Jeg fortryder intet
5.0
Edith Piaf var en af Europas mest elskede sangerinder i det 20'ende århundrede, så det var da kun et spørgsmål om tid før hendes liv blev filmatiseret - og hvilket liv og hvilken film! La Môme har et stærkt cast, en gribende historie, og øjeblikke af så hjerteskærende intensitet at det næsten ikke er til at bære.
Der er mere end rigeligt at tage af i Edith Piafs korte, men begivenhedsrige liv. La môme er historien om den rå gadetøs, den skrøbelige kvinde med det knuste hjerte og historien om en hel nations stemme. Historien foregår i krydsklip mellem Edith som gammel og forkrøblet, som en lille pige og voksen diva.
Edith Piaf blev født i den snuskede bydel Bellevillle I Paris i 1915, hvor hun traver efter sin mor som er gadesanger. Hendes mor efterlader hende, og faren tager over - han efterlader hende i farmorens bordel, og Edith vokser op blandt ludere og andre mennesker af tvivlsom karakter. Tiden i bordellet er en af films stærkeste del, instruktør Olivier Dahan portræterer luderne uden af dømme dem, og på trods af den klaustrofobiske stemning der hersker der, fornemmer man varmen der er blandt kvinderne, og Edith bliver deres allesammens øjesten. Scenen hvor hendes far henter hende, og Eidth og hendes plejemor Titine tager afsked er en af filmens mest gribende øjeblikke.
Hun er nu alene med sin far der er gadeakrobat, mens Edith synger med en ukunstlet skønhed der får folk til at studse. Senere ser vi den halv fordrukne Piaf der selv tjener til dagen og vejen ved at synge i følgeskab med sin veninde Mormone. Ved et af skæbnens luner opdager natklubejeren Louis Léplee hende og hendes karriere begynder at tage form.
La Môme vælger mest af alt at fokusere på mennesket Edith Piaf - mange væsentlige ting bliver udeladt i fortællingen, så vi rent faktisk kan nå at lære spurvetøsen, som hendes første kunstner navn var, at kende. Vi kommer også fuldstændig ned under huden på hende. Mest af alt skyldes dette Marion Cotillard, som giver en af de mest ærefrygtindgydende skuespillerpræstationer jeg nogensinde har set. Hun ikke bare spiller Piaf - hun ER Piaf. Via sit perfekt timede kropssprog og de store udtryksfulde øjne tager viser hun os hvem Edith Piaf var. Hendes nykker, hendes fordrukkenhed, hendes fandenivolskhed, hendes varme og skrøbelighed. Hun dominerer lærredet fulstændig - ikke at de andre skuespillere er dårlige, tværtimod, men dette er Marion Cotillards film.
Visuelt er den ikke blændende smuk, men den er så realistisk at man føler at man er der. Fra de skidne gader i Paris' underklasses kvarter, dekadente franske natklubber og til New Yorks glittrende lys.
La Môme er en kraftpræstation af karakter, og er klart en af de mest vellykkede biografi film jeg har set. Det er en historie om en kvinde der levede sit liv mellem druk, stoffer, mistede sine elskede utallige gange, men stadig formåede at beholde troen på kærligheden, og synge "Non, je ne regrette rien" (nej jeg fortryder intet). Slutscenen hvor hun synger netop denne sang er så gribende i dens intensitet at jeg følte mig rørt dybt ind i sjælen.
Der er mere end rigeligt at tage af i Edith Piafs korte, men begivenhedsrige liv. La môme er historien om den rå gadetøs, den skrøbelige kvinde med det knuste hjerte og historien om en hel nations stemme. Historien foregår i krydsklip mellem Edith som gammel og forkrøblet, som en lille pige og voksen diva.
Edith Piaf blev født i den snuskede bydel Bellevillle I Paris i 1915, hvor hun traver efter sin mor som er gadesanger. Hendes mor efterlader hende, og faren tager over - han efterlader hende i farmorens bordel, og Edith vokser op blandt ludere og andre mennesker af tvivlsom karakter. Tiden i bordellet er en af films stærkeste del, instruktør Olivier Dahan portræterer luderne uden af dømme dem, og på trods af den klaustrofobiske stemning der hersker der, fornemmer man varmen der er blandt kvinderne, og Edith bliver deres allesammens øjesten. Scenen hvor hendes far henter hende, og Eidth og hendes plejemor Titine tager afsked er en af filmens mest gribende øjeblikke.
Hun er nu alene med sin far der er gadeakrobat, mens Edith synger med en ukunstlet skønhed der får folk til at studse. Senere ser vi den halv fordrukne Piaf der selv tjener til dagen og vejen ved at synge i følgeskab med sin veninde Mormone. Ved et af skæbnens luner opdager natklubejeren Louis Léplee hende og hendes karriere begynder at tage form.
La Môme vælger mest af alt at fokusere på mennesket Edith Piaf - mange væsentlige ting bliver udeladt i fortællingen, så vi rent faktisk kan nå at lære spurvetøsen, som hendes første kunstner navn var, at kende. Vi kommer også fuldstændig ned under huden på hende. Mest af alt skyldes dette Marion Cotillard, som giver en af de mest ærefrygtindgydende skuespillerpræstationer jeg nogensinde har set. Hun ikke bare spiller Piaf - hun ER Piaf. Via sit perfekt timede kropssprog og de store udtryksfulde øjne tager viser hun os hvem Edith Piaf var. Hendes nykker, hendes fordrukkenhed, hendes fandenivolskhed, hendes varme og skrøbelighed. Hun dominerer lærredet fulstændig - ikke at de andre skuespillere er dårlige, tværtimod, men dette er Marion Cotillards film.
Visuelt er den ikke blændende smuk, men den er så realistisk at man føler at man er der. Fra de skidne gader i Paris' underklasses kvarter, dekadente franske natklubber og til New Yorks glittrende lys.
La Môme er en kraftpræstation af karakter, og er klart en af de mest vellykkede biografi film jeg har set. Det er en historie om en kvinde der levede sit liv mellem druk, stoffer, mistede sine elskede utallige gange, men stadig formåede at beholde troen på kærligheden, og synge "Non, je ne regrette rien" (nej jeg fortryder intet). Slutscenen hvor hun synger netop denne sang er så gribende i dens intensitet at jeg følte mig rørt dybt ind i sjælen.
29/04-2007
