Jump the shark :(
3.0
Ak ak... Så knækkede filmen. Møgtrist er det.
Ikke fordi Spider-Man 3 er nogen usædvanligt dårlig film, for faktisk fungerer det meste ganske godt, men der er et par store problemer undervejs, der for alvor skader filmen.
Det værste problem er plottet. Det holder for så vidt ganske godt, men har et kæmpestort hul - denne gang har man gjort Sandman til skurken, der dræbte den gode onkel Ben. Det fører i sidste ende til en historie om tilgivelse, der faktisk fungerer helt perfekt, så hvorfor skælder jeg ud over det? Fordi det har en omkostning, som får hele mytologien til at køre af sporet. For helt som når man er stupid nok til at lade jokeren være den, der dræbte Batmans forældre, så skader det for alvor, når man overser, at det koster Spider-Man hele hans motiv for at være helt, når man lader Sandman være morderen.
Peter Parker blev helten Spider-Man fordi han føler sig skyldig over onklens død, fordi han ikke standsede den tyv, der slog ham ihjel. Men nu viser det sig, at det slet ikke var den tyv, der dræbte hans onkel, og det betyder, at det aldrig var Peters fejl. Men endnu værre, så ender Peter med at tilgive morderen hans gerning. Uanset hvordan man vender og drejer den sag, så kan det ikke andet end fjerne hele grundlaget for Spider-Man's virke. Nu er han nemlig ikke skyldig i onklens død, og han har dermed ikke ansvarlig for noget. Nu kan han bare hænge kostumet væk og leve sit liv. Helt som i Batman fra 1989, hvor helten til sidst får den hævn over hans forældres morder, som han har søgt hele livet. Den pointe forstod Nolani Batman Begins og ødelagde derfor prompte enhver mulighed for, at Bruce Wayne kan få hævn, ganske som Miller gjorde det sit oplæg. For hævnen over forædrenes død er Batmans motiv for at bekæmpe kriminaliteten. Hvis du fjerner den, er motivet væk, og helten kan gå på pension. Det samme princip gælder også Spider-Man. Nej, han søger ikke hævn, men hele hans motiv er baseret på at skulle leve op til det ansvar hans kræfter giver ham, og hvad der skete med onklen er hele drivkraften i den filosofi, da den er hele grundlaget for hans fortsatte korstog mod ondskab og kriminalitet. Når den sag nu har fundet sin afslutning, så kan Spider-Man bare gå på pension, for nu er hele hans motiv væk. Hvordan Raimi kan overse en så grundlæggende pointe i mytologien er helt uforståelig overfor mig. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at han havde ladet sådan noget komme ind i filmen. Ja, Hollywood er meget glad for den slags "symmetri" i filmene, men derfor er det stadig overlagt mord på ethver motivation i ethvert plot. Bevares, det havde så afgjort været muligt at lave en sådan historie om tilgivelse, men den må da for alt i verden ikke være baseret på onkel Ben, fordi det ryster selve figurens fundament. Man kunne f.eks. havde ladet Harry/Goblin slå Gwen Stacy ihjel (i stil med det oprindelige ophav) og så ladet det være historien om tilgivelse. Måske ikke... Men som det er nu er Spider-Man færdig. Han har ingen grund til at tage kostumet på mere :(
Bortset fra det helt fundamentale problem, så fungerer det meste godt. Ingen kan klage over den aktion filmen har at byde på, og det er vel også, hvad de fleste kigger efter. Sandman er godt lavet, og hele plottet omkring dysten mellem Peter og Harry er grebet godt an og vævet fint sammen med det sorte kostume, når den onde side af Spider-Man skal illustreres. Hele den side er behandlet fint og afsluttes helt rigtigt. Og dog... Jeg synes ikke den sidste afslutning var helt nødvendig, men ellers fungerer det hele fint.
Der er dog andre problemer. Det største er skuespillet. Ikke fordi det ikke er godt. Faktisk er det alt sammen helt fint. Men denne gang skal der ægte følelser på banen i flere situationer, og mens Kirsten Dunst sagtens kan klare sig her, så Tobey Maguires begrænsninger som skuespiller udstillet så voldsomt, at det i sandhed er en ren ydmygelse, for ikke at sige ufrivilligt komisk. Det går helt galt, når Harry tvinger Mary Jane til at slå op med Peter, og Maguire skal vise følelsen af et knust hjerte for åbent lærred. Der var en del fnisen eller direkte grin rundt om i salen, og det er der desværre ikke så meget at sige til, for her kommer Maguire for alvor til kort. Ak og ve...
Men heller ikke scenerne, der skal illustere det onde er lige gode. Nogle af dem er decideret pinlige i betragtning af, hvor kliché-fyldte, de er. Ikke fordi jeg ikke kan se det morsomme i, at Peter spankulerer selvsikkert gennem byen, mens han sender lumre blikke til forbipasserende af det modsatte køn, men det er just pointen - det er farceagtigt og ikke noget, der får mig til at tænke, at Peter har problemer. Tværtimod får det mig til at tænke på skurke med sorte hatte og mørke overskæg som de piller ved, for det ved vi jo alle er det klare tegn på ondskab, "uha, Peter - er du kommet ud i noget snavs..." Sjovt, men faktisk også utroligt, forbandet, pinagtigt fyldt med klichéer. Desværre. Det samme er bestemt tilfældet med scenen, hvor Peter tager Gwen med på den jazzklub, hvor Mary Janes skrantende karriere har tvunget hende hen. Den scene har dog i det mindste en god afslutning, der for alvor for illustreret Peters problem, når han bliver voldelig overfor elskede MJ. Men al den "onde" dansen kunne jeg godt have været foruden. Det smager faktisk en anelse for meget af 50'ernes USA, hvor man jo vidste at Rock'n Roll var rendyrket tilbedelse af Satan selv...
Humoren fungerer til gengæld fint i mange scener. F.eks. er J.K. Simmons stadig lige herlig i rollen som J.J. Jameson i sit evige korstog mod Spider-Man, og faktisk er skuespillet generelt veloplagt. J.K. Simmons hånterer stadig Jameson lige godt, mens Thomas Haden Church faktisk formår at give mere dybde til Sandman end jeg havde ventet, og Rosemary Harris holder formen som tante May. Hun måtte dog godt moralisere lidt mindre... Til gengæld er både Bryce Dallas Howard og James Cromwell rimeligt forglemmelige i rollerne som Gwen Stacy og hendes far. Ikke at de gør det dårligt, men det betyder bare intet for historien eller for mig som tilskuer. Skuffende. Kirsten Dunst og James Franco holder helt stilen fra de foregående film. Faktisk giver Franco os langt mere denne gang, så hatten af til ham. Maguire holder også stilen, men bliver som nævnt spændt alt for vidt i de mere personligt alvorlige scener. Hold ham venligst fra dem, hvis han alligevel er med i den uundgåelige Spider-Man 4, tak. Men den præstation, der dog er klart sjovest er uden sammenligning gamle Bruce Campbell i den uforligneligt herlige rolle som yderst forloren "fransk" tjener på en restaurant. Bemærk at jeg sætter "fransk" i citationstegn selv om jeg allerede har kaldt ham forloren, for han er så karrikeret og bevidst overspillet, at det er en sand fryd at opleve. Alene de tre minutter han er med er sådan set hele filmen værd.
Ikke desto mindre efterlader alt dette et noget broget indtryk af Spider-Man 3. Plotmæssigt fungerer det meste, men der er på i plot og skuespil et par alvorlige problemer, der punkterer det meste af, hvad der sagtens kunne have været et langt bedre produkt. Ærgerligt. Men stadig seværdigt, hvis man husker at skrue forventningerne ned først.
Ikke fordi Spider-Man 3 er nogen usædvanligt dårlig film, for faktisk fungerer det meste ganske godt, men der er et par store problemer undervejs, der for alvor skader filmen.
Det værste problem er plottet. Det holder for så vidt ganske godt, men har et kæmpestort hul - denne gang har man gjort Sandman til skurken, der dræbte den gode onkel Ben. Det fører i sidste ende til en historie om tilgivelse, der faktisk fungerer helt perfekt, så hvorfor skælder jeg ud over det? Fordi det har en omkostning, som får hele mytologien til at køre af sporet. For helt som når man er stupid nok til at lade jokeren være den, der dræbte Batmans forældre, så skader det for alvor, når man overser, at det koster Spider-Man hele hans motiv for at være helt, når man lader Sandman være morderen.
Peter Parker blev helten Spider-Man fordi han føler sig skyldig over onklens død, fordi han ikke standsede den tyv, der slog ham ihjel. Men nu viser det sig, at det slet ikke var den tyv, der dræbte hans onkel, og det betyder, at det aldrig var Peters fejl. Men endnu værre, så ender Peter med at tilgive morderen hans gerning. Uanset hvordan man vender og drejer den sag, så kan det ikke andet end fjerne hele grundlaget for Spider-Man's virke. Nu er han nemlig ikke skyldig i onklens død, og han har dermed ikke ansvarlig for noget. Nu kan han bare hænge kostumet væk og leve sit liv. Helt som i Batman fra 1989, hvor helten til sidst får den hævn over hans forældres morder, som han har søgt hele livet. Den pointe forstod Nolani Batman Begins og ødelagde derfor prompte enhver mulighed for, at Bruce Wayne kan få hævn, ganske som Miller gjorde det sit oplæg. For hævnen over forædrenes død er Batmans motiv for at bekæmpe kriminaliteten. Hvis du fjerner den, er motivet væk, og helten kan gå på pension. Det samme princip gælder også Spider-Man. Nej, han søger ikke hævn, men hele hans motiv er baseret på at skulle leve op til det ansvar hans kræfter giver ham, og hvad der skete med onklen er hele drivkraften i den filosofi, da den er hele grundlaget for hans fortsatte korstog mod ondskab og kriminalitet. Når den sag nu har fundet sin afslutning, så kan Spider-Man bare gå på pension, for nu er hele hans motiv væk. Hvordan Raimi kan overse en så grundlæggende pointe i mytologien er helt uforståelig overfor mig. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at han havde ladet sådan noget komme ind i filmen. Ja, Hollywood er meget glad for den slags "symmetri" i filmene, men derfor er det stadig overlagt mord på ethver motivation i ethvert plot. Bevares, det havde så afgjort været muligt at lave en sådan historie om tilgivelse, men den må da for alt i verden ikke være baseret på onkel Ben, fordi det ryster selve figurens fundament. Man kunne f.eks. havde ladet Harry/Goblin slå Gwen Stacy ihjel (i stil med det oprindelige ophav) og så ladet det være historien om tilgivelse. Måske ikke... Men som det er nu er Spider-Man færdig. Han har ingen grund til at tage kostumet på mere :(
Bortset fra det helt fundamentale problem, så fungerer det meste godt. Ingen kan klage over den aktion filmen har at byde på, og det er vel også, hvad de fleste kigger efter. Sandman er godt lavet, og hele plottet omkring dysten mellem Peter og Harry er grebet godt an og vævet fint sammen med det sorte kostume, når den onde side af Spider-Man skal illustreres. Hele den side er behandlet fint og afsluttes helt rigtigt. Og dog... Jeg synes ikke den sidste afslutning var helt nødvendig, men ellers fungerer det hele fint.
Der er dog andre problemer. Det største er skuespillet. Ikke fordi det ikke er godt. Faktisk er det alt sammen helt fint. Men denne gang skal der ægte følelser på banen i flere situationer, og mens Kirsten Dunst sagtens kan klare sig her, så Tobey Maguires begrænsninger som skuespiller udstillet så voldsomt, at det i sandhed er en ren ydmygelse, for ikke at sige ufrivilligt komisk. Det går helt galt, når Harry tvinger Mary Jane til at slå op med Peter, og Maguire skal vise følelsen af et knust hjerte for åbent lærred. Der var en del fnisen eller direkte grin rundt om i salen, og det er der desværre ikke så meget at sige til, for her kommer Maguire for alvor til kort. Ak og ve...
Men heller ikke scenerne, der skal illustere det onde er lige gode. Nogle af dem er decideret pinlige i betragtning af, hvor kliché-fyldte, de er. Ikke fordi jeg ikke kan se det morsomme i, at Peter spankulerer selvsikkert gennem byen, mens han sender lumre blikke til forbipasserende af det modsatte køn, men det er just pointen - det er farceagtigt og ikke noget, der får mig til at tænke, at Peter har problemer. Tværtimod får det mig til at tænke på skurke med sorte hatte og mørke overskæg som de piller ved, for det ved vi jo alle er det klare tegn på ondskab, "uha, Peter - er du kommet ud i noget snavs..." Sjovt, men faktisk også utroligt, forbandet, pinagtigt fyldt med klichéer. Desværre. Det samme er bestemt tilfældet med scenen, hvor Peter tager Gwen med på den jazzklub, hvor Mary Janes skrantende karriere har tvunget hende hen. Den scene har dog i det mindste en god afslutning, der for alvor for illustreret Peters problem, når han bliver voldelig overfor elskede MJ. Men al den "onde" dansen kunne jeg godt have været foruden. Det smager faktisk en anelse for meget af 50'ernes USA, hvor man jo vidste at Rock'n Roll var rendyrket tilbedelse af Satan selv...
Humoren fungerer til gengæld fint i mange scener. F.eks. er J.K. Simmons stadig lige herlig i rollen som J.J. Jameson i sit evige korstog mod Spider-Man, og faktisk er skuespillet generelt veloplagt. J.K. Simmons hånterer stadig Jameson lige godt, mens Thomas Haden Church faktisk formår at give mere dybde til Sandman end jeg havde ventet, og Rosemary Harris holder formen som tante May. Hun måtte dog godt moralisere lidt mindre... Til gengæld er både Bryce Dallas Howard og James Cromwell rimeligt forglemmelige i rollerne som Gwen Stacy og hendes far. Ikke at de gør det dårligt, men det betyder bare intet for historien eller for mig som tilskuer. Skuffende. Kirsten Dunst og James Franco holder helt stilen fra de foregående film. Faktisk giver Franco os langt mere denne gang, så hatten af til ham. Maguire holder også stilen, men bliver som nævnt spændt alt for vidt i de mere personligt alvorlige scener. Hold ham venligst fra dem, hvis han alligevel er med i den uundgåelige Spider-Man 4, tak. Men den præstation, der dog er klart sjovest er uden sammenligning gamle Bruce Campbell i den uforligneligt herlige rolle som yderst forloren "fransk" tjener på en restaurant. Bemærk at jeg sætter "fransk" i citationstegn selv om jeg allerede har kaldt ham forloren, for han er så karrikeret og bevidst overspillet, at det er en sand fryd at opleve. Alene de tre minutter han er med er sådan set hele filmen værd.
Ikke desto mindre efterlader alt dette et noget broget indtryk af Spider-Man 3. Plotmæssigt fungerer det meste, men der er på i plot og skuespil et par alvorlige problemer, der punkterer det meste af, hvad der sagtens kunne have været et langt bedre produkt. Ærgerligt. Men stadig seværdigt, hvis man husker at skrue forventningerne ned først.
05/05-2007
