fraværende svinkeærinder
4.0
Forbavsende velfungerende og adrenalinpumpet actionfilm, der løfter sig betydelige kvalitetsniveauer over associationsfæller, som eksempelvis de to Transporter-film, ved ikke at lægge skjul på egne intentioner om at være amoralsk og voldsom underholdning kun for den uforpligtende underholdnings skyld. Bag den fuldstændig ustyrlige og fordummende actionoverflade gemmer der sig nemlig noget, der ligner selvbevidst intelligens, og de to debuterende instruktører Mark Neveldine og Brian Taylor (der også har skitseret filmens omdrejningspunkt) formår på nærmest imponerende vis at eksplicitere selvironiseringen over egen præmis, der ikke fungerer som andet end en letkøbt undskyldning for at iværksætte en i sandhed hæsblæsende destrueringsorgie.
Crank starter lige-på-og-hårdt ud, hvor Neveldine og Taylor skider højt og helligt på den gængse dramaturgiske historieudfoldelse. Det nyerhvervede action- og maskulinitetsikon Jason Statham (der startede sin karriere i britiske Guy Ritchies epokegørende Lock, Stock…) indtager hovedrollen som døende lejemorder med den kølige og morsomme nonchalance, som han nærmest har gjort til sin niche. Statham er blevet indsprøjtet med en dødelig kinesisk giftcocktail, der dræner livsenergien ud af ham, og han kan kun holde sig i live gennem adrenalinfremkaldende udskejelser. Et uhyre simpelt og stadig herlig stupidt fundamentet (´íf you stop, you die´, hvor er det dejlig enfoldigt) er nu lagt for en konstant eskalering af action- og spændingsscenariums. Med en opfindsom sprælskhed kaster Taylor og Neveldine Statham ud i alverdens (u)tænkelige situationer for at opretholde et adrenalintilskud og gennemføre sin personlige vendetta, og som publikum overgiver man sig glædeligt til de utallige uhyrligheder, der med en respektløs energi udfoldes bombardementerne foran ens øjne.
Taylor og Neveldine tilsætter de ultracoole actionudskejelser en morsom og sorthumoristisk komik, hvor Stathams selvtortur byder på storslået latter. Morsomt er også sekvensen, hvor Statham indtager coke som livsreddende medicin, og så indeholder Crank ligeledes en af de mest syrede og komiske sexscener (med en herlig blondinekarikeret Amy Smart som medaktør), der nogensinde er set på filmlærredet (dog ikke tilfældet i Danmark, da distributørerne ikke turde satse på filmens løssluppenhed og derfor udsendte den direkte på dvd herhjemme). Instruktørerne visualiserer de overskudsprægede begivenheder med en Tony Scott-inspireret æstetik, der til tider er ganske imponerende, men også noget anstrengende. Alle tænkelige virkemidler overeksponeres hensynsløst, men selvom der er originaliteter at finde blandt de mange eksperimenterende vinkler og den psykedeliske klippestil, så tabes publikum momentvis på gulvet. Ligeledes slipgives instruktørernes ellers så stringente kontrol hen imod slutningen, hvor den kække attitude ikke længere er så medrivende og holdbar. Heldigvis slår de dog en faktisk humanistisk pointe fast på slutstrækningen, hvor Statham ærligt erkender sit manglende ståsted i livet, og hvorledes dette er skyld i hans død. Man skal dog ikke gå analytisk til værks med Crank, der er en urestriktiv og afrodisiakumspræget underholdningssymbiose af en kaliber, som man sjældent før har set.
Crank starter lige-på-og-hårdt ud, hvor Neveldine og Taylor skider højt og helligt på den gængse dramaturgiske historieudfoldelse. Det nyerhvervede action- og maskulinitetsikon Jason Statham (der startede sin karriere i britiske Guy Ritchies epokegørende Lock, Stock…) indtager hovedrollen som døende lejemorder med den kølige og morsomme nonchalance, som han nærmest har gjort til sin niche. Statham er blevet indsprøjtet med en dødelig kinesisk giftcocktail, der dræner livsenergien ud af ham, og han kan kun holde sig i live gennem adrenalinfremkaldende udskejelser. Et uhyre simpelt og stadig herlig stupidt fundamentet (´íf you stop, you die´, hvor er det dejlig enfoldigt) er nu lagt for en konstant eskalering af action- og spændingsscenariums. Med en opfindsom sprælskhed kaster Taylor og Neveldine Statham ud i alverdens (u)tænkelige situationer for at opretholde et adrenalintilskud og gennemføre sin personlige vendetta, og som publikum overgiver man sig glædeligt til de utallige uhyrligheder, der med en respektløs energi udfoldes bombardementerne foran ens øjne.
Taylor og Neveldine tilsætter de ultracoole actionudskejelser en morsom og sorthumoristisk komik, hvor Stathams selvtortur byder på storslået latter. Morsomt er også sekvensen, hvor Statham indtager coke som livsreddende medicin, og så indeholder Crank ligeledes en af de mest syrede og komiske sexscener (med en herlig blondinekarikeret Amy Smart som medaktør), der nogensinde er set på filmlærredet (dog ikke tilfældet i Danmark, da distributørerne ikke turde satse på filmens løssluppenhed og derfor udsendte den direkte på dvd herhjemme). Instruktørerne visualiserer de overskudsprægede begivenheder med en Tony Scott-inspireret æstetik, der til tider er ganske imponerende, men også noget anstrengende. Alle tænkelige virkemidler overeksponeres hensynsløst, men selvom der er originaliteter at finde blandt de mange eksperimenterende vinkler og den psykedeliske klippestil, så tabes publikum momentvis på gulvet. Ligeledes slipgives instruktørernes ellers så stringente kontrol hen imod slutningen, hvor den kække attitude ikke længere er så medrivende og holdbar. Heldigvis slår de dog en faktisk humanistisk pointe fast på slutstrækningen, hvor Statham ærligt erkender sit manglende ståsted i livet, og hvorledes dette er skyld i hans død. Man skal dog ikke gå analytisk til værks med Crank, der er en urestriktiv og afrodisiakumspræget underholdningssymbiose af en kaliber, som man sjældent før har set.
28/04-2007
