Flot, men sikker fiasko
2.0
Forestil dig et blændet miks af hæderlige madvarer som rugbrød, æbler, havregryn og kød - bliver resultatet lækker? Nej, for blot fordi det smager godt hver for sig, behøver det ikke nødvendigvis at gøre det sammen. Sådan kan der langt hen ad vejen også siges om spilfilmatiseringen "Silent Hill", der ugeneret propper sig, ja nærmest trøstespiser sig vej gennem sine lidt over to timer med den ene gyserkonvention efter den anden.
Hvor "Silent Hill" allerede er på det gale spor er med dens til tider rigtig, rigtig tåbelige personer. Den mest betydelige af dem er moren Rose, der knap 4-5 minutter inde i filmen beslutter at fragte hende selv og sin mindreårige datter, Sharon, til den by ved navn Silent Hill, som Sharon kalder på i søvne. Det kan man vist kalde (for)hastede konklusioner. Inden længe møder de en politikvinde ved en tankstation der kigger påfaldende skævt til både mor og datter, og da betjenten et par minutter senere uden videre beordrer dem til at standse ind til siden, vælger Rose, helt uden motiv, at banke speederen i bund.
På grund af disse underlige karaktertræk og en ganske kedelig skuespiller til rådighed bliver Rose aldrig den spændende figur hun bør. Den man lider med og holder med. Derimod ønsker man at et uhyre gad lukke munden på hende.
Da mor og datter altså når til Silent Hill træder filmen dog betydeligt mere i karakter, og går efter at overdynge os med monstre på stribe, rygradsrislende stemninger, kryb i stride strømme og truende, velfotograferede scenarier. Om dens målrettede stræben så lykkedes må næsten være op til den enkelte, for selvom instruktøren Christophe Gans så sandelig ikke sparer på krudtet, så syntes jeg personligt bestemt heller ikke han levner mange vitaminer eller bare næringsmidler til at få affæren til glide bare noget mættende ned. I stedet får han "Silent Hill" til at fremstå som en afbruset cola, som hverken smager godt eller slukker den tørst den konstant fremkalder.
Man har gennem hele filmen sat en yderst imponerende og stemningsfuld billedside på benene, og selvom dette visuelle øjeguf glimtvis vender skuden til det bedre, forhindre det dog aldrig "Silent Hill" i at sjabbe rundt i et blodhav af alt fra horror-genrens afkom. Gans tager både munden for fuld i gyserklichéer, men ender oven i købet med ikke at kigge sig for hvor han samtidig træder. En fejl der bevirker, at "Silent Hill" snubler i de mest grundlæggende elementer som karaktere, dialog og manuskript og ender som en film, der kun med nød og næppe evner at overkomme genrens pensum.
Hvor "Silent Hill" allerede er på det gale spor er med dens til tider rigtig, rigtig tåbelige personer. Den mest betydelige af dem er moren Rose, der knap 4-5 minutter inde i filmen beslutter at fragte hende selv og sin mindreårige datter, Sharon, til den by ved navn Silent Hill, som Sharon kalder på i søvne. Det kan man vist kalde (for)hastede konklusioner. Inden længe møder de en politikvinde ved en tankstation der kigger påfaldende skævt til både mor og datter, og da betjenten et par minutter senere uden videre beordrer dem til at standse ind til siden, vælger Rose, helt uden motiv, at banke speederen i bund.
På grund af disse underlige karaktertræk og en ganske kedelig skuespiller til rådighed bliver Rose aldrig den spændende figur hun bør. Den man lider med og holder med. Derimod ønsker man at et uhyre gad lukke munden på hende.
Da mor og datter altså når til Silent Hill træder filmen dog betydeligt mere i karakter, og går efter at overdynge os med monstre på stribe, rygradsrislende stemninger, kryb i stride strømme og truende, velfotograferede scenarier. Om dens målrettede stræben så lykkedes må næsten være op til den enkelte, for selvom instruktøren Christophe Gans så sandelig ikke sparer på krudtet, så syntes jeg personligt bestemt heller ikke han levner mange vitaminer eller bare næringsmidler til at få affæren til glide bare noget mættende ned. I stedet får han "Silent Hill" til at fremstå som en afbruset cola, som hverken smager godt eller slukker den tørst den konstant fremkalder.
Man har gennem hele filmen sat en yderst imponerende og stemningsfuld billedside på benene, og selvom dette visuelle øjeguf glimtvis vender skuden til det bedre, forhindre det dog aldrig "Silent Hill" i at sjabbe rundt i et blodhav af alt fra horror-genrens afkom. Gans tager både munden for fuld i gyserklichéer, men ender oven i købet med ikke at kigge sig for hvor han samtidig træder. En fejl der bevirker, at "Silent Hill" snubler i de mest grundlæggende elementer som karaktere, dialog og manuskript og ender som en film, der kun med nød og næppe evner at overkomme genrens pensum.
04/05-2007
