Ingen solstrålehistorie
3.0
På overfladen ligner Sunshine fuldstændig de tre milliarder andre håbløse rumgyser kopier, og det var først efter at have set Jacob Stegelmann sige pæne ting om filmen, at jeg fik øjnene op for, at der måske var mere i filmen, end jeg troede. Det skyldes nok dels, at titlen er helt forkert. Den antyder noget helt andet, end hvad filmen handler om. Den her film handler jo ikke om "solskin", for titlens solskin er et inferno af lys og varme, der er direkte fatalt. "Sunfall" eller lignende havde været mere passende, tror jeg. Ikke at det er nogen væsentlig pointe...
På skuespilsiden er der ingen grund til at klage. Plottet formår fra begyndelsen behændigt at gå udenom, hvem der er "hovedpersonen" i filmen. Det er en væsentlig pointe, fordi missionen kommer i fokus, mens alle karaktererne er lige vigtige. I mange filmen får man tidligt at vide, hvem der bliver vigtige for plottet, og hvem der dermed er "mere" end de andre. Det gør Sunshine vel egentlig også på sin egen måde, men ikke så jeg sad og tænkte, at nu var det Capa, der var vigtig. Det er væsentligt, dels fordi man jo på forhånd har en god fornemmelse af, at ikke alle overlever, og hvis "helten" ikke er blevet udpeget, så kan alle i princippet dø på ethvert tidspunkt i plottet. Det problem sniger Sunshine, helt som Alien, sig behændigt udenom. Jeg lagde mest mærke til Cillian Murphy og Michelle Yeoh fra begyndelsen, men hvis jeg skulle have udpeget filmens "helt" på det tidspunkt, så havde jeg nok peget på Searle. Så det fungerer på den side.
Generelt er det et spændende plot, hvor vores lille besætning skal redde verden ved at "tænde" for solen igen. Det er i lang tid en voldsom dyst med kolde og ubøjelige naturkræfter. Det er f.eks. meget hård fortælling, når besætningen indser, at en af dem må dø, da de andre efter en ulykke på skibet ellers ikke har luft nok tilbage til at fuldføre missionen og redde verden. Det er kolde, hårde facts, som giver os en ubamhjertig og kold fortælling. "This is not for the faint of heart." Pointen om, at der ikke er råd til at lave et tredje skib, og at de dermed er menneskehedens sidste håb, kunne jeg dog godt have været foruden - det er trods alt noget for klichéfyldt - "you are our last hope!" Suk... Og helt unødvendigt.
Generelt fortælles der koldt og kynisk, med undtagelse af når tingene går galt og besætningsmedlemmer dør. Så bliver det hele tværtimod stort og voldsomt. Og generelt synes jeg det fungerer fremragende på den side. Store voldsomme billeder, der understreges af voldsom, hæsblæsende musik. Det er en meget anderledes måde, at fortælle historien på. I flere tilfælde er det nærmest en grænseoverskridende oplevelse med religiøse undertoner, når folk dør i filmen, så fantastisk som man prøver at videregive det. Musikalsk er det også meget anderledes og fantastisk i forhold til, hvad vi normalt ser i denne slags film. Det fik i hvert fald mig til at tænke på, hvor Ennio Morricone revolutionerede western-genren, da han brugte hæsblæsende guitar-musik i "Fistful of Dollars" og Sergio Leones efterfølgende spaghetti-westerns med Clint Eastwood og andre. Vi er ikke på samme højde her, men forsøget på at "ruske op" i genrens indforståede fortællestil er værd at hæfte sig ved. Det fungerer faktisk over forventning.
Mødet med det første skib, der blev sendt afsted, er dog et klart faresignal. Ikke mindst for plottet. Generelt er jeg glad for filmens visuelle stil, men der er flere ting her, som jeg ikke bryder mig om. Da de finder det tilsyneladende forladte skib, skal vi lige "præsenteres" for det nye skibs besætning. Det gør instruktøren ved på skift at lade et enkelt billede af hvert medlem "hoppe" ind i filmen, så vi opfatter dem, men ikke rigtigt ser dem. Forstået på den måde, at hvis en film har 50 billeder per sekund, så er besætningsmedlemmet kun et af dem. Og vi får dem kastet i hovedet på den måde over flere minutter. Filmtricks er okay, men jeg vil ikke manipuleres med på den måde. Store minusser for det. Og mødet med det første skib er på mange måder skæbnesvangert, både for plot og film...
Det er møgtrist, at filmen til sidst forfalder til at kræve en skurk, som kan repræsentere al ondskaben, og som forvandler den ellers så lovende historie til en rå kamp mellem det gode og det onde. Du havde fat i den lange ende, Danny Boyle - hvorfor slap du den dog igen?
Herefter hopper filmen helt af sporet, og i stedet for en vedvarende og meget "realistisk" dyst med rummets kolde naturlove, bliver det hele til en brutal nedslagtning af besætningen, mens vores skurk vil forhindre dem i at redde verden. Det er også tåbeligt. Allerede før vores besætning nærmer sig det gamle skib, vurderer de for åben skærm, at besætningen på det første skib godt kunne have overlevet, da de havde deres eget økosystem. Men da de finder ligene af den anden besætning, der åbenbart har begået masseselvmord uden forklaring, så glemmer de sørme lige at tælle efter, hvor mange døde, der er. Ups! Det er vist et plothul så stort, at der let kunne flyve en dødsstjerne igennem... Beklager, men det er altså helt igennem skidt, Boyle! Det duer simpelthen ikke, at jeg allerede da skibene uden forklaring "afkobler" på et kritisk tidspunkt allerede ved, at der er en "ond" overlevende fra den anden besætning, mens ingen af vores "helte" kan regne det ud, selv efter de finder ud af, at afkoblingen skete bevidst :(
Den slemme skurk er tilmed en sindsforvirret person, der åbenbart gør det "fordi han er sindssyg", hvilket skal forståes på den måde, at vi derfor ikke behøver beskæftige os med, hvad hans motiver er, for han er jo sindssyg, ikke? Beklager, men det ER altså den ultimative falliterklæring fra forfatterens side, når han end ikke formår at give sin skurk nogle bevæggrunde. Samtidig bruges filmens visuelle stil herefter til at sløre skurken, så han ikke er rigtig menneskelig. Det betyder, at filmen går fra at være en meget realistisk og alvorlig rumfærd i stil med 2001 til at være en meget tradiotionel kamp mellem de gode og de(n) onde. Det kunne sådan set godt fungere, men det er bare ikke den historie, som instruktøren var ved at fortælle os. I princippet har vi to historier. En af dem fungerer, og det er ikke den sidste.
I sidste ende betyder det, at Sunshine bliver en noget broget affære. Boyle får faktisk afsluttet flot med meget fantastiske scener i slutningen, men derfor efterlader det hele stadig en noget klæg eftersmag, især fordi man fornemmer, at det hele kunne have været meget, meget bedre. Sunshine bliver dermed mest et pragteksempel på, hvordan man ikke skal kombinere genrene. Rumgys kan sagtens fungere - se Alien f.eks. - men her taler vi om onde rumvæsner, hvilket kan kaldes en genre for sig. Sunshine begynder som en spændende og farlig rumrejse for at redde Jorden, men vil så pludselig være en kamp mellem det gode og det onde. Ubeslutsomhed i plottet kan være fatalt, især når man på den baggrund vælger at sætte sig mellem to stole. Den går ikke - du må beslutte dig for en af dem. Sunshine falder dermed pladask på gulvet på grund af det usammenhængende plot, og det er mildt sagt ærgerligt, når det nu gik så godt i filmens begyndelse. Sunshine kunne sagtens have været blevet en moderne klassiker indenfor sin genre. Den har så afgjort tilløb til det med sin fortællestil. Desværre efterlader den i sidste ende blot en løfte om, hvad den kunne være blevet til, men aldrig opnåede. Øv!
På skuespilsiden er der ingen grund til at klage. Plottet formår fra begyndelsen behændigt at gå udenom, hvem der er "hovedpersonen" i filmen. Det er en væsentlig pointe, fordi missionen kommer i fokus, mens alle karaktererne er lige vigtige. I mange filmen får man tidligt at vide, hvem der bliver vigtige for plottet, og hvem der dermed er "mere" end de andre. Det gør Sunshine vel egentlig også på sin egen måde, men ikke så jeg sad og tænkte, at nu var det Capa, der var vigtig. Det er væsentligt, dels fordi man jo på forhånd har en god fornemmelse af, at ikke alle overlever, og hvis "helten" ikke er blevet udpeget, så kan alle i princippet dø på ethvert tidspunkt i plottet. Det problem sniger Sunshine, helt som Alien, sig behændigt udenom. Jeg lagde mest mærke til Cillian Murphy og Michelle Yeoh fra begyndelsen, men hvis jeg skulle have udpeget filmens "helt" på det tidspunkt, så havde jeg nok peget på Searle. Så det fungerer på den side.
Generelt er det et spændende plot, hvor vores lille besætning skal redde verden ved at "tænde" for solen igen. Det er i lang tid en voldsom dyst med kolde og ubøjelige naturkræfter. Det er f.eks. meget hård fortælling, når besætningen indser, at en af dem må dø, da de andre efter en ulykke på skibet ellers ikke har luft nok tilbage til at fuldføre missionen og redde verden. Det er kolde, hårde facts, som giver os en ubamhjertig og kold fortælling. "This is not for the faint of heart." Pointen om, at der ikke er råd til at lave et tredje skib, og at de dermed er menneskehedens sidste håb, kunne jeg dog godt have været foruden - det er trods alt noget for klichéfyldt - "you are our last hope!" Suk... Og helt unødvendigt.
Generelt fortælles der koldt og kynisk, med undtagelse af når tingene går galt og besætningsmedlemmer dør. Så bliver det hele tværtimod stort og voldsomt. Og generelt synes jeg det fungerer fremragende på den side. Store voldsomme billeder, der understreges af voldsom, hæsblæsende musik. Det er en meget anderledes måde, at fortælle historien på. I flere tilfælde er det nærmest en grænseoverskridende oplevelse med religiøse undertoner, når folk dør i filmen, så fantastisk som man prøver at videregive det. Musikalsk er det også meget anderledes og fantastisk i forhold til, hvad vi normalt ser i denne slags film. Det fik i hvert fald mig til at tænke på, hvor Ennio Morricone revolutionerede western-genren, da han brugte hæsblæsende guitar-musik i "Fistful of Dollars" og Sergio Leones efterfølgende spaghetti-westerns med Clint Eastwood og andre. Vi er ikke på samme højde her, men forsøget på at "ruske op" i genrens indforståede fortællestil er værd at hæfte sig ved. Det fungerer faktisk over forventning.
Mødet med det første skib, der blev sendt afsted, er dog et klart faresignal. Ikke mindst for plottet. Generelt er jeg glad for filmens visuelle stil, men der er flere ting her, som jeg ikke bryder mig om. Da de finder det tilsyneladende forladte skib, skal vi lige "præsenteres" for det nye skibs besætning. Det gør instruktøren ved på skift at lade et enkelt billede af hvert medlem "hoppe" ind i filmen, så vi opfatter dem, men ikke rigtigt ser dem. Forstået på den måde, at hvis en film har 50 billeder per sekund, så er besætningsmedlemmet kun et af dem. Og vi får dem kastet i hovedet på den måde over flere minutter. Filmtricks er okay, men jeg vil ikke manipuleres med på den måde. Store minusser for det. Og mødet med det første skib er på mange måder skæbnesvangert, både for plot og film...
Det er møgtrist, at filmen til sidst forfalder til at kræve en skurk, som kan repræsentere al ondskaben, og som forvandler den ellers så lovende historie til en rå kamp mellem det gode og det onde. Du havde fat i den lange ende, Danny Boyle - hvorfor slap du den dog igen?
Herefter hopper filmen helt af sporet, og i stedet for en vedvarende og meget "realistisk" dyst med rummets kolde naturlove, bliver det hele til en brutal nedslagtning af besætningen, mens vores skurk vil forhindre dem i at redde verden. Det er også tåbeligt. Allerede før vores besætning nærmer sig det gamle skib, vurderer de for åben skærm, at besætningen på det første skib godt kunne have overlevet, da de havde deres eget økosystem. Men da de finder ligene af den anden besætning, der åbenbart har begået masseselvmord uden forklaring, så glemmer de sørme lige at tælle efter, hvor mange døde, der er. Ups! Det er vist et plothul så stort, at der let kunne flyve en dødsstjerne igennem... Beklager, men det er altså helt igennem skidt, Boyle! Det duer simpelthen ikke, at jeg allerede da skibene uden forklaring "afkobler" på et kritisk tidspunkt allerede ved, at der er en "ond" overlevende fra den anden besætning, mens ingen af vores "helte" kan regne det ud, selv efter de finder ud af, at afkoblingen skete bevidst :(
Den slemme skurk er tilmed en sindsforvirret person, der åbenbart gør det "fordi han er sindssyg", hvilket skal forståes på den måde, at vi derfor ikke behøver beskæftige os med, hvad hans motiver er, for han er jo sindssyg, ikke? Beklager, men det ER altså den ultimative falliterklæring fra forfatterens side, når han end ikke formår at give sin skurk nogle bevæggrunde. Samtidig bruges filmens visuelle stil herefter til at sløre skurken, så han ikke er rigtig menneskelig. Det betyder, at filmen går fra at være en meget realistisk og alvorlig rumfærd i stil med 2001 til at være en meget tradiotionel kamp mellem de gode og de(n) onde. Det kunne sådan set godt fungere, men det er bare ikke den historie, som instruktøren var ved at fortælle os. I princippet har vi to historier. En af dem fungerer, og det er ikke den sidste.
I sidste ende betyder det, at Sunshine bliver en noget broget affære. Boyle får faktisk afsluttet flot med meget fantastiske scener i slutningen, men derfor efterlader det hele stadig en noget klæg eftersmag, især fordi man fornemmer, at det hele kunne have været meget, meget bedre. Sunshine bliver dermed mest et pragteksempel på, hvordan man ikke skal kombinere genrene. Rumgys kan sagtens fungere - se Alien f.eks. - men her taler vi om onde rumvæsner, hvilket kan kaldes en genre for sig. Sunshine begynder som en spændende og farlig rumrejse for at redde Jorden, men vil så pludselig være en kamp mellem det gode og det onde. Ubeslutsomhed i plottet kan være fatalt, især når man på den baggrund vælger at sætte sig mellem to stole. Den går ikke - du må beslutte dig for en af dem. Sunshine falder dermed pladask på gulvet på grund af det usammenhængende plot, og det er mildt sagt ærgerligt, når det nu gik så godt i filmens begyndelse. Sunshine kunne sagtens have været blevet en moderne klassiker indenfor sin genre. Den har så afgjort tilløb til det med sin fortællestil. Desværre efterlader den i sidste ende blot en løfte om, hvad den kunne være blevet til, men aldrig opnåede. Øv!
06/05-2007
