Perfekte tåbeligheder
1.0
Premiere Surprise er en begivenhed jeg personligt holder meget af. Idéen med, at man sætter sig i det varme biografsæde uden den fjerneste anelse om, hvad der om et øjeblik ruller over lærredet, er sjov. Selvfølgelig hovedsageligt, når man bliver vidne til storfilm som 'Children of Men', 'Munich' eller 'V for Vendetta', der alle har haft æren af en dansk premiere netop ved Premiere Surprise. Dog kan der også forekomme nogle solide svipsere i ny og næ. Hvilket var tilfældet i går, hvor den gudsforladte mysterythriller 'Perfect Stranger' malede sine hæslige og tvetydige billeder i Imperials ellers udmærkede biografsal.
'Perfect Stranger' er fyldt til bristepunktet med platte, vulgære og absolut umorsomme tåbeligheder, og selvom filmen prøver at være nervepirrende alvorlig tilfører den ved hjælp af sin egen inkompetence et klovnagtigt, komisk aspekt. Hvad, der i realiteten - tro det eller ej - er filmens stærkeste punkt, da man i takt med at det mere og mere åndsforsnottede og dybt usammenhængende plot snegler sig frem, bliver vidner til en ren filmisk katastrofe, man kun kan bevæge lattermusklerne til. Og det bør man også gøre, for ellers tilsætter man på egen vis 'Perfect Stranger' en kedsomhed, der som den sidste ingrediens i en aldeles uappetitlige gryde, kan gøre filmen til - om muligt - den ringeste film i år.
Filmen starter egentligt meget fint, da vores kære hovedperson, journalisten Rowena, overspillet af ikke altid velspillende Halle Berry, sammen med vennen Miles (Giovanni Ribsi) får færten af en helvedes god historie, hvor et mord er indblandet. Det handler om den slibrige forretningsmand Harrison Hill (spillet af en uoplagt Bruce Willis), der ifølge de to journalister skulle have begået forbrydelsen efter, at han og offeret havde en ret hed affære. Derfor går Rowena undercover og bliver – ved stærk hjælp af sit udseende – ansat i Hill’s modefirma, hvor hun kommer i farlig kontakt med denne. Herefter indledes et kompliceret spil med mange uforudsete opdagelser.
Det suspense-agtige plot i ’Perfect Stranger’ indeholder en del twist’s. Det store problem ligger bare i at disse kovendinger i historien er ligeså latterlige som alt andet i filmen. De er elendigt kædet sammen med historiens centrum, de er godt proppet med filmisk amatørisme og skuespillerne virker nærmest lige så fraværende i drejningerne som tilskuerne vil være. Hitchcock må ærligt talt vende sig i graven over dette misbrug af den suspensegenre, han for alvor bragte på banen med klassikere som ’Rear Window’ og ’Vertigo’. Men på den anden side fungere ’Perfect Stranger som en højst effektiv opvisning i, hvordan man ikke skal tage suspense-elementerne i brug.
Der er en scene (nok filmens stupideste) hvor Rowena sidder og chatter med den gamle gris Harrison Hill. Her får vi et usmageligt indblik i, hvordan uhumske personer deler ord med hinanden. Den ene pornofikserede og absolut unødvendige kommentar efter den anden popper lynhurtigt op på vores hovedpersons skærm, hvilke vel nok kunne have været ganske morsomme for en flok forelskede og ikke specielt filminteresserede teenagere. Men for os andre er scenen bare en klam dumhed af en nærmest uset karakter, der i øvrigt hurtigt omringes af andre dumheder af samme kaliber, hvor den ønskede, sexede effekt udebliver til fordel for en solid omgang kvalme.
På trods af mikroskopisk små og svage lysglimt er og bliver ’Perfect Stranger’ en fra top til tå kvalmende, pornofikseret og usmagelig ringe affære stopfyldt med tåbeligheder af enorme størrelser. Og de mange twists i historien gør kun oplevelsen endnu ringere, da disse fungerer ligeså godt som en punkteret cykel uden kæde. Det hele skulle have været så overraskende, så spændende, så nervepirrende, men de sikkert udmærkede intentioner forhindrer langt fra ’Perfect Stranger’ i at blive en ren og skær filmisk katastrofe, man gør klogt i at holde sig på lang afstand fra.
'Perfect Stranger' er fyldt til bristepunktet med platte, vulgære og absolut umorsomme tåbeligheder, og selvom filmen prøver at være nervepirrende alvorlig tilfører den ved hjælp af sin egen inkompetence et klovnagtigt, komisk aspekt. Hvad, der i realiteten - tro det eller ej - er filmens stærkeste punkt, da man i takt med at det mere og mere åndsforsnottede og dybt usammenhængende plot snegler sig frem, bliver vidner til en ren filmisk katastrofe, man kun kan bevæge lattermusklerne til. Og det bør man også gøre, for ellers tilsætter man på egen vis 'Perfect Stranger' en kedsomhed, der som den sidste ingrediens i en aldeles uappetitlige gryde, kan gøre filmen til - om muligt - den ringeste film i år.
Filmen starter egentligt meget fint, da vores kære hovedperson, journalisten Rowena, overspillet af ikke altid velspillende Halle Berry, sammen med vennen Miles (Giovanni Ribsi) får færten af en helvedes god historie, hvor et mord er indblandet. Det handler om den slibrige forretningsmand Harrison Hill (spillet af en uoplagt Bruce Willis), der ifølge de to journalister skulle have begået forbrydelsen efter, at han og offeret havde en ret hed affære. Derfor går Rowena undercover og bliver – ved stærk hjælp af sit udseende – ansat i Hill’s modefirma, hvor hun kommer i farlig kontakt med denne. Herefter indledes et kompliceret spil med mange uforudsete opdagelser.
Det suspense-agtige plot i ’Perfect Stranger’ indeholder en del twist’s. Det store problem ligger bare i at disse kovendinger i historien er ligeså latterlige som alt andet i filmen. De er elendigt kædet sammen med historiens centrum, de er godt proppet med filmisk amatørisme og skuespillerne virker nærmest lige så fraværende i drejningerne som tilskuerne vil være. Hitchcock må ærligt talt vende sig i graven over dette misbrug af den suspensegenre, han for alvor bragte på banen med klassikere som ’Rear Window’ og ’Vertigo’. Men på den anden side fungere ’Perfect Stranger som en højst effektiv opvisning i, hvordan man ikke skal tage suspense-elementerne i brug.
Der er en scene (nok filmens stupideste) hvor Rowena sidder og chatter med den gamle gris Harrison Hill. Her får vi et usmageligt indblik i, hvordan uhumske personer deler ord med hinanden. Den ene pornofikserede og absolut unødvendige kommentar efter den anden popper lynhurtigt op på vores hovedpersons skærm, hvilke vel nok kunne have været ganske morsomme for en flok forelskede og ikke specielt filminteresserede teenagere. Men for os andre er scenen bare en klam dumhed af en nærmest uset karakter, der i øvrigt hurtigt omringes af andre dumheder af samme kaliber, hvor den ønskede, sexede effekt udebliver til fordel for en solid omgang kvalme.
På trods af mikroskopisk små og svage lysglimt er og bliver ’Perfect Stranger’ en fra top til tå kvalmende, pornofikseret og usmagelig ringe affære stopfyldt med tåbeligheder af enorme størrelser. Og de mange twists i historien gør kun oplevelsen endnu ringere, da disse fungerer ligeså godt som en punkteret cykel uden kæde. Det hele skulle have været så overraskende, så spændende, så nervepirrende, men de sikkert udmærkede intentioner forhindrer langt fra ’Perfect Stranger’ i at blive en ren og skær filmisk katastrofe, man gør klogt i at holde sig på lang afstand fra.
06/05-2007
