Politiske følelser
6.0
En god politisk film er en film, der formår at komme med et flere nuancer og vinkler på en politisk problemstilling, altså en problemstilling der vedrører magtforhold, uden at komme med definitive og entydige svar. Set i dette lys, er Ken Loachs film ikke en god politisk film. Det er en fremragende politisk film.
"Vinden der ryster kornet" er er både rørende og tankevækkende skildring af det irske opgør mod den imperialistiske britiske besættelse af landet i 1920. En situation der har adskillige paralleller til en vis situation i Irak i dag. Damien (Cillian Murphy) og Teddy (Padriac Delaney) er to brødre. Da filmen begynder, leder Teddy en oprørsgruppe mod briterne, mens den Damien er på vej til at blive en læge. Men da de britiske hærstyrker en dag tæsker deres ven, Micheail (Laurence Barry), til døde, fordi han nægter at udtale sit navn på engelsk (altså som Michael), og vælger Damien også at tilslutte sig Teddys gruppe.
Umiddelbart er det en umulig situation. De britiske soldater, der lige er kommet hjem fra nogle umenneskelige forhold ved skyttegravene i Frankrig under 1. verdenskrig, kan tillade sig at dræbe og torturere blot ved den mindste mistanke. Deres oprør mod besættelsesmagten involverer hævnakter og tortur. Men en af de værste scener er, da Damien får ordre om at myrde en af sine egne folk. En ung knøs, der begik den fejl, at han blev afsløret som oprører af sin engelske arbejdsgiver.
Efter flere voldelige opgør kommer våbenhvilen. Og efter våbenhvilen kommer freden. Men med freden kommer betingelser. England beholder Nordirland, og Irland bliver blot en økonomisk fristat under den engelske konge. Hvis fredspagten ikke underskrives, vil England gå i krig. De irske oprører, der før kæmpede sammen, bliver nu delt op i to. Nogle mener, at kampen er overstået, nu hvor de engelske tropper tager hjem. Andre mener, at magthaverne stadig vil bibeholde magten via godsejere og anden økonomisk undertrykkelse. At Irland ikke er frit, så længe den er betinget af en engelsk overmagt. Og således kommer bror til at kæmpe mod bror.
Der gives ikke nogle enkelte svar i filmen. Loach siger ikke, at den ene side har ret, og den anden har uret. Loach portrætterer nogle britiske styrker, der misbruger deres magt. Men han gør os også opmærksom på, hvilke forhold de kommer fra, og at det ikke er alle englændere, der per definition var arrogante magtmisbrugere. Det imperialistiske magtapparat, der tvang irerne til at tale på en anderledes måde, bliver bestemt ikke vist særlig sympatisk.
Men det gør oprørerne nu heller ikke. Deres ideologiske kamp for frihed vises med en stor tvetydighed. Nogle går på kompromis ved at lade nogle ulige forhold bestå i en kamp for at bekæmpe andre. Andre går ikke på kompromis overhovedet. Og denne todelthed fører blot til mere vold og mere smerte. Vold og magt medfører en ond spiral, der syntes umulig at stoppe.
Loach fortæller sin historie i en meget realistisk tone ved at bruge folk fra lokalområdet og de smukke grønne irske landskaber. Volden vises heller ikke som underholdning. Langt fra. Disse soldater får ikke et steroide-kick ala ”300” ud af at påføre hinanden smerte. De irske oprørere er amatører, der både fysisk og psykisk har svært ved at håndtere den død og ødelægges, de påfører og bliver påført. Lige som dem kan vi ikke undgå at blive påvirket af de brutale episoder, vi ser i filmen.
Det er let nok at lave en politisk film, der er fyldt med ideologier og forestillinger om retfærdighed. Det, Loach gør her, er i stedet at lave en film, der viser en dybt kompliceret og tragisk (uanset hvordan du vender og drejer det vil voldelige handlinger altid være tragiske) historisk situation, som man kan reflektere over og sammenligne med sin nutid. Filmen vækker ikke blot komplekse politiske tanker. Den vækker også komplekse politiske følelser. Derfor vil den altid være aktuel og interessant.
"Vinden der ryster kornet" er er både rørende og tankevækkende skildring af det irske opgør mod den imperialistiske britiske besættelse af landet i 1920. En situation der har adskillige paralleller til en vis situation i Irak i dag. Damien (Cillian Murphy) og Teddy (Padriac Delaney) er to brødre. Da filmen begynder, leder Teddy en oprørsgruppe mod briterne, mens den Damien er på vej til at blive en læge. Men da de britiske hærstyrker en dag tæsker deres ven, Micheail (Laurence Barry), til døde, fordi han nægter at udtale sit navn på engelsk (altså som Michael), og vælger Damien også at tilslutte sig Teddys gruppe.
Umiddelbart er det en umulig situation. De britiske soldater, der lige er kommet hjem fra nogle umenneskelige forhold ved skyttegravene i Frankrig under 1. verdenskrig, kan tillade sig at dræbe og torturere blot ved den mindste mistanke. Deres oprør mod besættelsesmagten involverer hævnakter og tortur. Men en af de værste scener er, da Damien får ordre om at myrde en af sine egne folk. En ung knøs, der begik den fejl, at han blev afsløret som oprører af sin engelske arbejdsgiver.
Efter flere voldelige opgør kommer våbenhvilen. Og efter våbenhvilen kommer freden. Men med freden kommer betingelser. England beholder Nordirland, og Irland bliver blot en økonomisk fristat under den engelske konge. Hvis fredspagten ikke underskrives, vil England gå i krig. De irske oprører, der før kæmpede sammen, bliver nu delt op i to. Nogle mener, at kampen er overstået, nu hvor de engelske tropper tager hjem. Andre mener, at magthaverne stadig vil bibeholde magten via godsejere og anden økonomisk undertrykkelse. At Irland ikke er frit, så længe den er betinget af en engelsk overmagt. Og således kommer bror til at kæmpe mod bror.
Der gives ikke nogle enkelte svar i filmen. Loach siger ikke, at den ene side har ret, og den anden har uret. Loach portrætterer nogle britiske styrker, der misbruger deres magt. Men han gør os også opmærksom på, hvilke forhold de kommer fra, og at det ikke er alle englændere, der per definition var arrogante magtmisbrugere. Det imperialistiske magtapparat, der tvang irerne til at tale på en anderledes måde, bliver bestemt ikke vist særlig sympatisk.
Men det gør oprørerne nu heller ikke. Deres ideologiske kamp for frihed vises med en stor tvetydighed. Nogle går på kompromis ved at lade nogle ulige forhold bestå i en kamp for at bekæmpe andre. Andre går ikke på kompromis overhovedet. Og denne todelthed fører blot til mere vold og mere smerte. Vold og magt medfører en ond spiral, der syntes umulig at stoppe.
Loach fortæller sin historie i en meget realistisk tone ved at bruge folk fra lokalområdet og de smukke grønne irske landskaber. Volden vises heller ikke som underholdning. Langt fra. Disse soldater får ikke et steroide-kick ala ”300” ud af at påføre hinanden smerte. De irske oprørere er amatører, der både fysisk og psykisk har svært ved at håndtere den død og ødelægges, de påfører og bliver påført. Lige som dem kan vi ikke undgå at blive påvirket af de brutale episoder, vi ser i filmen.
Det er let nok at lave en politisk film, der er fyldt med ideologier og forestillinger om retfærdighed. Det, Loach gør her, er i stedet at lave en film, der viser en dybt kompliceret og tragisk (uanset hvordan du vender og drejer det vil voldelige handlinger altid være tragiske) historisk situation, som man kan reflektere over og sammenligne med sin nutid. Filmen vækker ikke blot komplekse politiske tanker. Den vækker også komplekse politiske følelser. Derfor vil den altid være aktuel og interessant.
05/05-2007
