Okay, men ku' være bedre

Jeg blev ellevild da jeg hørte at der kom en ny film om Marie antoinette, som jeg har været dybt betaget af siden jeg var fem. Men begejstringen lagde sig lidt efterhånden som filmen blev haglet ned alle steder; den var historisk ukorrekt, kedelig osv. Men jeg ville alligevel se den, og jeg var forberedt på at det ikke var en historietime jeg skulle se, hvilket var godt, for ellers var jeg nok blevet slemt skuffet.

Filmen starter godt med den unge Maries afrejse fra Østrig, og dermed hendes farvel til barndommen, og mødet med det spæde voksenliv i form af positionen som Frankrigs kronprinsesse. Et møde der starter noget brutalt for den hjertevarme prinsesse, der med det samme berøves alle sine østrigske ejendele, hofdamer og sin elskede hund, for den stive hofetikette på Versailles tillader ikke bruden at medbringe noget fra et fremmed hof. Det franske hof er nedladende, hyklerisk og har svært ved at vende sig til Marie og hendes ligefremme væsen. Hun finder skikkene tåbelige og gør stille og roligt oprør på sin egen måde. Hun klapper ved hofforestillingerne, nægter at tale til sin "sviger-bedstefars" elskerinde og serverer selv mad for deltagerne ved hendes mands utallige jagter. Hendes mand er akavet, men sød overfor hende, omend fuldstændig seksuelt uinteresseret, trods hendes ihærdige forsøg på at få ham til at fuldbyrde ægteskabet. Hendes mor, Kejserinden af Østrig, og det franske hof giver hende skylden for fiaskoerne i soveværelset, og presset tager hårdt på Marie, der efter hun bliver dronning, for alvor begynder sine dyre udskejelser for at få afløb for sine fustrationer. Fester, spil, juveler, kager, kjoler, sko, en kunstig landsby, og hendes elskede lystslot æder uhyrlige summer af statskassen, og hendes popularitet synker hurtigere end Titanic. Efter otte års ægteskab, får Louis endelig taget sig sammen, og resultatet udebliver ikke. Først en datter, og siden to sønner, og hendes pengeforbrug falder hurtigt efter hun er blevet mor, men skaden er sket. Hendes rygte er ødelagt, Frankrig er på falittens rand, folket sulter, og den barske virkelighed udenfor Versailles kunstige liv, banker på en aften i form af kvindetoget til Versailles, hvor folket er kommet for at slå Marie ihjel. Derefter forlader Marie endnu engang et hjem for at møde det ukendte. Denne gang er det et farvel til Versailles og den søde ungdom, der viser sig at have været ubekymret, i forhold til det voksenliv med den tragiske slutning hun rejser ind til i Paris, men her slutter Coppola's film.

Det er egentlig en skam at filmen slutter her, for det er på dette tidspunkt i Maries liv, at hun for alvor træder i karakter, og viser sig at være beslutsom, tapper og stærk, hvor Louis derimod fuldstændig gik i baglås, og var ude af stand til at tage en beslutning for at redde sin trone og sin familie.

Første gang jeg så filmen, synes jeg ærlig talt den blev ret kedelig efter tronbestigelsen, men jeg så den igen dagen efter, og synes bedre om den, trods mange åbenlyse historiske fejl, der irriterede mig lidt. Bla. hendes 18-års fødselsdag der fejres efter at hun er blevet dronning, men hun var nu 19 år da hun blev dronning, og børnefejlen, der via et maleri illustrerer fødslen af et tredje barn, der lidt efter slettes af maleriet. Det var Maries ældste søn der døde først. Hun fik også før Bastille-fæstningens fald endnu en datter, der døde efter fødslen, men denne er ikke nævnt i filmen. Jeg var bestemt heller ikke vild med den scene hvor en af hoffets mænd giver noget til en af damerne som sniffer det i sig. (Jeg ved ikke om man havde kokain dengang, men virkede fuldstændig malplaceret, så er scenen med piben senere i filmen mere troværdig) Balladen med den famøse diamanthalskæde der slog det sidste søm i hendes rygtes ligkiste er også forbigået, men hendes påståede affære med den svenske grev Fersen er med, selvom det er meget tvivlsomt at de to nogensinde lod deres forhold blive andet end platonisk.

Filmen er utrolig smuk og en fryd at se på, men jeg synes at frk. Coppola skulle have vist noget af den barske virkelighed som den almindelige franske borger levede i, for at skabe en kontrast til Maries overdådige liv og for bedre at vise at hun levede i en boble, uden at vide hvordan der så ud udenfor hendes gyldne rammer. Også den massive bagvaskelse hun var udsat for, er illustreret en smule tamt, og giver ikke indtryk af at hadet imod hende var så alvorligt, at folket virkelig ønskede at slå hende ihjel den oktobernat i 1789, da de stormede Versailles.

Men filmen giver omsider Marie en smule oprejsning for den bagvaskelse hun har været udsat for i snart 250 år. Den viser hvordan hun virkelig var som menneske. En kærlig og velmenende person, der ikke formåede at udfylde den rolle livet gav hende. Og det var rart omsider at få dementeret hendes mest berømte citat "lad dem spise kage", noget som hun aldrig sagde.

Skuespillerne er gode. Kirsten Dunst virker skræddersyet til rollen som Marie, men Rip Torn er dog den bedste som den liderlige og forhorede gamle kong Louis XV, der lige før modtagelsen af Marie spørger gesandten hvordan hendes barm er, og selv tager sig et hurtigt kig da han skal eskortere Marie hen til sit barnebarn. Judy Davis har hele tiden ansigtet i de rette folder til at spille Maries iskolde og forstokkede hofmesterinde. Derimod er Asia Argento og Jamie Dornan en smule blege i rollerne som elskerinden madame Du Barry og grev Fersen, selvom Asia i det mindste gør et anstændigt forsøg.

Hvad brugen af den moderne musik angår, var det et modigt træk fra Coppolas side, men desværre mislykkedes det. Personligt havde jeg ikke noget imod det, bortset fra maskeballet, hvor den faldt en smule igennem.