Størst, fedest, vildest, BEDST
6.0
(anmeldelse af Special Edition)
James Camerons opfølger til Ridley Scotts sci-fi mestergys er det ypperste genren nogensinde har præsteret, så kort og præcist kan det siges. Aliens rummer læssevis af det sejeste monster fostret på filmlærredet nogensinde, mørk og dyster stemning, badass soldater med store vilde våben, masser af vild og intens action, eminent og smukt filmede scener, elegant og effektiv spændingsopbygning, suveræn skuespil og et medrivende og svedperlefremkaldende klimaks på 30 min, som er uden sidestykke i filmhistorien.
Hvor Scotts introduktion til alien-universet var en effektiv og relativt langsomt fortalt gyser med stor fokus på snigende uhygge, så er Camerons 2er (der sammen med hans egen Terminator 2 er de mest vellykkede toere i filmhistorien) et buldrende actionbrag med speederen i bund. Alligevel er det lykkedes at bevare troværdigheden 100 pct., således at man føler, at man blot ser anden halvdel af en og samme film. Universet er ramt helt perfekt, ligesom hele ”ånden” i filmen sidder lige i øjet. Denne gang er det midlertidigt ikke en enkelt alien, som lever i det skjulte, der skal overvindes. Det er en hel hær af aggressive slimede effektive dræbere, som erklærer åben krig mod Ripley og et hold af elitesoldater. At kunne ændre så meget på filmens tempo og indholdsmæssige drivkraft og stadigvæk give publikum følelsen af, at det hele foregår i et og samme univers er en genistreg.
Filmen bevarer dog noget af Scotts stemningsopbygning. Der går næsten 75 min. før end vi første gang ser en alien, men så serveres også efterfølgende de vildeste og mest mindeværdige 75 min. i action-sci-fi genrens historie. De første 75 min. er ikke på nogen måde at betragte som den ”kedelige” del af filmen. Her bygger Cameroun perfekt stemningen op, og alle figurer introduceres udfyldende og ikke overdrevet langvarigt. Vi fornemmer, at noget er helt galt. Både på den ”døde” planet og med The Companys agenda. Der køres hårdt på nemesis-myten i præsentationen af elitesoldatergruppen, hvor man som tilskuer ved, at de mange bemærkninger om uovervindelighed og overlegen kampstyrke og færdigheder står for fald, så snart fjenden viser sig. Ripley advarer med tilskuerne som baggrundskor, men der bliver ikke lyttet. En forventningsboble vokser sig større og større i maven på en, og da den brister, lader man sig rive fuldstændigt med af den voldsomme udslettelse af soldater, og den efterfølgende kamp for den lille overlevende flok.
At Cameron kan iscenesætte imponerende flot action og skabe nervepirrende spænding viste han allerede to år tidligere med den ligeledes legendariske Terminator. I Aliens optimerer han mange af hans filmiske idéer og kendetegn, ligesom det større budget nok har forøget den filmiske frihedsgrad en del. Filmen er ekstrem designbevidst hele vejen igennem, og vi forkæles med ”smukke” billeder fra ende til anden. Dette gælder både de flotte shots af planeten og de mange nærbilleder af personer og aliens i kamp. Enkeltscener kan man rose i en uendelighed, men tre bør dog ekstraordinært fremhæves. Det er jagten igennem luftkanalerne, hvor en intens gribende spænding og uhygge skabes næsten på højde med Scotts Alien. Det er Ripleys første opgør med mother-alien, hvor hun brænder æggene af og endelig den afsluttende kamp mellem de to ”mødre” i den rasende kamp for deres børn. Idéen med den enmandsdrevne lagerrobot (hvad sådan en nu end hedder) og dens anvendelse i kamp mod den designmæssigt unikt flotte mother-alien er simpelthen genial, og scenen er noget nær legendarisk.
Sigourney Weaver gentager sin rolle med samme troværdighed og rå machoattitude, hvor hun sparker røv på samtlige elitesoldater. Flere af disse leverer også superpræstationer. Bedst står Bill Paxton som den pivede kommuniktionsofficer og Al Matthews som den benhårde sergent. Det er (også) det glimrende persongalleri og de mange oneliners, som gør Aliens til så mesterlig en oplevelse.
Aliens er i min top ti blandt all time favorites på tværs af genre og tid. Den er et mesterværk både fortællermæssigt og visuelt. En actionmastodont som altid sammen med Terminator 1 og 2 vil stå som et bevis på, hvilken fantastisk filmmager James Cameron kan være. Alle på denne side har formentlig set filmen. Hvis ikke så er det bare at komme i gang, for dette er blandt de allerstørste filmoplevelser gennem tiderne.
James Camerons opfølger til Ridley Scotts sci-fi mestergys er det ypperste genren nogensinde har præsteret, så kort og præcist kan det siges. Aliens rummer læssevis af det sejeste monster fostret på filmlærredet nogensinde, mørk og dyster stemning, badass soldater med store vilde våben, masser af vild og intens action, eminent og smukt filmede scener, elegant og effektiv spændingsopbygning, suveræn skuespil og et medrivende og svedperlefremkaldende klimaks på 30 min, som er uden sidestykke i filmhistorien.
Hvor Scotts introduktion til alien-universet var en effektiv og relativt langsomt fortalt gyser med stor fokus på snigende uhygge, så er Camerons 2er (der sammen med hans egen Terminator 2 er de mest vellykkede toere i filmhistorien) et buldrende actionbrag med speederen i bund. Alligevel er det lykkedes at bevare troværdigheden 100 pct., således at man føler, at man blot ser anden halvdel af en og samme film. Universet er ramt helt perfekt, ligesom hele ”ånden” i filmen sidder lige i øjet. Denne gang er det midlertidigt ikke en enkelt alien, som lever i det skjulte, der skal overvindes. Det er en hel hær af aggressive slimede effektive dræbere, som erklærer åben krig mod Ripley og et hold af elitesoldater. At kunne ændre så meget på filmens tempo og indholdsmæssige drivkraft og stadigvæk give publikum følelsen af, at det hele foregår i et og samme univers er en genistreg.
Filmen bevarer dog noget af Scotts stemningsopbygning. Der går næsten 75 min. før end vi første gang ser en alien, men så serveres også efterfølgende de vildeste og mest mindeværdige 75 min. i action-sci-fi genrens historie. De første 75 min. er ikke på nogen måde at betragte som den ”kedelige” del af filmen. Her bygger Cameroun perfekt stemningen op, og alle figurer introduceres udfyldende og ikke overdrevet langvarigt. Vi fornemmer, at noget er helt galt. Både på den ”døde” planet og med The Companys agenda. Der køres hårdt på nemesis-myten i præsentationen af elitesoldatergruppen, hvor man som tilskuer ved, at de mange bemærkninger om uovervindelighed og overlegen kampstyrke og færdigheder står for fald, så snart fjenden viser sig. Ripley advarer med tilskuerne som baggrundskor, men der bliver ikke lyttet. En forventningsboble vokser sig større og større i maven på en, og da den brister, lader man sig rive fuldstændigt med af den voldsomme udslettelse af soldater, og den efterfølgende kamp for den lille overlevende flok.
At Cameron kan iscenesætte imponerende flot action og skabe nervepirrende spænding viste han allerede to år tidligere med den ligeledes legendariske Terminator. I Aliens optimerer han mange af hans filmiske idéer og kendetegn, ligesom det større budget nok har forøget den filmiske frihedsgrad en del. Filmen er ekstrem designbevidst hele vejen igennem, og vi forkæles med ”smukke” billeder fra ende til anden. Dette gælder både de flotte shots af planeten og de mange nærbilleder af personer og aliens i kamp. Enkeltscener kan man rose i en uendelighed, men tre bør dog ekstraordinært fremhæves. Det er jagten igennem luftkanalerne, hvor en intens gribende spænding og uhygge skabes næsten på højde med Scotts Alien. Det er Ripleys første opgør med mother-alien, hvor hun brænder æggene af og endelig den afsluttende kamp mellem de to ”mødre” i den rasende kamp for deres børn. Idéen med den enmandsdrevne lagerrobot (hvad sådan en nu end hedder) og dens anvendelse i kamp mod den designmæssigt unikt flotte mother-alien er simpelthen genial, og scenen er noget nær legendarisk.
Sigourney Weaver gentager sin rolle med samme troværdighed og rå machoattitude, hvor hun sparker røv på samtlige elitesoldater. Flere af disse leverer også superpræstationer. Bedst står Bill Paxton som den pivede kommuniktionsofficer og Al Matthews som den benhårde sergent. Det er (også) det glimrende persongalleri og de mange oneliners, som gør Aliens til så mesterlig en oplevelse.
Aliens er i min top ti blandt all time favorites på tværs af genre og tid. Den er et mesterværk både fortællermæssigt og visuelt. En actionmastodont som altid sammen med Terminator 1 og 2 vil stå som et bevis på, hvilken fantastisk filmmager James Cameron kan være. Alle på denne side har formentlig set filmen. Hvis ikke så er det bare at komme i gang, for dette er blandt de allerstørste filmoplevelser gennem tiderne.
01/05-2007
