Brutal, Antiheroisk og Mangelfuld
5.0
Denne berømte eller snarere berygtede spagettiwestern om revolvermanden Django (Nero), der kommer trækkende med en ligkiste og ender i en lille og brutal mexicansk by, hvor to rivaliserende bander bekæmper hinanden, er som Sergio Leone’s ”A Fistful Of Dollars” bygget på eller inspireret af Kurosawas “Yojimbo” (der pudsigt nok på flere måder var en hyldest til den amerikanske western), der også har givet inspiration til Bruce Willis filmen ”Last Man Standing” og andre.
Denne her kontroversielle version fik stor succes i de lande der ville vise den i sin tid, mens mange lande simpelthen forbød den fordi den var for rå, bestialsk og hårdkogt. Igennem årene har den og sikkert af den grund, opnået et ry som skulle den være en mesterlig og anderledes western og det kan den måske ikke altid leve op til. Anderledes er for sin tids andre western, det er den. Men noget mesterværk kan den ikke helt kaldes, uden for dens ikoniske scener og påfund, der gør den svært underholdende. Her er egentlig mere tale om en lidt overraskende jævnt instrueret film med en del filmiske fejl og enkelte store bommerter.
Den har så til gengæld som skrevet, en voldsomt høj underholdningsværdi og det kombineret med den rå vold og det tårnhøje drabstal, gør et sådan indtryk at man husker den trods alt og man forstår at den har efterladt et vist indtryk på folk dengang den kom frem. Dette særligt set i lyset af de på dette tidspunkt lidt glatte og polerede amerikanske westernfilm der nåede biograferne.
Den her er alt andet end glat og selv med dens tungnemme fejl og mangler, så må den siges at gøre sig godt. Skulle man alene bedømme ud fra hvor ultracool og rå underholdende den er, så kan man roligt lægge en stjerne mere til.
I hovedrollen som den møgbeskidte, blodtørstige og antiheroiske enspænder Django, der minder om en omnipotent manifestation af menneskets voldelige natur, gør Nero også en mindeværdig figur (en figur der blev kopieret i utallige andre film dengang).
Efterfølges af “Django Strikes Again”.
Denne her kontroversielle version fik stor succes i de lande der ville vise den i sin tid, mens mange lande simpelthen forbød den fordi den var for rå, bestialsk og hårdkogt. Igennem årene har den og sikkert af den grund, opnået et ry som skulle den være en mesterlig og anderledes western og det kan den måske ikke altid leve op til. Anderledes er for sin tids andre western, det er den. Men noget mesterværk kan den ikke helt kaldes, uden for dens ikoniske scener og påfund, der gør den svært underholdende. Her er egentlig mere tale om en lidt overraskende jævnt instrueret film med en del filmiske fejl og enkelte store bommerter.
Den har så til gengæld som skrevet, en voldsomt høj underholdningsværdi og det kombineret med den rå vold og det tårnhøje drabstal, gør et sådan indtryk at man husker den trods alt og man forstår at den har efterladt et vist indtryk på folk dengang den kom frem. Dette særligt set i lyset af de på dette tidspunkt lidt glatte og polerede amerikanske westernfilm der nåede biograferne.
Den her er alt andet end glat og selv med dens tungnemme fejl og mangler, så må den siges at gøre sig godt. Skulle man alene bedømme ud fra hvor ultracool og rå underholdende den er, så kan man roligt lægge en stjerne mere til.
I hovedrollen som den møgbeskidte, blodtørstige og antiheroiske enspænder Django, der minder om en omnipotent manifestation af menneskets voldelige natur, gør Nero også en mindeværdig figur (en figur der blev kopieret i utallige andre film dengang).
Efterfølges af “Django Strikes Again”.
05/05-2007
