Den ultimative spændingsfilm?
6.0
Efter at have oplevet den fremragende ”I tvivlens skygge” fik jeg en virkelig påtrængende lyst til at gense et par af de Hitchcock-film, jeg havde stående på hylden - deriblandt ”Psycho” fra 1960. Et træk der virkelig gav sig godt ud, eftersom et gensyn med denne viste sig at resultere i en af de bedste filmoplevelser jeg har haft i mit liv.
I ”Psycho” møder vi Marion, der en dag satser alt på et bræt ved at flygte fra sit job og sin tilværelse med en stjålet pengesum på 40.000 dollars mellem hænderne. Hun styrer mod sin hemmelige kæreste for at påbegynde et nyt liv, og alt tegner egentlig til succes inden Marion i vildelse vælger at dreje fra ved en snæver afkørsel og søge nærmere mod det lysende skilt hvorpå ordene ”Bates Motel” står indprentet med lysende bogstaver.
At alt inden dette fatale mellemstop tegner vel er måske så meget sagt, for inden da har Hitchcock opbygget et par af filmens mest mindeværdige spændingssekvenser, når Marion forfølges af en mistroisk politibetjent og der utroligt overbevisende sættes spot på hendes paraniode forfølgelsesvanvid.
Der skal lyde stor ros til den virkelig velrestaurerede DVD-udgave af ”Psycho”, som perfekt gengiver filmens i forvejen nuancerede sort/hvide billeder som knivskarpe. Billederne af det dunkle motel, politibetjentens skinnende, kulsorte briller og ikke mindst den bevæbnede skikkelsen der dukker frem bag et vist badeforhæng er syn som skabt til indramning. Hitchcock beviser også endnu engang sine fantastiske evner hvad angår klipning, og som han selv sagde, er det den, der skaber energi og spænding og bestemmer hvor godt filmen eksekverer sin nerve. Næppe har det udsagn stået klarere i nogle andre af Hitchcocks eller i det hele taget nogle andre film overhovedet end i ”Psycho”, der netop serverer gyldne suspense-øjeblikke i overflod.
På skuespillerfronten gør Anthony Perkins en slet og ret uforglemmelig figur som den psykisk underlagte Norman Bates, og selvom medspillerne også leverer varen, er det ham, der i allerhøjeste grad stjæler billedet. Bates føles i kraft af Perkins spil som en både skræmmende og sensitiv karakter, et menneske vi både sympatiserer os med og væmmes ved. Stort set samtlige af hans optrædener i filmen skælver af intensitet og Perkins virker på alle måder som den perfekte til at udgøre og formulere en så kompleks karakter.
Trods jeg kun har set omkring en tiendedel af Hitchcocks repetoir, er det næsten utænkeligt ikke at tro andet end at ”Psycho” står stand som hans optimalt triumferende mesterværk. En umådelig velkomponeret klassiker der nemt piller brodden af størstedelen af nyere tids thrillere og som uden tøven kan anbefales til alle, der vel og mærke er villige til at lade en fingernegl eller to gå til i Hitchcocks forfærdende og fortryllende varetægt.
I ”Psycho” møder vi Marion, der en dag satser alt på et bræt ved at flygte fra sit job og sin tilværelse med en stjålet pengesum på 40.000 dollars mellem hænderne. Hun styrer mod sin hemmelige kæreste for at påbegynde et nyt liv, og alt tegner egentlig til succes inden Marion i vildelse vælger at dreje fra ved en snæver afkørsel og søge nærmere mod det lysende skilt hvorpå ordene ”Bates Motel” står indprentet med lysende bogstaver.
At alt inden dette fatale mellemstop tegner vel er måske så meget sagt, for inden da har Hitchcock opbygget et par af filmens mest mindeværdige spændingssekvenser, når Marion forfølges af en mistroisk politibetjent og der utroligt overbevisende sættes spot på hendes paraniode forfølgelsesvanvid.
Der skal lyde stor ros til den virkelig velrestaurerede DVD-udgave af ”Psycho”, som perfekt gengiver filmens i forvejen nuancerede sort/hvide billeder som knivskarpe. Billederne af det dunkle motel, politibetjentens skinnende, kulsorte briller og ikke mindst den bevæbnede skikkelsen der dukker frem bag et vist badeforhæng er syn som skabt til indramning. Hitchcock beviser også endnu engang sine fantastiske evner hvad angår klipning, og som han selv sagde, er det den, der skaber energi og spænding og bestemmer hvor godt filmen eksekverer sin nerve. Næppe har det udsagn stået klarere i nogle andre af Hitchcocks eller i det hele taget nogle andre film overhovedet end i ”Psycho”, der netop serverer gyldne suspense-øjeblikke i overflod.
På skuespillerfronten gør Anthony Perkins en slet og ret uforglemmelig figur som den psykisk underlagte Norman Bates, og selvom medspillerne også leverer varen, er det ham, der i allerhøjeste grad stjæler billedet. Bates føles i kraft af Perkins spil som en både skræmmende og sensitiv karakter, et menneske vi både sympatiserer os med og væmmes ved. Stort set samtlige af hans optrædener i filmen skælver af intensitet og Perkins virker på alle måder som den perfekte til at udgøre og formulere en så kompleks karakter.
Trods jeg kun har set omkring en tiendedel af Hitchcocks repetoir, er det næsten utænkeligt ikke at tro andet end at ”Psycho” står stand som hans optimalt triumferende mesterværk. En umådelig velkomponeret klassiker der nemt piller brodden af størstedelen af nyere tids thrillere og som uden tøven kan anbefales til alle, der vel og mærke er villige til at lade en fingernegl eller to gå til i Hitchcocks forfærdende og fortryllende varetægt.
06/05-2007
