Strålende
5.0
Danny Boyle, manden bag den effektive "28 dage senere" og den mesterlige junkiekomedie "Trainspotting", har med rumfilmen "Sunshine" kastet sig over et sci-fi projekt af mastodontkarat. En film der lange stykker af gangen måler sig med de største - og her menes naturligvis klassikerne "Alien" og "Rumrejsen år 2001". Der er rigtig gode agumenter for hvorfor "Sunshine" sagtens kan tilslutte sig topeliten af nyklassikere inden for genren, men desværre ligeså gode for hvorfor den åbenlyst taber det sidste af sit klassikerpotentiale på gulvet, og ender med at række efter skyerne frem for stjernerne.
Og det er så sandelig en skam at filmen spolere sin gennemførthed og sin konsekvente brug af genrens bedste træk til sidst. Inden da har Danny Boyle skabt en virkelig intens, smuk og veludrustet sci-fi film, måske endda en af de absolut flotteste genren nogensinde har budt på. I fortællingen om et hold astronauter der skal genantænde en udbrændende sol via. en sprængladning på størrelse med Manhattan, har Boyle blandt rumfartøjets dunkle afkroge og en overhængende, magtfuld sol iscenesat lys og mørke så godt som det kan gøres, men samtidig også sat billede på det lille menneske midt i det rungende og truende verdensrum.
I begge henseender, altså visuelt og småfilosofisk, fungerer størstedelen af "Sunshine" optimalt, som en anderledes opkvikket, men i noget lignende grad sælsom og rolig udgave af Stanley Kubricks epokegørende "Rumrejsen år 2001". Som bare starten af filmen hvor et af besætningsmedlemmerne fra rumskibet beundre solen gennem et glasfilter og lidt efter lidt lade filteret svække og angive større procentdele af ildstjernens skræmmende lysstyrke. Dette er kun en af de mange intense, blændende og gyselige scener der alene med solen og dens overnaturlige evner i centrum fastslår, hvor store umenneskelige kræfter vi har med at gøre.
Lidt ærgeligt er det bare, at filmen som tredje part tillægger sig det rendyrkede spændings, ja nærmest gyserelement kendt fra primært "Alien". Herfra, hvilket cirka svarer til de sidste 20-25 minutter, tørner det hele en smule til gak og gøjl der med den forvirrende klipning der fra mange har været på tale og en besynderligt malplaceret drejning muligvis pumper sin puls op til buldren og brag, men gør det samtidig med at dræne sig selv for sin nogenlunde vedligeholdte realisme. Det er her meget svært at få øje på hvorfor man hellere vil gentage klimakset på en hvilken som helst monster-film, frem for at løfte Kubricks storværk til højere og mere højspændt niveau.
Selvom "Sunshine" hovedsageligt triumferer ved sin oftest smukke, nedtonede musik og sine overvældende billeder af en besættende sol er det i sidste ende en underholdningsfilm, der trods sine få tåbelige fejltrin undervejs er og bliver en usædvanlig fremragende én af slagsen.
Og det er så sandelig en skam at filmen spolere sin gennemførthed og sin konsekvente brug af genrens bedste træk til sidst. Inden da har Danny Boyle skabt en virkelig intens, smuk og veludrustet sci-fi film, måske endda en af de absolut flotteste genren nogensinde har budt på. I fortællingen om et hold astronauter der skal genantænde en udbrændende sol via. en sprængladning på størrelse med Manhattan, har Boyle blandt rumfartøjets dunkle afkroge og en overhængende, magtfuld sol iscenesat lys og mørke så godt som det kan gøres, men samtidig også sat billede på det lille menneske midt i det rungende og truende verdensrum.
I begge henseender, altså visuelt og småfilosofisk, fungerer størstedelen af "Sunshine" optimalt, som en anderledes opkvikket, men i noget lignende grad sælsom og rolig udgave af Stanley Kubricks epokegørende "Rumrejsen år 2001". Som bare starten af filmen hvor et af besætningsmedlemmerne fra rumskibet beundre solen gennem et glasfilter og lidt efter lidt lade filteret svække og angive større procentdele af ildstjernens skræmmende lysstyrke. Dette er kun en af de mange intense, blændende og gyselige scener der alene med solen og dens overnaturlige evner i centrum fastslår, hvor store umenneskelige kræfter vi har med at gøre.
Lidt ærgeligt er det bare, at filmen som tredje part tillægger sig det rendyrkede spændings, ja nærmest gyserelement kendt fra primært "Alien". Herfra, hvilket cirka svarer til de sidste 20-25 minutter, tørner det hele en smule til gak og gøjl der med den forvirrende klipning der fra mange har været på tale og en besynderligt malplaceret drejning muligvis pumper sin puls op til buldren og brag, men gør det samtidig med at dræne sig selv for sin nogenlunde vedligeholdte realisme. Det er her meget svært at få øje på hvorfor man hellere vil gentage klimakset på en hvilken som helst monster-film, frem for at løfte Kubricks storværk til højere og mere højspændt niveau.
Selvom "Sunshine" hovedsageligt triumferer ved sin oftest smukke, nedtonede musik og sine overvældende billeder af en besættende sol er det i sidste ende en underholdningsfilm, der trods sine få tåbelige fejltrin undervejs er og bliver en usædvanlig fremragende én af slagsen.
29/04-2007
