Ingen lykkens gang
2.0
Det ville overflødigt at remse op hvor fremragende film Ridley Scotts ”Alien” fra 1979 og James Camerons ”Aliens” fra 1986 er og hvorfor de er det, så lad os bare kort konstatere at disse to værker ér uhyrligt vellykkede i stort set alle henseender. Det er der, i det store hele, ikke så meget at diskutere om. Så når seriens tredje udspil ikke gør sine urørlige forgængere kunsten efter kommer det nok ikke som den store overraskelse - problemet ligger blot i, at den er milevidt fra.
Idet manden der senere blev hyldet som en af verdens mest talentfulde og visuelt orienterede filminstruktører, David Fincher, i sine filmdebuterende år står bag ”Alien3”, er det naturligvis ikke en bedrift uden evner. Både flydende kamerabevægelser, flotte vinkler og tilpas matte billeder understreger hans fornemme kunnen med billeder og stemning (selvom de langt fra kommer fuldt til udtryk her), der efterfølgende æredes med pladser i filmhistorien på basis af pragtværkerne ”Se7en” og ”Fight Club”, og et par opfindsomme Alien-snigmord benægter sig i den sammenhæng heller ikke.
Til gengæld svigter ”Alien3” på en masse andre planer. Blandt andet i at dens historie og personer - der i dette kapitel består af en vred og utilregnelig mandefangelejr plus selvfølgelig Ripley selv - aldrig formås at gøre interessant. Man står igennem filmens knap to timer som fuldkommen ligeglad med, hvem der går til som alien-foder og hvem der ikke gør, og føler sig lige afventende og håbende på noget godt ved filmens indledning som ved dens udgang. Det at ”Alien3” dybest set aldrig blænder op for noget der kan gribe, forskrække eller bare så meget som rage os, står som dens helt store hæmsko og det forbandet skuffende facit som Fincher forståeligvis tog afstand fra.
En smule paradoksalt er det dog, at filmens ellers visuelle force ender som det element, der for alvor trækker tænder ud. Alien-bæstet bliver simpelthen aldrig levendegjort på nogen troværdig måde, nærmere tværtimod ender den, specielt i det sidste dusin minutter af ”Alien3”, som et tåbelig computerskabt syn, der lyser op i mørket som en grøn GCI-tilstoppet plet. Vi bliver sjældent rigtig bange for uhyret som vi burde og som de to tidligere film, og især 1’eren, tvang os til at gøre på en gyseligt raffineret måde.
Der kan derfor ikke levnes mere end to stjerner til ”Alien3” (ganske vist to store), der trods kvaliteter hist og her aldrig ændre helhedsbilledet af, at denne her film nok snarere burde være endt op som en sammenkryllet kasseringsvare på bunden af en papairskraldespand frem for det dybt forfejlede spillefilmsprojekt man er endt op med.
Idet manden der senere blev hyldet som en af verdens mest talentfulde og visuelt orienterede filminstruktører, David Fincher, i sine filmdebuterende år står bag ”Alien3”, er det naturligvis ikke en bedrift uden evner. Både flydende kamerabevægelser, flotte vinkler og tilpas matte billeder understreger hans fornemme kunnen med billeder og stemning (selvom de langt fra kommer fuldt til udtryk her), der efterfølgende æredes med pladser i filmhistorien på basis af pragtværkerne ”Se7en” og ”Fight Club”, og et par opfindsomme Alien-snigmord benægter sig i den sammenhæng heller ikke.
Til gengæld svigter ”Alien3” på en masse andre planer. Blandt andet i at dens historie og personer - der i dette kapitel består af en vred og utilregnelig mandefangelejr plus selvfølgelig Ripley selv - aldrig formås at gøre interessant. Man står igennem filmens knap to timer som fuldkommen ligeglad med, hvem der går til som alien-foder og hvem der ikke gør, og føler sig lige afventende og håbende på noget godt ved filmens indledning som ved dens udgang. Det at ”Alien3” dybest set aldrig blænder op for noget der kan gribe, forskrække eller bare så meget som rage os, står som dens helt store hæmsko og det forbandet skuffende facit som Fincher forståeligvis tog afstand fra.
En smule paradoksalt er det dog, at filmens ellers visuelle force ender som det element, der for alvor trækker tænder ud. Alien-bæstet bliver simpelthen aldrig levendegjort på nogen troværdig måde, nærmere tværtimod ender den, specielt i det sidste dusin minutter af ”Alien3”, som et tåbelig computerskabt syn, der lyser op i mørket som en grøn GCI-tilstoppet plet. Vi bliver sjældent rigtig bange for uhyret som vi burde og som de to tidligere film, og især 1’eren, tvang os til at gøre på en gyseligt raffineret måde.
Der kan derfor ikke levnes mere end to stjerner til ”Alien3” (ganske vist to store), der trods kvaliteter hist og her aldrig ændre helhedsbilledet af, at denne her film nok snarere burde være endt op som en sammenkryllet kasseringsvare på bunden af en papairskraldespand frem for det dybt forfejlede spillefilmsprojekt man er endt op med.
30/04-2007
