intellektualiseret og alvorsfuld satire
5.0
Den britiske teaterinstruktør Sam Mendes spillefilmsdebuterede i ´99 med den brillante American Beauty, der i sin nihilistiske humanisme efterlod en lovende og indflydelsesrig resonans i filmbranchen, hvilket blev genopfanget i Mendes’ andet værk, den ligeledes superbe og emotionelt generøse Road to Perdition, hvorigennem Mendes’ indiskutabelt fik statueret sig selv som en af nutidens mest opsigtsvækkende og kvalitative auteurer. Med hans tredje film har han kastet sig over en kompromisløs skildring af psykologisk passivitet under Golfkrigen, og Jarhead lever overlegent op til Mendes’ tidligere renommé ved at levere en umådelig intelligent og tankeprovokerende kritik af hærens glorificerende postulat om, at ethvert individ kan gøre en forskel. Jarhead er baseret på soldaten Anthony Swoffords memories og adapteret med stor indsigtsfuldhed og jovialitet til filmmediet af den talentfulde manuskriptforfatter William Broyles, Jr. (der tidligere har penneført Zemeckis’ ubeskrivelige mesterværk, Cast Away). Mendes’ stringent fokuserede og nærmest nonchalant genialsk iscenesættelse har hentet evident inspiration hos både Kubricks klassiker Full Metal Jacket og David O´Russells fremragende Three Kings, men Jarhead støtter sig ubristende på egne distingverende fødder, og denne psykedeliske filmoplevelse er intet mindre end memorabel.
Mendes indleder sin film alt sigende gennem en montagesekvens, hvor vores protagonist gennemgår fornedrende prøvelser i hæren til lyden af Bobby McFerrins Don’t Worry, Be Happy. De sarkastiske og respektløse overtoner fastsættes hurtigt, men lige bag Mendes’ meningsladede og kontemplative kritik, ligger der en gribende emotionel substans og en genuin interesse i humanistisk opførsel under pressede situationer. Jake Gyllenhaal indkasserer endnu en fantastisk præstation gennem hans indlevende portrættering af en frustreret ung mand, hvis naivitet stråler hjerteskærende igennem i filmens begyndelse, hvor replikker som ’I got lost on my way to college’ rammer publikum hårdtslående. Jarhead er en depressiv selverkendelsestragedie, hvor de unge soldaters ønske om at gøre en forskel hurtigt forvandles til et altdominerende mål om at affyre sin riffel af og tage et andet menneskes liv. Soldaternes oplæring iscenesættes som en massehypnotiserende hjernevaskelse, hvor de krigsliderlige implicerede celebrerer den notoriske angrebssekvens i Coppolas famøse Apocalypse Now, og i denne del af filmen er maskulinitetsbarometret på sit højeste. Denne indfaldsvinkel ændrer Mendes dog markant i filmens anden halvdel, hvor soldaterne sendes til Irak og indser, at den benhårde træning har været til transparent nytte og at passivitet er en demoraliserende og etisk destruerende kraft, og den handlekraftige facade krakelerer gradvis.
Jarhead er i besiddelse af et imponerende skuespillerhold, der hver især vækker de vitale karakterer til live med en respektindgydende indsats. Udover Gyllenhaal som dominant kontributør er især Peter Sarsgaard sublim i rollen som social taber, der lever og ånder for hærens korps, men som også langsomt mister realitetssansen under den overskyggende kedsomhed, som soldaterne udsættes for i ørkenen. På overfladen er handlingen i Jarhead simpel uden de store dramaturgiske kvantespring, men dette er en refleksion over soldaternes ufrivillige stilstand og trækker derved publikum ubønhørligt ind i den originale fortælling, der sprudler med perfektible replikker, hvor der svinges kongruent mellem morsom macho-jargon og uafrystelige nålestik til den gængse opfattelse af hærens indsats. En sekvens, hvor basale ytringsfriheder undermineres, hvis ikke decideret bandlyses, rykker stærkt på tolerancegrænsen.
I centrum i denne beskrivelse af menneskelig fatalitet, leverer Mendes en ret fortvivlende beretning om et parforholds skrøbelige holdbarhed og monogamiparanoia, der i Gyllenhaals tilfælde er en ligeså stor katalysator for mistet virkelighedssans som de tørre omstændighederne, han er hensat i. Fortvivlelsen visualiserer Mendes grandiost i en abstrakt drømmesekvens, der nemt står som en af filmhistoriens mest originale. Filmen indeholder talrige uafrystelige sekvenser (eksempelvis en ondskabsfuld scene, hvor en soldat modtager et eksplicit sexbånd af sin hustru, der knalder naboen som hævnakt, hvorefter Gyllenhaal på rørende vis erklærer, at han nærmest søger den smertende følelse af utroskab fra partneren, da dette på hyklerisk måde holder hans følelsesregisteraktivitet oppe), hvor Mendes’ bastante budskaber skinner klart og detaljerigt igennem. Tematikken fra Malicks’ sanselige The Thin Red Line genoptages kortvarigt i Jarhead, hvor en dødsdømt hest dækket i olie symboliserer menneskets ødelæggelse af naturen (i tilgift med replikken ’The earth is bleeding’), og slutningen indikerer en klar meningsløshed gennem befolkningens celebrering af soldaternes (manglende) indsats og de hjemvendte folks traumatiserede efterliv.
Jarhead sprudler af kunstnerisk kreativitet og filmisk velartikulation, hvor Mendes i særdeleshed har allieret sig med nogle af branchens bedste folk. Thomas Newmans smukke og hjemsøgende musik akkompagnerer Roger Deakins’ overdådige og nærmest guddommelige æstetik mesterligt. Deakins fanger modbydeligheden og frustrationerne i en sanselig billedstil, der er tørlagt for livlige og fortrøstningsfulde farver, og han komponerer nogle i sandhed uafrystelige billeder, hvor især de brændende oliebrønde er æstetikkunst af højeste karat, som den legendariske klipper Walter Murch sammensætter kompetencefyldt. Jarhead er inspirerende filmmageri- og magi i den depressive ende af den menneskelige mentalitet, og Mendes kan endnu engang tilføje et mesterværk på sit cv. Marginal tæt på de seks stjerner.
Mendes indleder sin film alt sigende gennem en montagesekvens, hvor vores protagonist gennemgår fornedrende prøvelser i hæren til lyden af Bobby McFerrins Don’t Worry, Be Happy. De sarkastiske og respektløse overtoner fastsættes hurtigt, men lige bag Mendes’ meningsladede og kontemplative kritik, ligger der en gribende emotionel substans og en genuin interesse i humanistisk opførsel under pressede situationer. Jake Gyllenhaal indkasserer endnu en fantastisk præstation gennem hans indlevende portrættering af en frustreret ung mand, hvis naivitet stråler hjerteskærende igennem i filmens begyndelse, hvor replikker som ’I got lost on my way to college’ rammer publikum hårdtslående. Jarhead er en depressiv selverkendelsestragedie, hvor de unge soldaters ønske om at gøre en forskel hurtigt forvandles til et altdominerende mål om at affyre sin riffel af og tage et andet menneskes liv. Soldaternes oplæring iscenesættes som en massehypnotiserende hjernevaskelse, hvor de krigsliderlige implicerede celebrerer den notoriske angrebssekvens i Coppolas famøse Apocalypse Now, og i denne del af filmen er maskulinitetsbarometret på sit højeste. Denne indfaldsvinkel ændrer Mendes dog markant i filmens anden halvdel, hvor soldaterne sendes til Irak og indser, at den benhårde træning har været til transparent nytte og at passivitet er en demoraliserende og etisk destruerende kraft, og den handlekraftige facade krakelerer gradvis.
Jarhead er i besiddelse af et imponerende skuespillerhold, der hver især vækker de vitale karakterer til live med en respektindgydende indsats. Udover Gyllenhaal som dominant kontributør er især Peter Sarsgaard sublim i rollen som social taber, der lever og ånder for hærens korps, men som også langsomt mister realitetssansen under den overskyggende kedsomhed, som soldaterne udsættes for i ørkenen. På overfladen er handlingen i Jarhead simpel uden de store dramaturgiske kvantespring, men dette er en refleksion over soldaternes ufrivillige stilstand og trækker derved publikum ubønhørligt ind i den originale fortælling, der sprudler med perfektible replikker, hvor der svinges kongruent mellem morsom macho-jargon og uafrystelige nålestik til den gængse opfattelse af hærens indsats. En sekvens, hvor basale ytringsfriheder undermineres, hvis ikke decideret bandlyses, rykker stærkt på tolerancegrænsen.
I centrum i denne beskrivelse af menneskelig fatalitet, leverer Mendes en ret fortvivlende beretning om et parforholds skrøbelige holdbarhed og monogamiparanoia, der i Gyllenhaals tilfælde er en ligeså stor katalysator for mistet virkelighedssans som de tørre omstændighederne, han er hensat i. Fortvivlelsen visualiserer Mendes grandiost i en abstrakt drømmesekvens, der nemt står som en af filmhistoriens mest originale. Filmen indeholder talrige uafrystelige sekvenser (eksempelvis en ondskabsfuld scene, hvor en soldat modtager et eksplicit sexbånd af sin hustru, der knalder naboen som hævnakt, hvorefter Gyllenhaal på rørende vis erklærer, at han nærmest søger den smertende følelse af utroskab fra partneren, da dette på hyklerisk måde holder hans følelsesregisteraktivitet oppe), hvor Mendes’ bastante budskaber skinner klart og detaljerigt igennem. Tematikken fra Malicks’ sanselige The Thin Red Line genoptages kortvarigt i Jarhead, hvor en dødsdømt hest dækket i olie symboliserer menneskets ødelæggelse af naturen (i tilgift med replikken ’The earth is bleeding’), og slutningen indikerer en klar meningsløshed gennem befolkningens celebrering af soldaternes (manglende) indsats og de hjemvendte folks traumatiserede efterliv.
Jarhead sprudler af kunstnerisk kreativitet og filmisk velartikulation, hvor Mendes i særdeleshed har allieret sig med nogle af branchens bedste folk. Thomas Newmans smukke og hjemsøgende musik akkompagnerer Roger Deakins’ overdådige og nærmest guddommelige æstetik mesterligt. Deakins fanger modbydeligheden og frustrationerne i en sanselig billedstil, der er tørlagt for livlige og fortrøstningsfulde farver, og han komponerer nogle i sandhed uafrystelige billeder, hvor især de brændende oliebrønde er æstetikkunst af højeste karat, som den legendariske klipper Walter Murch sammensætter kompetencefyldt. Jarhead er inspirerende filmmageri- og magi i den depressive ende af den menneskelige mentalitet, og Mendes kan endnu engang tilføje et mesterværk på sit cv. Marginal tæt på de seks stjerner.
05/05-2007
