at redde overlevende efter bombesprængningen.
Forholdene kompliceres yderligere i løbet af aftenen, da sammenstød mellem protestanter og katolikker ender i en voldsom gadekamp. Liam såres og får hjælp af Kennys ekskone Ann (Maria Doyle Kennedy). På kryds og tværs mødes folk tilhørende hver deres gruppe. Ann og Liams sympati får hinanden tydeligør det fuldstændig meningsløse i religionsstridighederne.
Da Liam senere støder ind i Kenny viser det sig, at de på trods af deres forskellige tilhørsforhold har været barndomsvenner, og så er det pludselig ikke så let at dræbe hinanden. Og den voldslystne Kenny må i et svagt øjeblik tilstå, at hans handling er "nothing personal".
Rå realisme
I løbet af 24 timer kommer vi ind på disse mennesker, og må erfare at de alle kæmper får deres sag, og at det er umuligt at udpege en egentlig synder. Som sådan kan kun selve fanatismen tildeles skylden. "Nothing Personal" er en usentimental og upartisk film, som hellere vil lægge vægt på konfliktens personer end konflikten selv. Det er ligegyldigt, hvem der startede, og hvem der er dumme, for det er en lige så umulig diskussion, som hvilken af trosretningerne der har ret. Stilen er rå og realistisk, godt hjulpet af et mørkt og regnfuldt Belfast, og vi bliver ikke sparet for mennesker antændt af brændbomber, afstrafningsmetoder hvor knæskaller gennemskydes eller russisk roulette som led i psykisk terror. Det er modbydeligt og forbliver indprentet på nethinden og i sjælen længe efter filmen er slut.
Historien er konkret med stilsikre omgivelser, 70'er'mode og musik, men "Nothing Personal" breder sig ud over både tid og sted og bliver et tidsløst billede på at forskellige overbevisningers kamp ofte har uskyldige ofre.
Stemningen er god og lydniveauet i forvejen højt i pubben, da et sønderrivende brag indikerer, at endnu en bombe er sprunget. Årstallet er 1975, og stedet er Belfast. Seks forskellige mennesker befinder sig i urolighedernes centrum. Kenny (James Frain) og Ginger (Ian hart) er med i den protestantiske milits og er med ved våbenhvileforhandlingerne, som afholdes i en lagerhal i et industriområde. Samtidig hjælper katolikken og familiefaderen Liam (John Lynch) med at redde overlevende efter bombesprængningen.
Forholdene kompliceres yderligere i løbet af aftenen, da sammenstød mellem protestanter og katolikker ender i en voldsom gadekamp. Liam såres og får hjælp af Kennys ekskone Ann (Maria Doyle Kennedy). På kryds og tværs mødes folk tilhørende hver deres gruppe. Ann og Liams sympati får hinanden tydeligør det fuldstændig meningsløse i religionsstridighederne.
Da Liam senere støder ind i Kenny viser det sig, at de på trods af deres forskellige tilhørsforhold har været barndomsvenner, og så er det pludselig ikke så let at dræbe hinanden. Og den voldslystne Kenny må i et svagt øjeblik tilstå, at hans handling er "nothing personal".
Rå realisme
I løbet af 24 timer kommer vi ind på disse mennesker, og må erfare at de alle kæmper får deres sag, og at det er umuligt at udpege en egentlig synder. Som sådan kan kun selve fanatismen tildeles skylden. "Nothing Personal" er en usentimental og upartisk film, som hellere vil lægge vægt på konfliktens personer end konflikten selv. Det er ligegyldigt, hvem der startede, og hvem der er dumme, for det er en lige så umulig diskussion, som hvilken af trosretningerne der har ret. Stilen er rå og realistisk, godt hjulpet af et mørkt og regnfuldt Belfast, og vi bliver ikke sparet for mennesker antændt af brændbomber, afstrafningsmetoder hvor knæskaller gennemskydes eller russisk roulette som led i psykisk terror. Det er modbydeligt og forbliver indprentet på nethinden og i sjælen længe efter filmen er slut.
Historien er konkret med stilsikre omgivelser, 70'er'mode og musik, men "Nothing Personal" breder sig ud over både tid og sted og bliver et tidsløst billede på at forskellige overbevisningers kamp ofte har uskyldige ofre.
19/11-2018