Tæt på et mesterværk
5.0
Når jeg ser danske børneskuespillere i f.eks. film som "Krummerne", "Far til fire" eller "Min søsters børn", må jeg næsten konstant krumme tæer over det ringe skuespil. Her skal undtagelsesvis nævnes det unge hold i "Drengene fra Sankt Petri" og de to drenge fra "De fortabte sjæles ø".
Men hvad andre instruktører ikke formår at få frem i børn, præsterer Schønau Fog til fulde i denne barske, sentimentale og grov-tragikomiske voksenfilm.
De to børnehovedroller, Allan og Sanne, der spilles blændende af debuterende Jannik Lorenzen og Julie Kolbech), formår filmen igennem at udstråle en på en gang indædt vrede, håbløshed og alligevel et brændende ønske om at holde sammen på det familieliv, der konstant er på kollisionskurs.
Jesper Asholt, der giver den i rollen som filmhistoriens vel nok ynkeligste mand, er uovertruffen som den patetiske far, der bruger selvmedlidenheden som våben til at forgribe sig på sine børn.
Plottet er medrivende og peger gennem faderens suicidale og pædofile tendenser og moderens totale apati konstant i retning af den ultimative undergang, nemlig den totale familieopløsning.
Men som filmen skrider frem, bliver man gradvist klar over, at det skal blive værre før det bliver bedre... - hvis det da nogensinde kan blive bedre.
Jeg burde give filmen seks stjerner, men ved ikke helt endnu om jeg tør udråbe den til et mesterværk. Det skal dog siges, at hvis man tør se dette barske familiedrama, vil man afgjort få en oplevelse, der borer sig dybt ind i sjælen og er rædsom svær - måske nogensinde - at lægge fra sig.
Og så er der kaffebord!
Men hvad andre instruktører ikke formår at få frem i børn, præsterer Schønau Fog til fulde i denne barske, sentimentale og grov-tragikomiske voksenfilm.
De to børnehovedroller, Allan og Sanne, der spilles blændende af debuterende Jannik Lorenzen og Julie Kolbech), formår filmen igennem at udstråle en på en gang indædt vrede, håbløshed og alligevel et brændende ønske om at holde sammen på det familieliv, der konstant er på kollisionskurs.
Jesper Asholt, der giver den i rollen som filmhistoriens vel nok ynkeligste mand, er uovertruffen som den patetiske far, der bruger selvmedlidenheden som våben til at forgribe sig på sine børn.
Plottet er medrivende og peger gennem faderens suicidale og pædofile tendenser og moderens totale apati konstant i retning af den ultimative undergang, nemlig den totale familieopløsning.
Men som filmen skrider frem, bliver man gradvist klar over, at det skal blive værre før det bliver bedre... - hvis det da nogensinde kan blive bedre.
Jeg burde give filmen seks stjerner, men ved ikke helt endnu om jeg tør udråbe den til et mesterværk. Det skal dog siges, at hvis man tør se dette barske familiedrama, vil man afgjort få en oplevelse, der borer sig dybt ind i sjælen og er rædsom svær - måske nogensinde - at lægge fra sig.
Og så er der kaffebord!
02/05-2007
