Udsøgt film-noir
5.0
Når jeg hylder ”I tvivlens skygge” med fem store stjerner og lader den indgå i toppen af mine favoritfilm, er det hverken ”fordi” den er fra 1942 eller ”fordi” den er en film af det tidløse instruktørikon Alfred Hitchcock. Det er fordi det i al sin enkelhed er en helt og aldeles formidabel film.
Hvorfor den er det, er der mange årsager til. ”I tvivlens skygge” fungerer i bund og grund eksemplarisk i at klargøre hvad Hitchcock helt basalt gør og formår og fastslår hans gennemgående værdier så skrigende klart, at det må stå blottet for enhver. Mest hovedsagligt kan man tage fat på hans atter udsøgte opbygning af plottet der langsomt, men ekstremt omhyggeligt tager form. Der trædes ikke sømmet i bund, for struktureringen af historien er så god at det ganske enkelt ikke behøves.
I en af filmens hovedroller ses en på ny fremragende Joseph Cotten, der med bredde længder overgår sin præstation fra ”Den Tredje Mand”. Cotten spiller - på højde med Anthony Perkins glansrolle fra ”Psycho” - en småpsykopatisk morder i skikkelse af den charmerende, men også besynderligt mistænkelige onkel, der vælger at flygte fra politiets søgelys og opsøge sin søster og hendes families bopæl. Noget familien virkelig værdsætter, ikke mindst niecen, Charlie, der er opkaldt efter sin forbilledlige onkel. Men snart anses at noget er ravende galt med onklen, og Charlie får at føle hvordan tvivlen nager hende - hvordan håndterer man at et af ens nærmeste familiemedlemmer muligvis kunne være en iskold seriemorder?
De største kvaliteter i filmen skal findes i scenerne mellem Teresa Wright som den pressede niece og Joseph Cotten som splinten midt i familieidyllen. Til at starte med forekommer onkel Charlie som sendt fra himlen, men som mistænksomheder og spørgsmålstegn udspiller sig til voksende forundring, antænder Hitchcock den lunte der utvivlsomt fører til en eksplosion. Finessen ved hans træk er dog at vi aldrig ved hvornår vi ender ved luntens stoppested. Vi ved kun gennem niecens mere og mere forfærdede blik og onklens groende aggressioner at det hele løbende nærmer sig et udbrud og ”I tvivlens skygge” er så enkel, så stærkt underspillet, især skuespillermæssigt, og er det på begge fronter så effektivt, at den fra først til sidst har én i sit tag.
Dette var efter sigende Hitchcocks foretrukne film, og hvorfor den var det kræver ingen hjernegymnastik. Det er, for mig at se, klart en af hans mest stemningsfulde, mest elegante og måske endda en af hans bedste film overhovedet. Sidstnævnte hovedfaktor står ikke mindst bevirket af, at dette meget vel, sammen med hans ”Rear Window” og "Psycho", kan siges at være den mest spændende og indfangende af Hitchcocks adskillige klassikere. Her dirrer en næsten uvant nerve under den tilrøgede og nostalgiske sort/hvid facade. En nerve der gør ”I tvivlens skygge” til en thriller ud over det sædvanlige og til en af Hitchcocks absolut største bedrifter.
Hvorfor den er det, er der mange årsager til. ”I tvivlens skygge” fungerer i bund og grund eksemplarisk i at klargøre hvad Hitchcock helt basalt gør og formår og fastslår hans gennemgående værdier så skrigende klart, at det må stå blottet for enhver. Mest hovedsagligt kan man tage fat på hans atter udsøgte opbygning af plottet der langsomt, men ekstremt omhyggeligt tager form. Der trædes ikke sømmet i bund, for struktureringen af historien er så god at det ganske enkelt ikke behøves.
I en af filmens hovedroller ses en på ny fremragende Joseph Cotten, der med bredde længder overgår sin præstation fra ”Den Tredje Mand”. Cotten spiller - på højde med Anthony Perkins glansrolle fra ”Psycho” - en småpsykopatisk morder i skikkelse af den charmerende, men også besynderligt mistænkelige onkel, der vælger at flygte fra politiets søgelys og opsøge sin søster og hendes families bopæl. Noget familien virkelig værdsætter, ikke mindst niecen, Charlie, der er opkaldt efter sin forbilledlige onkel. Men snart anses at noget er ravende galt med onklen, og Charlie får at føle hvordan tvivlen nager hende - hvordan håndterer man at et af ens nærmeste familiemedlemmer muligvis kunne være en iskold seriemorder?
De største kvaliteter i filmen skal findes i scenerne mellem Teresa Wright som den pressede niece og Joseph Cotten som splinten midt i familieidyllen. Til at starte med forekommer onkel Charlie som sendt fra himlen, men som mistænksomheder og spørgsmålstegn udspiller sig til voksende forundring, antænder Hitchcock den lunte der utvivlsomt fører til en eksplosion. Finessen ved hans træk er dog at vi aldrig ved hvornår vi ender ved luntens stoppested. Vi ved kun gennem niecens mere og mere forfærdede blik og onklens groende aggressioner at det hele løbende nærmer sig et udbrud og ”I tvivlens skygge” er så enkel, så stærkt underspillet, især skuespillermæssigt, og er det på begge fronter så effektivt, at den fra først til sidst har én i sit tag.
Dette var efter sigende Hitchcocks foretrukne film, og hvorfor den var det kræver ingen hjernegymnastik. Det er, for mig at se, klart en af hans mest stemningsfulde, mest elegante og måske endda en af hans bedste film overhovedet. Sidstnævnte hovedfaktor står ikke mindst bevirket af, at dette meget vel, sammen med hans ”Rear Window” og "Psycho", kan siges at være den mest spændende og indfangende af Hitchcocks adskillige klassikere. Her dirrer en næsten uvant nerve under den tilrøgede og nostalgiske sort/hvid facade. En nerve der gør ”I tvivlens skygge” til en thriller ud over det sædvanlige og til en af Hitchcocks absolut største bedrifter.
03/05-2007
